Forside * Featured

TEST: Ajax KeyPad TouchScreen Jeweller

-

Ajax har lanceret et nyt adgangspanel som i modsætning til sine forgængere har en LCD skærm, hvor du kan betjene og overskue din Ajax alarm.

Er du allerede bruger af Ajax alarm system så læs med her, er du ikke så læs vores test af Ajax her.

Ajax har flere forskellige adgangspaneler der kan bruges af folk, der ikke ønsker at betjene deres alarm fra den medfølgende app, eller til gæster der normalt ikke har adgang til boligen.

Annonce:

For kort tid siden introducerede Ajax deres KeyPad TouchScreen Jeweller, der er et adgangspanel som du hænger indenfor ved den dør der giver adgang til boligen. Vi har testet om det er bedre end de andre paneler Ajax har i deres produkt-serie.

 

Udpakning og installation

Ajax KeyPad TouchScreen Jeweller kommer i en lille æske, der udover selve panelet indeholder diverse skruer og Rawplugs til at montere panelet på væggen.

På forsiden er der en 5” IPS LCD TouchScreen, der bruges til at betjene panelet, og det panel vi testede havde hvid kasse omkring den helt sorte forside. Udover det er der en NFC læser, der gør du kan læse NFC tags, hvis du gerne vil kunne betjene din alarm uden at have en kode.

På bagsiden er der et låg som giver adgang til en knap til at tilføje panelet til dit Ajax system og så er det også muligt at tilslutte 12V konstant strøm, hvis man ikke vil skifte batterier efter 12-15 måneder. Der er lavet kanaler inde i panelet, så du kan trække de 12V direkte fra et hul i væggen og ind i panelet, så kablerne er skjulte. 

Panelet er elegant, men ikke kønt (Det er ihverfald det min kone siger). Jeg ville have ønsket at Ajax hade valgt at føre den hvide farve frem som ramme omkring skærmen.

Installationen er super let, og følger de samme principper som alt andet Ajax udstyr. Der er en QR kode som scannes, og så trykker du på en pair knap, og så tilføjes panelet til dit hjem i det rum du vælger i app’en. Og så er panelet klart til brug.

 

Hvad kan du med KeyPad TouchScreen?

Du kan naturligvis slå dit alarmsystem til og fra, men du kan også slå forskellige modes til og fra, så du f.eks. har en nat-mode, hvor dele af huset er aktivt, mens resten ikke har alarm på, alt det kan vælges på skærmen når du betjener panelet.

Og så kan du hvis du slår det til få status på andre sensortyper (f.eks. brand og læk), og så kan du have en “overfaldsalarm” også, så hvis du har et panel i dit soveværelse, så kan du slå alarmen til for at notificere andre brugere af alarmen at du er skræmt eller truet.

 

Du kan også bruge Bluetooth med KeyPad TouchScreen

Hvis du ikke vil bruge nøglebrikker eller adgangskort, kan du også bruge BLE (Bluetooth Low Energy), der gør det muligt at bruge en smartphone. KeyPad TouchScreen understøtter Android- og iOS-smartphones med BLE 4.2 og nyere.

Du kan vælge hvilke brugere, der må bruge denne trådløse adgangstype, og dataoverførslen mellem smartphone og KeyPad TouchScreen er krypteret.

Ajax systemet indeholder foranstaltninger til at forhindre spoofing-angreb, hvilket gør det umuligt for indbrudstyve at få uautoriseret adgang ifølge Ajax.

 

Er den bedre end de andre Ajax paneler?

Personligt har jeg et Ajax KeyPad Plus som er et helt analogt panel med touchknapper, men ingen panel, og jeg bruger det aldrig fordi det er så meget lettere bare at bruge deres app, men jeg oplevede efter opdateringen til iOS 17.1, at min app var logget ud, og uden briller var det rart nok at jeg kunne gå ind og slå alarmen fra på panelet, og så få logget ind på min app igen.

Men ja, det nye KeyPad TouchScreen er i min bog bedre end det panel jeg har nu. Især fordi det er let og intuitivt at bruge. Når du trykker “slå alarm fra”, så pop’er der en “indtast kode” dialog frem, og så taster man koden, og så er man inde. Den hjælp får man ikke på de gamle paneler, hvor man skal kende rækkefølgen, om man skal taste kode før eller efter man slår alarmen fra.

Der er dog én ting som generer mig ved det nye panel. Og det er at er der firmwareopdateringer, så skal det have 12V tilsluttet. Og det vil sige at du skal have fat i en speciel 12V strømforsyning med mindre du har den på permanent strøm i forvejen. Der ville jeg have ønsket at Ajax Systems udover den strømport der er, også havde lavet en USB-C port inde i panelet, der kunne levere 12V strøm, så man ikke skal til at være gør-det-selv mand hvis der kommer en firmware opdatering.

 

Konklusion – Ajax har lavet et fedt adgangspanel

Jeg indrømme det med det samme – Jeg er lidt bias’ed fordi jeg allerede bruger Ajax i mit hjem, men det skal understreges at jeg selv har betalt for alt det Ajax jeg har sat op, og det i sin tid er købt på anbefaling af personlige venner og ikke firmaer.

Ajax KeyPad TouchScreen er let at bruge, og endnu lettere at sætte op, og derfor vil jeg anbefale det hvis du køber Ajax, fordi selv bedsteforældre og hundepassere kan finde ud af at lukke sig selv ind.

Og har du mulighed for at tilslutte 12V strøm til det, så slipper du for at skifte batteri hvert år.

Eneste anke er det med at firmwareopdateringer ikke kan gives uden 12V tilsluttet, der ville det være godt med en USB-C port.

 

Pris og levering

Ajax KeyPad TouchScreen koster omkring 2.875,- DKK, og kan købes hos flere danske forhandlere allerede nu.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.