Betalende abonnenter hos YouTube kan nu andet end slippe for reklamer. De kan også spille 37 små browserspil, som YouTube har gjort tilgængelige.
YouTube gør det nu muligt at spille. Men der er ikke tale om at spille videoer i browseren. Men derimod små spil, som du kan spille på YouTube-platformen. Og dermed udvider YouTube sine underholdningsmuligheder til andet end videoer og musik.
Det har en vis betydning, eftersom spilmarkedets samlede værdi oftest angives som værende større end film- og tv-branchen lagt sammen med musikbranchen. Tager man i betragtning, at Google forsøgte sig med spilstreamingtjenesten Stadia, men endte med at lukke den ned igen, kan YouTube-spillene måske virke som en bedre idé.
De to skal dog ikke sammenlignes på indholdet. De små ”Playables”, som spillene kaldes, hører helt klart til i casual gaming-kategorien og ligger temmelig langt fra de konsol- og pc-spil, man typisk finder på spilstreamingtjenesterne.
Vi hørte første gang rygter om disse Playables tilbage i juni, men nu er de altså gået i luften efter en betatest for udvalgte brugere, der begyndte i september. Du skal dog være betalende bruger af YouTube for at få adgang til dem, som det er nu. Og det står ikke helt klart i skrivende stund om danske brugere også har fået adgang (giv lyd i kommentarsporet, hvis du er YouTube-abonnent og ved mere…)
Gamle kendinge
Der er tale om i alt 37 små spil, der alle kører i browseren, så der er altså ikke noget, der skal downloades (ud over, hvad der downloades til browseren, naturligvis…). Udvalget består blandt andet af YouTubes egne versioner af klassikere som kabale, krydsord og versioner af spil fra mere kendte spilbrands som Angry Birds.
De små spil kan findes i en separat sektion, der bærer navnet Playables under ”Explore”. Hvis du vil prøve spillene, skal du dog nok ikke vente for længe. Ifølge The Verge blev spillene annonceret til YouTube Premium-brugerne i sidste uge, med bl.a. den besked at spillene ville være tilgængelige indtil 28. marts næste år.
Det virker som en lidt mærkelig, arbitrær dato, men det er nok bare fordi, Google og YouTube har noget nyt i ærmet. Eller også er det bare den dato, de har sat som deadline for, hvornår spillene skal have vist deres værd. Som vi også så det med Stadia (og mange andre Google-initiativer) er Google ikke bange for at prøve noget nyt af, og så droppe det igen, hvis det ikke leverer indenfor kort tid.
Med Playables melder YouTube sig ind i en klub af sociale medie- og streaming-platforme, der forsøger med spil. Netflix har en række spil tilgængelige, hvoraf flere er relateret til platformens serie- og filmudvalg. Og Meta har i mange år ageret platform for små spil på f.eks. Facebook.