Der er tegn i sol og måne på at der kan komme nye MacBook Pro’er og en ny iMac allerede inden måneden er omme. Men forvirringen hersker stadig.
Vi, der ikke sidder på et stort, dominerende, amerikansk medie, læner os ofte op ad Bloombergs Mark Gurman for Apple-nyheder, fordi han som regel er rimelig stabil og har kilderne i orden.
Men her i oktober har stabilitet ikke været hovedkarakteristikken for hans udmeldinger. Først hed det sig nemlig, at Apple (som det ellers havde været ventet i månedsvis) ikke ville komme med nye Macs før engang til næste år. Nu har Mark Gurman imidlertid skiftet mening.
Det lader ikke til, at Gurmans normale kilder har været så åbenmundede som de plejer, for han har åbenbart ikke kunnet få direkte, klar besked om, hvad der er på vej. Nu peger Gurman dog imidlertid på nogle faktorer, der normalt indikerer, at Apple har noget i ærmet.
Gurman skriver for eksempel, at Apples egne Mac-butikker og online-biks er ved at løbe tør for visse produkter, der har været på markedet i et stykke tid. Og det plejer at være et tegn på, at Apple tømmer lagrene for at gøre plads til nye ting i sortimentet.
Er 13” MacBook Pro på vej ud?
Helt præcis er der mangel på iMac’er, samt 13” MacBook Pro’en og de kraftigere MacBook Pro-modeller. Ifølge Gurman skal man nu et stykke ind i november for at få disse leveret, og det er usædvanligt, når der ikke samtidig er tale om chipmangel eller gnidninger i den globale forsyningskæde.
Samtidig er det præcis disse modellers tur til at få en opdatering. 24-tommer-iMac’en med M1-chip kom ud i april 2021, så det er på høje tid at denne bliver opdateret. Gurman understreger, at Apple stadig forventes at komme ud med en ny Apple Silicon-baseret iMac med 32”-skærm, men at dette næppe sker før næste år eller 2025.
13”-MacBook Pro’en blev sidste gang opdateret i juni 2022 under sidste års WWDC, hvor den fik en M2-chip ombord. Det skete sammen med annonceringen af en tilsvarende MacBook Air (der kom i en 15”-version i juni i år).Det ville være oplagt at opdatere den til M3, men eftersom Apples to 13”-MacBooks (Air og Pro) plejer at følges ad, er det besynderligt at Air’en åbenbart ikke har de samme leveringsforsinkelser.
Det kan være fordi – og dette er undertegnedes spekulationsanalyse, og ikke Gurmans – at 13” MacBook Pro simpelthen er på vej ud af markedet og at der slet ikke kommer nogen ny model. 13-tommeren er i forvejen en besynderlig model, der ikke rigtig er kraftig nok til professionel brug, og langt de fleste af dens features kan man også få på den billigere MacBook Air. Det er svært at se, hvem der er dens kernepublikum.
Mulig konsolidering af Pro’erne
Med hensyn til den kraftige MacBook Pro, der normalt fås i 14”/16”-størrelser, så blev den opdateret til M2 Pro/Max tilbage i januar. Apple plejer at lancere sine nye M-chips på MacBook Air og den lette Pro først og så sætte Pro- og Max-versioner af M-chipsne i 14”/16” MacBook Pro nogle måneder senere.
Så hvis Gurman får ret, skal Apple bryde sit nuværende mønster. Det taler dog i Gurmans favør, at Apple skal fremlægge regnskab i november, og derfor meget passende kunne have en produktlancering forinden. Gurman gætter derfor på, at det bliver 30. eller 31. oktober, der sker noget. Det ville også betyde, at de nye Macs kan puttes under juletræerne.
Man kunne også forestille sig, at Apple beslutter sig for at konsolidere sin MacBook Pro-linje rent markedsføringsmæssigt, sådan at der ikke er så meget forvirring omkring 13”-modellen. Måske planlægger firmaet at præsentere et nyt, opdateret MacBook Pro-sortiment med en let 13”-model med M3-chip, samt kraftigere 14” og 16”-modeller med M3 Pro eller M3 Max.
Eller også kommer der måske en ny iMac. Eller slet ingenting.