Forside * Featured

Paramount og Warner Bros. Discovery diskuterer fusion

-
(Foto: Paramount Global/Warner Bros. Discovery)

Det vil være to af Hollywoods ældste studie-navne, der bliver til ét, hvis fusionen bliver til noget.

Hvis du i Hollywoods såkaldt ’gyldne æra’ fra slutningen af 1920’erne til slutningen af 1960’erne havde foreslået, at det ville være en god idé at lægge Paramount og Warner Bros. sammen, ville du formentlig blive indlagt på den lukkede lige med det samme. Eller i hvert fald blive godt til grin.

Dengang var de to klassiske Hollywood-studier blandt de ”fem store”, der også talte MGM, Fox og RKO Pictures. Dertil kom de ”tre små” af de klassiske studier, nemlig Universal, United Artists, og Columbia.

Annonce:

I dag ejes Columbia af Sony, MGM ejes af Amazon og Fox ejes af Disney. Universal er lagt sammen med tv-kanalen NBC og ejes af kabelgiganten Comcast, mens United Artists og RKO begge for længst er gået konkurs og er blevet solgt fra for småpenge. Efter flere ejerskift er Warner Bros. som bekendt fusioneret med Discovery.

Paramount ejes af den stenrige Redstone-familie under selskabet med det næsten lidt for oplagte navn National Amusements. Og netop topbossen herfra, Shari Redstone, har ifølge nyhedsmediet Axios diskuteret at lægge Paramount Global (der også omfatter f.eks. kendte TV-brands som CBS, Showtime og MTV) sammen med Warner Bros. Discovery.

Topmøde mellem CEO’er

Diskussionerne er sket med David Zaslav, den tidligere Discovery-boss, der nu er topboss hos Warner Bros. Discovery. Han har ifølge Axios været i New York for at mødes med Paramount Global, inklusive sidstnævntes CEO, Bob Bakish. Og diskussionsemnet her var også en fusion.

Hvis det bliver en realitet, vil det være endnu et eksempel på den konsolidering, der foregår i Hollywood i disse år, ikke mindst på grund af streamingtjenesternes dominans. Og hvad angår streaming, vil det naturligvis også betyde, at Paramount+ og Max formentlig vil blive lagt sammen til en enkelt tjeneste.

Det sidst var angiveligt et af diskussionsemnerne, da Bakish og Zaslav mødtes i Paramount Globals hovedkvarter på Times Square. Mødet varede flere timer, så der har næppe været tale om en afvisning ved døren.

Ifølge Axios vil der ikke være tale om en fusion af parter i sammenlignelig størrelse. Med en markedsværdi på 29 mia. dollar er Warner Bros. Discovery næsten tre gange så stor som Paramount Global, der ligger på lige over 10 mia. dollar lige nu. Af samme grund diskuterede Bakish og Zaslav angiveligt også at WBD kunne købe Paramount Global.

Både en fusion og et opkøb er angiveligt stadig på bordet som muligheder, skriver Axios. Warner Bros Discovery tager tilsyneladende handelen så alvorligt, at de har hyret finanseksperter til at udforske, hvordan sådan en handel – i den ene eller den anden form – kunne se ud.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.