Forside * Featured

Copilot har fået sin egen Android-app – også på dansk

-

Modsat ChatGPT-app’en kan du bruge GPT-4 gratis med app’en, der giver en mere direkte AI-adgang end den tidligere Bing-app.

Nu er der endnu flere muligheder for at bruge AI til skrive en hurtig besked eller e-mail på smartphonen. Eller få en AI til at identificere noget via mobilens kamera. Microsofts AI-assistent, Copilot, har nemlig nu fået sin egen app på Android.

Annonce:

Uden de store PR-manøvrer har Microsoft lanceret Copilot i sin egen app, så man ikke behøver at installere Bing-app’en for at få mulighed for at bruge den. Det betyder færre skridt, når man har brug for hurtigt at interagere med AI’en og ikke vil igennem Bing-maskinen først.

Copilot på Android kan også forstå og skrive dansk, i hvert fald under visse omstændigheder. Vi spurgte den, om det var en mulighed, hvorefter den refererede til en knap i chatvinduet, der imidlertid ikke var at finde på skærmen. Det er formentlig noget, der dukker op i desktop-versionen, hvis man spørger på samme måde.

Knappen skulle kunne omstille app’en til at bruge et andet sprog, men Copilot spurgte pænt selv, hvilket sprog, vi gerne ville bruge i stedet for engelsk. Da vi svarede ”Danish”, gav den os et Wikipedia-agtigt svar på, hvad dansk er, formentlig hentet fra Bing, som Copilot stadig er koblet op til i app-form (men i det mindste nævnte den ikke noget om wienerbrød).

Glædelig bagjul, mormor!

Det viste sig imidlertid at være endnu nemmere at kommunikere med Copilot på Android på dansk. Man skal nemlig bare begynde at skrive på dansk, så svarer den på samme sprog. Selvom det er anden juledag tænkte vi, at Copilot måske kunne hjælpe os med at sammensætte en SMS til mormor med ønsker om glædelig jul. På dansk, altså.

Det kunne den sagtens, selv om vores ønske om originalitet måske ikke slog så hårdt igennem på resultatet. Til gengæld kunne Copilot godt selv gennemskue, at der var tale om en julehilsen til trods for at vi kom til at glemme et ret vigtigt ord i den sammenhæng, nemlig ”jul”.

Man skal bare begynde at skrive til Copilot på dansk, så hitter den (ligesom ChatGPT) selv ud af, at du bruger dansk som sprog (Foto: Rec.dk)

Du kan også kommunikere med Copilot med stemmen, hvorefter den svarer med stemmeoplæsning af svaret. Det klarer den imidlertid mindre godt på dansk. Den amerikansk-engelske stemme forsøger at læse det danske op, og det lyder, som læseren nok kan forestille sig, ikke særlig godt – men sjovt, til gengæld! Test-telefonen havde engelsk som systemsprog, men det hjalp ikke at sætte dette over på dansk.

Flere funktioner end ChatGPT

På samme måde blev vores indtalte forespørgsel ”Skriv et bud på dronningens nytårstale” til ”Skyward bullpoo downings new hostel”, hvilket Copilot ikke rigtigt kunne bruge til noget. Copilot er som bekendt baseret på OpenAIs LLM’er, og det betyder, at du kan vælge at bruge enten GPT-3.5 eller GPT-4. Med den sidste tager svarene lidt længere tid.

Copilot er ikke fantastisk til at forstå danske stemme-forespørgsler på Android endnu. “Skriv et bud på dronningens nytårstale” blev til ovenstående. Til gengæld tilbyder den selv at lave et julekort på dansk. (Foto: Rec.dk)

På denne måde er Copilot et alternativ til ChatGPT på Android, der dog også kan bruges på dansk og rent faktisk har en indstilling til sprog. ChatGPT-app’en har dog ikke adgang til GPT-4, med mindre, du abonnerer på ChatGPT Plus hos OpenAI. Du kan heller ikke uploade billeder til den eller lade den søge på Bing, sådan som Copilot kan.

Copilot til Android kan findes her

Nu er app’en også klar til iPhone og iPad (se link herunder)

 

Se også

Microsoft Copilot AI-assistent klar på iPhone, iPad og nogle Macs

New York Times vil udrydde ChatGPT og Copilot

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.