Der er udbrudt skyttegravskrig i toppen af OpenAI, der står bag bl.a. ChatGPT. Den højprofilerede CEO, Sam Altman, er (måske) ude.
Kort før weekenden blev Silicon Valley rystet og fik et ordentligt chok. Og nej, der var ikke tale om et af de hyppige jordskælv, der finder sted i Californien. Det handler om det kaos, der er udbrudt i toppen af OpenAI, der står bag den ultrapopulære AI-bot ChatGPT.
Sam Altman, der er CEO i OpenAI blev meget pludseligt fyret af OpenAIs bestyrelse. Altman er på rekordtid trådt ind blandt de Silicon Valleys-CEO’er, der hele tiden optræder på vores skærme og i medierne generelt. Det er den samme klub, der omfatter f.eks. Mark Zuckerberg, Elon Musk, Sundar Pichai og Tim Cook, selv om disse alle har haft mange flere år at bygge deres image op i.
Og man skulle jo netop tro, at den høje profil og store succes ville sikre Sam Altmans greb om topposten. Sådan ville det da nok også have været, hvis OpenAI var en almindelig tech-virksomhed. Men det er den ikke. OpenAI består af to dele: en kommerciel del og non-profit-del, der åbner AI op til open source-miljøet og står for en stor del af firmaets forskning.
Den kamp, der er brudt ud i toppen af firmaet, står netop mellem disse to lejre. Da bestyrelsen fredag meddelte Sam Altman, at han var blevet fyret, var den officielle årsag, at han angiveligt havde misinformeret (eller måske endda løjet) overfor bestyrelsen. Ifølge adskillige medier var det Ilya Sutskever, der leder OpenAIs forskerhold, der pressede på for at få Altman fyret.
Microsoft-CEO er forhandlingsleder
Sutskever er en af OpenAIs medstiftere, en titel han deler med bl.a. Sam Altman og Greg Brockman, der indtil i fredags var henholdvis CEO og bestyrelsesformand. Han trak sig fra bestyrelsen så snart nyheden om Altmans fyring var kommet ud. Lige nu ledes firmaet af den midlertidige CEO, Mira Murati.
Det ser dog imidlertid ikke ud som om, geden er barberet helt færdig endnu. Lørdag kom det nemlig frem, at Sam Altman var i forhandlinger med bestyrelsen om at vende tilbage som topchef. Bestyrelsen har endda tilbudt at træde tilbage, lyder rygterne, men har angiveligt siden også trukket dette tilbud til sig igen.
Det er ifølge Bloomberg bl.a. Microsofts CEO, Satya Nadella, der har ledet forhandlingerne om at få Altman på plads igen. Han har naturligvis en interesse i at få ”ro på bagsmækken”, eftersom store dele af Microsofts seneste AI-satsninger er baseret på OpenAIs teknologi.
Ifølge The Information er strategichef Jason Kwon ”optimistisk” i forhold til at få Altman tilbage, noget som mange af medarbejderne tilsyneladende gerne vil have. Adskillige af dem har udtrykt støtte til Altman via sociale medier. Fredag og lørdag hed det sig, at Altman og Brockman allerede var i gang med at tale med venner og bekendte om at starte et nyt firma, hvor mange af OpenAIs nuværende medarbejdere formentlig ville indfinde sig.
AI-sikkerheden i spil
Tre af firmaets ledende forskere sagde også op efter Altman blev fyret, men er nu tilsyneladende også på vej tilbage til virksomheden. Et måske lidt bekymrende aspekt af hele misæren er, at de tre forskere angiveligt sagde op, fordi de ikke var tilfredse med de tiltag, som OpenAI gjorde i forhold til AI-sikkerhed.
Flere observatører i medierne har netop peget på, at striden står mellem de folk i virksomheden, der ønsker at holde fast i firmaets open source- og forskningsrødder (for derigennem at skabe en mere sikre AI-produkter, der kan testes i den brede offentlighed), og så dem, der ønsker at gøre OpenAI til en stor, kommerciel virksomhed.
Bloomberg skriver bl.a. at Altman var i gang med at rejse penge i Mellemøsten til at begynde at producere TPU’er (Tensor Processing Unit), de AI-fokuserede processorer, der p.t. bliver lavet af bl.a. NVIDIA.
Se også
Microsoft hyrer OpenAIs fyrede chef