Project Titan er stadig i gang, lyder det fra normalt troværdige kilder. Apples elbil kan komme på gaden i 2028.
Udtrykket ’vaporware’ har i mange år betegnet projekter og annoncerede produkter, der aldrig kommer i handelen. I stedet for at blive til noget materielt, man kan købe, ”fordamper” projekterne i stedet og bliver på sigt glemt af offentligheden.
Selv om Apple altid er forsigtige med at love noget som helst, og vi ofte prøver at gætte selskabets planer, har selv de haft projekter, der endte som vaporware. Mest kendt er nok trippel-laderen AirPower, der blev officielt annonceret i september 2017, men aldrig kom i handelen.
Et andet eksempel, der går rigtig mange år tilbage, er Apples TV. Altså ikke Apple TV-boksen eller den app, der deler dens navn, men en TV-skærm, som Apple angiveligt havde under udvikling i perioden efter iPad’ens lancering i 2010. Apple TV-boksen er ældre end både iPhone og iPad, og Apples historik med TV’er går helt tilbage til 1993 og det såkaldte ’Macintosh TV’, og eftersom Apple både laver skærme og bokse, var kombinationen ikke helt utænkelig. Men Apples TV forblev vaporware.
Endelig er der Apple-bilen. Den har vi også hørt om i adskillige år. Oprindeligt skulle den have været en elbil, der også på et tidspunkt skulle være selvkørende, og det var lidt af en offentlig hemmelighed, at Apple arbejdede på noget, der hed Project Titan på en hemmelig lokation i Silicon Valley. Vi kender mest til projektet, fordi Apple hyrede folk til det i fuld offentlighed.
Knapt så selvkørende
Men Apple-fans, der håbede på at kunne købe en bil med Apple-logo på blev snart skuffede, for angiveligt skiftede Apple strategi og valgte i stedet at fokusere på AI-baseret software til andre bilproducenter, der vil prøve kræfter med selvkørende teknologi.
Disse fans kan dog forsigtigt begynde at glæde sig alligevel. Ifølge Apple-spåmanden Mark Gurman fra Bloomberg har Apple endda ret fremskredne planer om at lancere sin egen elbil. Udviklingen foregår stadig under Project Titan-navnet, og seneste nyt er, at Apple måske allerede vil sende bilen på gaden (bogstaveligt talt) i 2028.
Det bliver dog ikke den futuristiske bil, som Apple oprindeligt havde håbet på, skriver Gurman. Oprindeligt havde Apple forestillet sig en selvkørende bil, der endda ikke havde noget rat. Men de selvkørende ambitioner er blevet skruet kraftigt ned, mener Gurman at vide. I stedet vil Apple simpelthen lave en bil, der passer ind i Apple-stilen og har begrænset autonomi.
Højere autonomi via opgradering
Som det er nu, skulle den kommende bil kun understøtte Level 2+-autonomi, hvilket er det, man allerede finder i mange elbiler, herunder Tesla’er og Hyundais Ioniq-serie. Men Apple har udviklet på den selvkørende teknologi i næsten ti år, og er næppe interesseret i at lade disse fremskridt gå til spilde.
Eftersom der allerede findes biler derude med Level 4- og Level 5-autonomi, må man næsten gå ud fra, at Apple-bilens autonomi vil kunne opgraderes med tiden – på samme måde som Teslaer forventes at blive, når såvel lovgivning som teknologi er klar til det. Apple forhandler angiveligt med europæiske bilproducenter om et partnerskab, efter et samarbejde med Hyundai gik i vasken.
Ifølge Gurman repræsenterer det lavere ambitionsniveau knald eller fald for Apples bil-eventyr. Hvis holdet bag indenfor få år ikke kan præsentere en attraktiv elbil, som Apple-fans vil kaste sig over, vil projektet formentlig blive lukket helt ned. Omvendt troede vi nok alle, at dette allerede var sket, så hvem ved?