Forside * Nyheder

Spotify fyrer hver sjette medarbejder

-
(Foto: Spotify/Recordere)

Nye besparelser går blandt andet ud over podcast-favoritterne ’Heavyweight’ og den prisvindende ’Stolen’.

2023 er et år, Spotify-ledelsen formentlig gerne vil glemme hurtigst muligt. Året begyndte med nedskæringer, der kostede cirka 600 medarbejdere jobbet. I juni fulgte så cirka 200 medarbejdere. Og nu ryger der yderligere 1500 af medarbejderne i den største fyringsrunde i selskabets historie.

Det har Spotifys topchef, Daniel Ek, skrevet ud til sine medarbejdere. De påvirkede medarbejdere fik angiveligt besked om deres afskedigelse mandag ifølge Eks e-mail til sine ansatte, som der før fyringsrunden var omkring 9.000 af.

Annonce:

Det er ud fra dette, at vi ved, at antallet af opsagte kommer til at ligge på omkring 1500. Daniel Ek har nemlig meldt ud, at ledelsen vil opsige 17% af Spotifys medarbejdere. Det svarer til flere end hver sjette ansatte.

To faktorer spiller formentlig ind i beslutningen om at fyre så mange. Først og fremmest bar Spotify ligesom flere andre tech-virksomheder stadig rundt på et medarbejdermæssigt ”fedtlag” efter at have udvidet kraftigt under COVID-19-pandemien. Ifølge Eks e-mail var der mange i Spotify, der ”stadig arbejder i støttefunktioner eller primært arbejder rundt op om opgaverne, i stedet for at bidrage til noget med reel gennemslagskraft”.

Farvel til prestige-podcasts

Den anden faktor handler om verdensøkonomien. Selv om inflationsniveauet er i bedring, er leveomkostningerne stadig høje for folk i mange lande, og det påvirker både, hvor meget Spotify kan hæve priserne for deres produkter, hvad medarbejderne kræver i løn, og hvad det koster at få produceret indhold til firmaets podcast-satsning.

Det lader således til at Spotifys podcast-satsning stadig volder firmaet økonomiske problemer. De 200 medarbejdere, der blev fyret i juni, var i podcast-divisionen, og det er da også på podcast-siden, at vi nu kan se de første ofre for Spotifys seneste sparerunde.

Besparelserne går nemlig nu ud over to podcast-favoritter, ’Heavyweight’, og ’Stolen’, der produceres af podcast-selskabet Gimlet Media. Spotify købte Gimlet, der på det tidspunkt var toppen af podcast-poppen, i 2019 for omkring halvanden milliard kroner.

’Stolen’ er en canadisk True Crime-podcast, der fokuserer på kidnapninger og mishandling af børn i skolevæsenet, begge dele i områder af USA og Canada, hvor der bor store grupperinger af Nordamerikas oprindelige folk. Podcasten har vundet to af de mest prestigiøse journalistik-priser i verden, de amerikanske Pulitzer- og Peabody-priser.

’Heavyweight’ var på New York Times’ liste over de bedste podcasts I 2023, og er en favorit blandt folk i podcast-industrien. Den fortæller folks egne historier om en bestemt begivenhed, der fik deres liv til at tage en helt ny drejning. Holdene bag ’Heavyweight’ og ’Stolen’ får lov at færdiggøre deres nuværende sæsoner, men så vil de også blive afskediget og skal lede efter nye hjem til deres podcasts, bekræfter Spotify overfor The Verge.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.