Forside * Featured

Apple i åben krig med iMessage-rebel [OPDATERET]

-

Tjenesten Beeper er blevet lukket hurtigt ned af Apple, men lover at kæmpe videre.

[OPDATERING 11. December: Beeper Mini er nu oppe at køre igen ifølge en udmelding fra Beeper. Du kan dog ikke længere registrere dit telefonnummer med iMessage, så din email-adresse skal bruges som identifikator i stedet. Det betyder, at du nu skal have et Apple ID for at bruge Beeper Mini med iMessage. Det var ikke tilfældet, før Apple lukkede det smuthul i systemet, som Beeper gjorde brug af tidligere.]

Annonce:

Det har ikke skortet på initiativer, der har til formål at give Android-brugere adgang til iMessage-økosystemet på lige fod med Apple-brugere. Først var der Sunbird, og så kom Carl Pei og hans mobilmærke Nothing på banen med en lignende tjeneste, baseret på Sunbird.

Men i slutningen af november blev Sunbird lukket ned og ligeledes gjorde Nothings initiativ. Som vi tidligere har skrevet, var det lidt af et sikkerhedsmareridt. Det påstår en lignende tjeneste, Beeper, imidlertid ikke at være. Men ikke desto mindre kom det til en digital konfrontation mellem Beeper og Apple over weekenden, der førte til delvis nedlukning af tjenesten.

Beeper Mini, som mobil-udgaven af tjenesten hedder, fungerer angiveligt ikke p.t. med iMessage. Der er forskellige meldinger om, hvorvidt desktop-udgaven, Beeper Cloud, er oppe at køre, så angiveligt kører denne version stadig med iMessage for nogle brugere i skrivende stund.

Når mobil-udgaven ikke fungerer, er det fordi Apple har lukket ned for den ved at ændre nogle betingelser i iMessage. Med andre ord er det ikke noget, Beeper er herre over, men det har de tænkt sig at blive. Ars Technica skriver at stifteren af Beeper, Eric Migicovsky, har lovet på sociale medier at kæmpe videre.

Både Apple og Beeper lover at fortsætte kampen

”Beeper Mini og Beeper Cloud er tjenester, der er nødt til at eksistere. Vi har bygget dem. Vi har tænkt os at blive ved med at holde dem i live og sprede dem bredt ud”, skrev Migicovsky på X som svar på en anden brugers spørgsmål, om Beeper nu indgår i en evindelig katten-efter-musen-jagt med Apple.

Om Migicovsky og Beeper kan holde stand mod en gigant som Apple vil tiden vise. Apple lægger dog ikke skjul på, at de har lukket ned for Beeper. Til The Verge siger en talsperson – uden at nævne Beeper direkte, at Apple har øget beskyttelsen af sine brugere ved at ”blokere teknikker, hvor falske identitetsoplysninger bliver benyttet til at få adgang til iMessage”.

Apple siger derudover, at de vil ”fortsætte med at opdatere systemet for at beskytte brugerne” mod tiltag som Beeper Mini. Apple mener at de potentielle farer for brugerne omfatter ”afsløring af metadata, og der åbnes for uønskede beskeder, spam og phishing-angreb”.

Migicovsky sender dog kritikken retur i en udtalelse til Ars Technica. ”Faktisk har Beeper Mini øget sikkerheden og nedbragt Apple-brugernes sårbarhed”, siger Migicovsky med henvisning til at Beeper Mini netop filtrerer uønskede beskeder, spam, og phishing-angreb fra. Fordi disse huserer på almindelig SMS, er Beeper ifølge Migicovsky altså en sikrere løsning for dem, der ellers bare ville SMS’e til en iMessage-bruger i stedet.

Sikrere end Sunbird/Nothing

Migicovsky siger også, at Beeper har lagt kildekoden til selve iMessage-tjenesten ud på Github, så verden kan se, at de ikke bruger ”falske identitetsoplysninger” til at få adgang til iMessage. Han er endda villig til at give Apple sin kildekode til Android-app’en, hvis en tredjepart kan komme imellem og sikre, at det sker i god ro og orden.

Ifølge Beeper er tjenesten langt sikrere end Sunbird/Nothing-systemet. Da Beeper blev lanceret i sidste uge, skete det blandt andet med løfter om end-to-end-kryptering. Krypteringen sker, før beskeden sendes, så hverken Apple eller Beeper kan se indholdet, og krypteringsnøglerne lagres kun lokalt på smartphonen.

Ifølge Beeper er der heller ingen server, der sidder mellem Beeper Mini og Apples servere, du behøver ikke have et Apple ID, og dine kontakter bliver på telefonen, og kan ikke ses af nogle af tjenesterne.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.