Bloomberg: Sonos planer for 2024 er flere nye produkter inkl. hovedtelefoner, en streamingboks, ny soundbar m.fl.
Sonos, den kendte producent af lydprodukter, meddelte forleden at der kommer en eller flere nye produktkategorier i 2024. Nu kan Mark Gurman fra Bloomberg fortælle mere om hvad der forventes, og det er ikke så lidt.
Efter flere års tilløb, hvor hidtidige forsøg er blevet skrottet undervejs, så skulle Sonos nu være tæt på en lancering af deres egne hovedtelefoner. Disse over-ear hovedtelefoner vil være i stand til at synkronisere musik med andre Sonos-produkter i hjemmet og vil indeholde Sonos Voice Control.
I følge Bloomberg kan de komme så tidligt som april 2024 og have et premium prisskilt på 4-500 dollars. Det er forventet mellem 3.600 og 4.500 kr. Derudover overvejer virksomheden at lancere et sæt trådløse in-ear også.
CEO Patrick Spence har bekræftet, at Sonos vil gå ind i en “ny kategori til flere milliarder dollars” i anden halvdel af regnskabsåret 2024, som vil bidrage væsentligt til de 100 millioner dollars, som Sonos forventer at tjene på nye produktlanceringer i 2024.
En anden interessant udvikling er lanceringen af en tv-streaming-enhed i slutningen af 2024 eller begyndelsen af 2025. Denne enhed, beskrevet som en lille sort boks, vil inkludere stemmestyring og er allerede emnet for dialog med store underholdningstjenester som Netflix. Sonos har også udtrykt interesse i at lancere deres egen tjeneste, ligesom de har gjort inden for lyd.
Tilføjelsen til Sonos’ produktlinje i 2024 ventes i følge Bloomberg også omfatte en anden generation af den bærbare Sonos Roam Bluetooth-højttaler, en opdateret Sub, en forretningsorienteret version af Era 100 med indbygget ethernet, og en ny soundbar som skal efterfølge Sonos Arc. Denne nye soundbar vil integrere teknologi fra Mayht, en startup opkøbt af Sonos i 2022, og kan koste omkring 1.200 dollars (ca. 11.000 kr), hvilket placerer den i den høje ende af Dolby Atmos-soundbar-markedet.