Hvis hænderne er ved at blive lidt langtidstrætte, er det måske på tide at overveje en tandbeskytter med indbygget musestyring.
Hvis du nu siger ”mousepad” – altså musemåtte på engelsk – og lader som om, du har en let læspen, så bliver det hurtigt til ”MouthPad”. Men det er jo ikke et sammensat ord, der giver lige så meget mening som mousepad? Eller måske er det?
I hvert fald har firmaet Augmental lavet et produkt, der hedder MouthPad, og har vist det frem på årets CES-messe. MouthPad er et af den slags produkter, der enten hører til i ”hvorfor har ingen tænkt på det før”-kategorien eller ”den er der da ingen, der gider købe”-kategorien, afhængig af hvem man er.
Det skal ingen hemmelighed være, at undertegnede journalist hører til i den første kategori. Det krævede adskillige ture ned til lægen for at få steroide-indsprøjtninger, før mit første tilfælde af musearm gik væk. Og siden fulgte så et mus-og-tastatur-skabt tilfælde af langsomt begyndende Dupuytrens kontraktur, også kendt som Vikingefinger eller Keltisk Hånd. Dertil kommer ømme, overanstrengte skuldre efter for meget tasteri.
Jeg har prøvet alle mulige former for diktatsoftware, der udbydes til private. Ofte er det endda et problem at få den rigtige tekst ind. De pågældende tjenester og programmer er som regel hverken gode eller hurtige nok til at udføre avanceret tekstredigering af typen, jeg udfører på daglig basis. Så jeg har stadig brug for en mus, touchpad eller en trackball. I alle tre tilfælde betyder det mere slid.
Hvad med præcisionen?
Men det er så her, MouthPad kommer ind i billedet. MouthPad ligner en af den slags tandbeskyttere, som folk der skærer tænder kan bruge om natten. Forskellen er dog, at der er et ganestykke sat ind, der har en slags touchpad indbygget, og så er der både et batteri og Bluetooth indbygget.
Idéen er, at du bruger tungen til at navigere med på ”touchpad”’en i ganestykket og at MouthPad så derudover fungerer ligesom en Bluetooth-mus. Den vejer 7,5 gram, er lavet i et materiale, der normalt bruges i dentalindustrien til at lave netop tandbeskyttere med. Batteriet er fra Varta og er af en type, man kan finde i implantater, så det burde være i orden.
Det store spørgsmål er naturligvis, hvor præcis sådan en tunge-touchpad kan være, og om det i sidste ende er til mere besvær end gavn at forsøge sig med sådan en fætter. Og mon ikke også tungen kan blive en anelse træt ligesom armene? Men til folk, der er reelt bevægelseshæmmede (og ikke bare lidt kontor-slidte som undertegnede), kan det måske være en stor hjælp.
Det er endnu ikke fastlagt, hvad MouthPad skal koste, og hvornår den kan købes. Men man kan skrive sig op på en venteliste til både mere information og bestilling på Augmentals hjemmeside, hvis der skulle være interesse.