Forside * Featured

Guide: Vejen til hverdagsluksus gennem kaffemaskine og råvarer

-

Hvis du er parat til at løfte din kaffeoplevelse, får du her tips og tricks til den gode kaffebrygning, ligesom vi ser nærmere på kaffemaskiner, der potentielt set kan levere en gourmetkaffenydelse

Filterkaffemaskiner har sjældent været mere spændende, end de er i dag. Før i tiden var det et spørgsmål om at trykke på et par knapper, når der var vand og bønner på dyret, og det begyndte at spytte varm tjære ud. Tiden har budt på videreudvikling af kaffedrikken, så det ikke længere kun handler om koffein med jordmoderstyrke, men i særdeleshed også om kaffenydelsen.

Annonce:

Hvordan du kan øge kaffenydelsen

Kaffeoplevelsen handler om, hvordan du anskuer den mørke drik. Du kan snildt få formalede bønner til få penge i discountsupermarkedet, ligesom du kan få hele lysristede bønner til kr. 800 kiloet. Jeg er en af de hjerneblødninger, som foretrækker sidstnævnte, men det gør jeg, fordi kaffe er en oplevelse og nydelse på højde med en god cognac eller et godt glas vin. Før i tiden kunne jeg inhalere en liter slavekaffe om dagen, fordi drikken var intetsigende og et middel til at holde produktiviteten i gang. I dag drikker jeg højst et par kopper, fordi kvalitetsbønner mætter på en helt anden måde, men de stiller til gengæld også krav til kaffemaskinen.

Kravene går især på vandtemperatur og maskinens brushoved. Optimalt set skal vandet have en temperatur mellem 92-96 grader, når vandet kommer ud af brushovedet, fordi temperaturen influerer direkte på ekstraheringen – hvordan vandet får trukket aroma og smag ud af bønnerne. Går du op i kaffe, bør du derfor holde øje med, om maskinen du står overfor, er ECBC-certificeret. For at European Coffee Brewing Centre kan godkende en kaffemaskine, skal vandtemperaturen være den rette.

Billige og traditionelle kaffemaskiner hælder bare vandet ned i midten af filteret og lader det stige. Ekstraheringen er knap så effektiv på denne måde, fordi bønnerne i siderne af filteret ikke er dækket af vand i så lang tid – dermed udnytter du ikke bønnerne tilstrækkeligt, og du går glip af noter og aroma. Går du efter gourmetoplevelsen, er det derfor essentielt, at du har øje for dette, når du køber udstyr.

Hardcore kaffeelskere bruger derfor ikke filterkaffemaskiner, når de skal lave en kop. De bruger manuelt udstyr som pour over og aeropress. Pour over går ud på, at du manuelt hælder vandet udover kaffefilteret med friskkværnede gourmetbønner. Du gør dette i etaper og fordeler vandet i siderne af filteret for at sikre optimal ekstrahering. Aeropress er som en forvokset hospitalssprøjte, hvor du har friskkværnede bønner i bunden. Derefter bruger du nogle sekunder på at hælde vand med den rette temperatur ned i røret. Til sidst presser du vandet gennem røret med dertilhørende stempel i løbet af ti sekunder.

Jeg bruger selv en aeropress, når jeg skal lave en enkelt kop kaffe, mens min KitchenAid-karaffelmaskine står for brygningen, når der er gæster. Til gengæld er jeg nysgerrig efter, om markedet for filtermaskiner har nået et niveau, der kan konkurrere med en håndbrygget pour over eller aeropress, hvilket du kan læse mere om senere i artiklen.
Først en række tips til hvordan du kan optimere din kaffeoplevelse. Det handler alt sammen om den rette investering i udstyr og råvarer.

Bønner er ikke bare bønner

Når du køber en high-end filterkaffemaskine, skal du også kunne udnytte dens funktioner og egenskab til at brygge en god kop kaffe. Det starter med valget af kaffebønner. Køb lysristede bønner. Visse kaffedrikkere sværger til mørkristede, fordi denne type bønner har en mindre bitter og mere røget smag. Det er også fint, men den beskidte lille hemmelighed ved mørkristede bønner er, at du essentielt drikker elendige bønner, der er ristet til uigenkendelighed – det gælder især robusta-sorten.

Råvaren er som regel indkøbt til spotpris og i yderst store kvantiteter. De bliver blandet med bønner fra hele verden, der bliver brændt godt igennem, så smagen og bitterheden mere eller mindre forsvinder. Det er derfor, at dine billige bønner fra supermarkedet altid smager af det samme.

Lysristede arabicabønner er derimod fyldt med noter og nuancer, der vil kærtegne dine smagsløg som var det en god flaske barolo. Du kommer også til at betale for kvaliteten, da kiloprisen for kvalitetsbønner ligger fra kr. 500 og opefter, men det er investering værd, hvis du går efter kaffenydelse frem for kaffeydelse, der er koffeininjektionen.
Du bør købe hele bønner og investere i en keramisk kaffekværn, fordi friskmalede bønner indeholder flere olier og dermed smag. Køber du formalet kaffe, går der ikke længe, før olierne er fordampet, hvis de ikke allerede er det, når du åbner posen.

Lysristede bønner har det også med at være mere potente, når det kommer til koffein, fordi de netop ikke er brændt til uigenkendelighed. Så hold lige igen med antallet af kopper i de første dage, du prøver lysristede bønner – ellers bliver du ulidelig at være sammen med. Personligt fik jeg før i tiden forbud mod at drikke kaffe tre timer før, jeg skulle mødes med vennerne.

Vandet har også en betydning

Glem vandhanevandet! Og glem vand fra plastikflasker. Køb en filtervandkande i stedet for. Danmark har generelt meget hårdt vand, der er smaskfyldt med kalk og mineraler, hvilke går ind og forurener kaffesmagen. Du skal have neutralt vand i din maskine, og det er også godt for kaffemaskinen, da du reducerer mængden af kalk og andet godt, som sætter sig i rørene. Dermed forlænger du levetiden på den maskine, du investerer i.
Du kan købe filterkander hos materialister og i helsekostforretninger. Prisen er typisk kr. 199 for kanden, mens filteret koster kr. 40, men bruger du det kun til kaffebrygning, kan du bruge det i flere måneder.

Udstyret skal være i orden

Endelig er der selve kaffemaskinen. Lad nu være med at købe en billig maskine til få hundrede kroner. Elsker du at køre i bil, køber du heller ikke en Trabant. Du sparer sammen til at kunne investere i et potent bæst, der får toupéen til at blæse af.

Lige om lidt kommer vi til testen af kaffemaskiner, men først; når du har brygget din kaffe med en ordentlig maskine, skal du ikke drikke den af en plastikkop. Du skal købe kopper eller krus af ordentlig keramik. Bruger du mælk i kaffen, så lad være med at forurene kaffen med billig minimælk. Jeg anbefaler økologisk græsmælk fra Thise på 4,2%, fordi økologisk mælk med en høj fedtprocent fremhæver kaffenoterne – forudsat du ikke hælder mere mælk end kaffe i koppen. Til nød kan du også købe en god økologisk sødmælk, men så heller ikke andet. Når du kommer hjem med din lille ny fra butikken, så bryg to-tre gange bare med vand. Hav ikke for store forventninger til de første kaffebrygninger – maskinen skal lige køres i gang først.

Slutteligt, hold dit udstyr pinligt rent. Det vil sige; skyl gerne kanden og filterholderen efter hver brug, så der ikke sidder kafferester i delene, som forurener din næste kop gourmetnydelse.

I testen af filterkaffemaskiner finder du:

  • OBH Blooming Rustfrit Stål, set til kr. 1.049 (ECBC-certificeret)
  • Melitta EPOS, set til kr. 2.500 (ECBC-certificeret)
  • Braun MultiServe KF9170 SI, set til kr. 1.850 (ECBC-certificeret)
  • Wilfa Performance, set til kr. 1.500 (ECBC-certificeret)
  • Philips All-in-One Brew HD7900/50, set til kr. 2.200

 

Braun MultiServe KF9170 SI

Ved første øjekast ligner Braun MultiServe blot en kæmpekasse af rustfrit stål og plastik med kande samt vandbeholder. Det æstetiske indtryk vokser dog på én. Styrken ligger dog i de mange funktioner.

Design
Braun MultiServe har nogle pæne flader med et minimalistisk look, selvom det store, oplyste touchpanel bryder minimalismen. Panelet giver dig dog et godt overblik over de mange funktioner, mens drejeknappen ovenover lader dig styre, hvordan den færdige kaffe skal håndteres i kande, kop eller krus.

Braun MultiServe opererer med tre forskellige smagsindstillinger; mild, gold og strong. Du kan også vælge iskaffefunktionen eller bede maskinen om at brygge kaffe på et bestemt tidspunkt – såsom om morgenen. Alt sammen kan du styre i panelet, mens det digitale display oplyser tiden.

Brauns mindre genistreg er dog analog i forhold til platformen, der kan klappes op og ned. Platformen er beregnet til koppen eller kruset, som kommer tættere på filteråbning, hvilket gør, at kaffen ikke plasker udover det hele, når den lander.

En anden analog venlighed er håndtaget over filteret, der lukker for åbningen, så kaffestrømmen afskæres. Praktisk hvis du lige skal have en hurtig kop, mens brygningen stadig finder sted. Derudover kan håndtaget drejes over på et vand-ikon.
Braun MultiServe kan nemlig også servere varmt vand med en temperatur på op til 95 grader, hvormed du slipper for at få gang i elkedlen, hvis du skal have en kop te. Funktionen er dog langsommere end en elkedel.

Brugervenlighed og rengøring
Braun MultiServes sorte og blanke plastikmateriale agerer lidt som en støvmagnet, hvormed enheden nok skal tørres af med en våd klud et par gange om ugen. Kande, filterholder og vandbeholder kan tåle en tur i opvaskeren, så det er dejligt nemt.
Braun har gjort meget ud af funktionaliteten, og man kunne fristes til at tro, at det gik ud over brugervenligheden med de mange valgmuligheder. Faktisk er Braun MultiServe ufattelig nem at betjene, når du først har brugt nogle brygninger på at lære maskinen at kende. Og det er ikke fordi, der er mange indstillingsmuligheder. Her er Braun MultiServe meget låst, men det er nemt at vælge mellem de tre styrker eller iskaffe, hvorefter brygningsprocessen går i gang.

Kaffeoplevelsen
Forskellen mellem de tre styrkeindstillinger er til at fornemme, uden den er overvældende. Jeg lader mig imponere over maskinens evne til at få gourmetbønnernes nuancer til at træde i karakter. De finere noter udebliver, men der er en behagelig sødme og frugtagtig fylde i testbønnerne, som jeg mærker, mens de florale detaljer udebliver. Alt i alt leverer Braun MultiServe en rigtig god kaffeoplevelse – når det kommer til den traditionelle bryg.

Iskaffefunktionen er noget speciel, da iskaffe normalt er noget, der skal stå og trække over et døgns tid for ikke at være alt for bitter. Braun MultiServe forsøger sig, men rammer ved siden af målskiven, da funktionen resulterer i en noget bitter, men læskende kaffedrik, der snildt kan virke forfriskende på en varm sommerdag. Noter og nuancer er nogenlunde på samme niveau, som var det en standardbryg.

 

Melitta EPOS

Jeg har alderen til at huske kedelige kaffemaskinedesign fra 1980erne og 1990erne. Faktisk erindrer jeg ikke, at Melitta nogensinde har budt på et spændende design, hvad angår deres filterkaffemaskiner, men det ændrer producenten fundamentalt på med Melitta EPOS. En maskine hvor design møder raffineret funktionalitet.

Design
Kig ekstra godt på billederne. Melitta EPOS er ikke en kaffemaskine. Det er et møbel. Et samtaleemne … Og så kan oplevelsesmøblet lave kaffe – forrygende kaffe. Melitta har kombineret minimalistisk og kurvet oplevelsesdesign, der emmer af lækkerhed.

Set fra fronten er der en reol, som opdeler bryggeoplevelsen. Vandbeholder og kaffebønnebeholder befinder sig øverst, mens de friskmalede bønner bliver sendt ned i filteret, der er placeret på platformen. Filteret placeres derefter øverst på reolen, hvorefter bryggefasen kan gå i gang. Den færdigbryggede kaffe ender i karaflen på platformen med integreret varmelegeme, der holder drikken varm.

Melitta EPOS har en vis egenskab til at brygge gourmetkaffe, hvor nuancerne i dine lysristede kvalitetsbønner kan komme til orde. Det sker gennem maskinens særlige Pour Over-system, hvor brushovedet roterer 360 grader for at fordele vandet rundt i hele filteret, uden at bønnerne druknes og dermed forekommer harsk og alt for kraftig. Pour over-teknikken er normalt en bryggeteknik, der foregår med håndkraft, men Melitta er mig bekendt de første, som har automatiseret processen.

Herligheden betjener du gennem touch-panelet i platformens kant, hvor du kan vælge mellem tre forskellige styrker. EPOS kan lave op til otte kopper kaffe med en vandbeholder på én liter, hvilket måske er i underkanten i forhold til selskaber.

De eneste to mindre irritationsmomenter ved designet er, at kværnen en gang i mellem drysser med bønnerester, og brushoved laver en del støj, når det roterer.
Bryggetiden for otte kopper er på 5½ minut.

Brugervenlighed og rengøring
EPOS er en af de mere avancerede filterkaffemaskiner på markedet qua Pour Over-systemet, mens kværningsgrad, mængde af bønner og vand også kræver tid at vænne sig til. Netop derfor er EPOS en maskine til dig, der går op i kaffe og gerne vil have en vis kontrol over bryggeprocessen. Leder du efter en hurtig og simpel maskine, der kan skyde en kop kaffe afsted på ingen tid uden al nørkleriet, så er EPOS ikke lige din … kop kaffe.
Melitta har gjort det simpelt at rengøre maskinen. Vandbeholderen er aftagelig ligesom filteret, men det er faktisk kun overfladerne, som har behov for en våd klud i ny og næ – især hvis det drysser med bønnerester.

Kaffeoplevelsen
Fortvivl ej. Du kommer sandsynligvis ikke til at ramme plet i de første mange forsøg. EPOS har så gode indstillingsmuligheder, at det vil tage tid, før du finder de indstillinger, som passer til dine præferencer. Når det sker, vil du opleve noget af den bedste filterkaffe, en maskine kan levere på markedet i dag.
Pour Over-systemet er godt nok låst, og du har ingen kontrol med denne del af brygningsprocessen, men det er også for det bedste. For når du har låst dig fast på mængden af bønner, vand og indstillinger, så er resten af bryggeprocessen også låst, hvormed du får standardiseret din kaffeoplevelse.

Takket være Pour Over-systemet oplever jeg en ufattelig nuanceret smagspalette i mine gourmetbønner. Små noter træder frem ligesom i kvalitetsvine. Kaffen ekstraherer i tilstrækkelig tid, mens vandtemperaturen er tilpas i forhold til netop at trække noterne ud af bønnerne, uden de bliver brændt.

Prisen på Melitta EPOS ligger i den absolut højeste ende af skalaen, men maskinen er det tætteste du kommer på en gourmetoplevelse gennem automatiseret pour over-teknik. Læg dertil at du investerer i et møbel, du kan være bekendt at have stående, ligesom du får integreret kværn og gode indstillingsmuligheder. Med andre ord, du betaler ikke kun for lækkert og præsentabelt design samt genial kaffesmag. Du får også muligheden for at styre en stor og væsentlig del af bryggeprocessen. EPOS er bestemt pengene værd, hvis du er kaffenørd. Maskinen er sidste skridt på gourmetskalaen inden den håndbryggede kop.

 

Wilfa Performance

Hvad du kan forvente af denne maskine? Det ligger nærmest i navnet. Med Wilfa Performance er der ikke så meget dikkedarer – det er ren performance, producenten fokuserer på.

Design
Norsk producent med fokus på nordisk, minimalistisk design. Wilfa Performance er elegant at se på, og den støjer ikke i miljøet.
Maskinen er lavet af solidt metal og lækkert plastikmateriale, hvilket bidrager til det elegante look og lækkerhedsfornemmelse. Der er én knap at trykke på, og det er tænd-knappen. Vandbeholderen kan rumme op til 1,25L vand, hvilket svarer til ti kopper. Beholderen er aftagelig, så du kan hælde vand direkte i den fra vandhanen, mens du slipper for at bruge kaffekolben til at dosere vand, hvilket er et af producentens selling-points. Wilfa skriver på deres hjemmeside, at du får en renere kaffesmag, fordi kolben kan have rester af gammel kaffe, der forurener smagen. En mindre detalje eftersom du jo blot kunne rengøre kolben efter hver brug. Eller du kan gøre, som jeg gør; hælde vand fra din filterkande ned i beholderen.

En anden lille, men genial detalje, er håndtaget i bunden af filterholderen. Håndtaget regulerer størrelsen på mundingens åbning, og dermed kan du manuelt og simpelt kontrollere, hvor hurtigt kaffen skal løbe igennem. Går du efter en stærkere og mere fyldig kaffe, skal mundingen være snæver.
Bryggetiden er på fem minutter og 10 sekunder for ti kopper.

Brugervenlighed og rengøring
Det ligger næsten i kortene, at Wilfa Performance er yderst brugervenlig, da maskinen kun har én knap. Når du trykker på den, begynder den at brygge kaffen – that’s it. Med aftagelig vandbeholder og ditto filterholder er det nemt at rengøre enheden. Sidstnævnte kan sammen med kaffekanden tåle at komme i opvaskemaskinen – simpelt.

Kaffeoplevelsen
Du får et mindre chok første gang, du brygger kaffe med Wilfa. Maskinen brøler, når der kommer gang i varmelegemerne, hvorefter maskinen udsender en knirkelyd under bryggeprocessen. Det er ikke noget, der generer efter noget tid.
Maskinens brushoved har en god størrelse og bredde, så det kan fordele vandet sporadisk over midten af filteret. At brushovedet ikke fordeler vandet i siderne burde være et problem for ekstraheringen og dermed i fremkaldelsen af gourmetbønnernes noter, men sådan forholder det sig ikke.

Årsagen skyldes det lille håndtag i bunden af filterholderen, som jeg har sat til en snæver åbning, hvormed kaffen trækker i længere tid – og dermed får den gode fylde og fine nuancer med i koppen.

Jeg synes ikke, at vi er helt oppe på den del af smagsbarometeret, hvor mokkaenglene danser på smagsløgene, men vi har med en maskine til godt kr. 1.500 at gøre. Ud fra denne betragtning gør Wilfa Performance det rigtig godt. Maskinen er en meget enkel, men raffineret kaffebrygger med evnen til at udnytte en god del af mine gourmetbønners potentiale. Performance holder det løfte, som implicit ligger i navnet – den leverer en rigtig god kop kaffe til yderst fornuftige penge. Er du hardcore kaffenørd, bør du dog kigge dig om efter en mere avanceret model.

 

OBH Blooming Rustfrit Stål

OBH har lavet en simpel, men interessant filterkaffemaskine. Interessant fordi prisen ligger omkring kr. 1.000, og fordi den har Blooming-funktionen, som er inspireret af pour over-metoden.

Design
OBH Blooming består hovedsageligt af rustfrit stål og plastik, der låner meget fra Moccamasters klassiske design. Et tårn med vandbeholder og varmelegeme. Looket er simpelt og måske en smule klodset at se på, men designet er funktionelt og støjer ikke.
Vandbeholderen er på 1,25L, hvilket er standard, og der kan brygges op til ti kopper. Filterholderen har et håndtag, som kan lukke for tilstrømningen, hvis du skal fjerne kanden for at skænke en hurtig kop kaffe, selvom brygningen stadig er i gang.

Maskinen har kun to knapper; én til at begynde brygningsprocessen, mens den anden er den mest interessante – dette er blooming-knappen. Det er den, der skal levere en ekstra dimension til brygningen. Bryggetiden for ti kopper er godt seks minutter.

Rengøring og brugervenlighed
OBH Blooming er såre enkel at betjene – blot to knapper. At hælde vand og bønner på dyret er ligetil. Rengøringen er også ganske enkel. Glaskanden tåler opvaskemaskinen, mens filterholderen skal håndvaskes. Resten er nem at rengøre med en våd klud.

Kaffeoplevelsen
Standardkaffebrygningen leverer et tilfredsstillende resultat, der dog ikke ekstraherer alt for mange nuancer og noter fra gourmetbønnerne. OBH Blooming leverer en god kaffeoplevelse, men det er spild af penge at bruge gourmetbønner til standardbrygningen. Måske er det anderledes med blooming-funktionen?
Blooming-funktionen aktiveres ved, at jeg først trykker på blooming-knapper, hvorefter jeg tænder for brygningen. Maskinen påbegynder en kort brygningsproces, som ender med, at kaffen står og trækker i lidt tid, før den fortsætter brygningen.

Det er lidt af en spændende oplevelse at betragte brygningsprocessen, hvor maskinen holder en kort pause i begyndelsen, så kaffebønnerne kan oxidere. Efter et kort ophold brygger OBH Blooming videre, mens brushoved formår at fordele vandet over en stor del af filteret, mens hovedet også veksler mellem, hvor der kommer vand ud. Alt sammen er meget interessant, fordi kaffemaskinen er så billig.

Resultatet kan mærkes. Kaffen smager sødere og mere nuanceret, men vi er ikke der, hvor gourmetbønnernes potentiale bliver udnyttet til det fulde – vi er stadig et godt stykke derfra. En hel del noter udebliver, hvilket et eller andet sted også er forventeligt. Miraklet ville bestå i, at OBH havde knækket kaffekoden med så billig en maskine. Men leder du efter en anderledes filterkaffemaskine til yderst fornuftige penge, så får du en god smagsoplevelse med OBH Blooming, der ligger væsentligt over de øvrige billige maskiner.

 

Philips All-in-One Brew

Philips leverer en kaffemaskine, hvor du blot skal hælde vand og hele bønner på, og den klarer resten – så klarer maskinen resten. Du kan sågar vågne op til friskbrygget kaffe hver morgen, hvis du tidsindstiller vidunderet. Du kan sågar lave din egen blend af bønner. Philips har lavet en maskine, der har fokus på funktioner og bekvemmelighed, men hvad med selve kaffesmagen …?

Design
Philips All-in-One Brew er lidt af en klods at se på. Den fylder godt i miljøet, men den fylder i højden, fremfor den breder sig over dit køkkenbord, hvilket er godt tænkt af designerne. Maskinen er lavet af pænt rustfrit stål og plastikmateriale, hvoraf sidstnævnte ikke skriger af high-end-design, men det lader til, at Philips er gået efter et funktionelt look, hvilket må siges, maskinen har.
Du hælder bønnerne i beholderen oppe i toppen, hvor der er en skillevæg, så du kan have to typer bønner i samme beholder. Skal det være virkelig eksotisk, kan du åbne for adgangen til begge bønnekamre, så kværnen bruger begge slags bønner – og du kan eksperimentere med dit eget blend.

Bønnebeholderen kan rumme det, der svarer til tre brygninger af ti kopper, mens vandbeholderen kan holde op til 1,25L vand.
Bryggetiden for en hel kande, bestående af ti kopper, er på 11 minutter.

Brugervenlighed og rengøring
Brug et par timer på at lære Philips All-in-One Brew at kende, og den er faktisk ganske brugervenlig, fordi de fleste indstillinger er låste. Du kan vælge mellem tre forskellige intensitetsniveauer, tre forskellige kværningsgrader og brygge op til ti kopper kaffe, men mængden af vand og bønner til hver brygning er determineret af maskinen.
Maskinen giver dig også mulighed for at brygge lige ned i krus eller kande, hvilket er dejligt bekvemt, så jeg slipper for at gøre kanden beskidt, hvis jeg bare skal have et krus kaffe.

Endelig er der timerfunktioner, som fungerer helt perfekt. Jeg ved, hvornår vækkeuret ringer, hvormed maskinen kan tidsindstilles til at have kaffen klar der. Funktionen er også yderst nem at indstille og aktivere.
Rengøringen er også overskuelig. Kanden, filterholder og permanentfilter kan tåle en tur i opvaskeren. Jeps, Philips All-in-One Brew har et permanentfilter, så du slipper for at bruge papirfiltre. Det er dog lidt besværligt at få det klæbrige kaffegrums ud af filteret. Selve maskinen har glatte overflader, som nemt kan rengøres med en våd klud.

Kaffeoplevelsen
Philips All-in-One Brew er ikke egnet til gourmetbønner. Efter at have nørklet med maskinens få indstillingsmuligheder har jeg testet kaffeoplevelsen. Smagen er lettere generisk i den forstand, at noter og nuancer ikke træder synderligt i karakter. Jeg har prøvet med tre forskellige slags bønner, billig som gourmet, og smagen er nogenlunde lige flad. Dermed ikke sagt, at der er tale om en dårlig kaffeoplevelse – den springer bare ikke smagsskalaen.

Det er som om, at brushovedet ikke får fordelt vandet tilstrækkeligt i hele filteret, hvormed ekstraheringsprocessen ikke forekommer optimal.
Philips All-in-One Brew lever dermed højt på funktionaliteten og det praktiske design. Philips skriver på deres hjemmeside, at man kan lave iskaffe med maskinen, men denne funktion har jeg ikke kunne finde hverken i manualen eller på maskinen.

Philips All-in-One Brew kan klart anbefales, hvis du går efter brugervenlighed og en komplet kaffebrygningsløsning, hvor du får kværn og timerfunktion. Maskinen ligger i den dyre ende af prisskalaen, men den er nem at betjene – og du kan vågne op til frisklavet kaffe hver morgen.

 

Afrunding

Bedste kaffeoplevelse får du med Melitta EPOS, der også bryder skalaen for design. Melitta har bevist, at lækkert og funktionelt design også kan byde på innovation inden for kaffebrygning. EPOS er det tætteste, jeg er kommet på en automatisk brygning, der formår at udnytte en stor del af mine gourmetkaffebønner.

Hvad angår funktionalitet, er det Braun MultiServe, der løber med sejren, fordi maskinen har timerfunktion, varmt vand funktion og forskellige indstillinger til bryggeprocessen. Samtidig har maskinen et funktionelt design med blandt andet en platform til kaffekoppen.

Mest brugervenlige maskine klart Wilfa Performance, der udelukkende har fokus på at levere en god kop kaffe med så få ekstraindstillinger som muligt. Blot én knap skal du trykke på for at aktivere maskinen.

Philips All-in-1 Brew er også en brugervenlig standardmaskine, når det kommer til kaffeoplevelsen. Enheden gør det nemt at tidsindstille brygningen, men selve smagen får ikke smagskoret til at synge. Maskinen er god til ganske almindelige bønner og til dig, der ønsker funktionalitet og brugervenlighed.

Endelig er der OBH Blooming, der klart gør det rigtig godt, når vi tager prisen i betragtning. Maskinen leverer en fin kop, som formår at levere en lidt over middel kaffeoplevelse, men gourmetbønnerne er spildte her.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.