Forside * Nyheder

Spotify lader musikere reklamere direkte til dig

-
(Foto: Spotify)

Det giver musiknavne uden et stort selskab i ryggen endnu flere muligheder for at nå deres fans.

Før i tiden krævede det en pladekontrakt, hvis et band eller en solomusiker skulle have sin musik ud til det brede publikum. Det var fordi, pladebranchen var de eneste, der havde penge til at finansiere studieindspilninger, optrykke skiver, og havde mulighed for at distribuere sidstnævnte ud til butikkerne.

Det ændrede sig naturligvis alt sammen med Napster-revolutionen omkring årtusindeskiftet, og i dag kan enhver musiker indspille sin musik på en laptop og distribuere den via et hav af streamingtjenester, fra Spotify og Tidal til Apple Music og YouTube.

Annonce:

Det svære er at tjene penge på det, eftersom streaming ikke giver ret meget i indtægt, og derfor er prisen på koncertbilletter skudt i vejret. Men det hjælper ikke ret meget, at man kan tage ud for at spille sin musik live, hvis ingen ved, hvem man er. Derfor lever musikselskaberne endnu – og deres markedsførings- og PR-rolle er vigtigere end nogensinde.

Men nu får musikere, der tilgængeliggør deres musik via Spotify endnu en kanal til at markedsføre dem selv og musikken til det rigtige publikum. Under navnet ”Showcase” giver Spotify nu musikere mulighed for at promovere deres musik som en slags sponsoreret indhold.

Ligesom sociale medier og Google

Det betyder, at når Spotify sammensætter anbefalinger i Home-feedet, kan der fremover dukke anbefalinger op, som musikere har betalt for. Det fungerer i princippet lidt ligesom på Google, hvor der er sponsorerede søgeresultater, der i princippet er reklamer udvalgt på baggrund af din profil og det, du søgte efter. På samme vil brugerne se, at der står ”Sponsoreret anbefaling” ved den givne artist eller sang.

Musikerne kan på Showcase (der altså er en funktion, som musikerne ser, og ikke brugerne) vælge at prøve at nå et specifikt og måske smallere publikum, der lytter til en bestemt form for musik. Eller de kan begynde at markedsføre musikken i ugerne op til at de kommer til en bestemt by for at spille koncert.

Det tætteste, musikerne tidligere er kommet en lignende funktion, er på sociale medier, hvor de f.eks. har kunnet dirigere et link til musikken eller en video i retning af deres fans eller fans af lignende musik. Men nu kan de altså gøre det direkte, hvor musikken forbruges, og baseret på, hvad folk rent faktisk lytter til på Spotify.

For bands og musikere, der er uafhængige af de store musikselskaber, og udgiver deres musik selv, er dette en stor hjælp. Problemet kan dog naturligvis blive, at musikselskaberne har råd til at betale mere end uafhængige musikere og derfor måske kan drukne de uafhængige musikeres anbefalinger. Ligesom i det meste anden Internet-annoncering betales der per klik.

Showcase rulles ud i USA først og bliver derefter tilgængelig i resten af verden. Du kan dog i teorien allerede begynde at se anbefalinger snart. Danmark er nemlig på listen over de mere end 30 lande, hvor musikerne kan sende deres sponsorerede anbefalinger hen. Listen bliver rullet hurtigt igennem, men vi tjekkede i slow-motion, og den er god nok.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.