PC-producenten har nu lanceret en konkurrent til Steam Deck og ASUS ROG Ally, der er større end en iPad mini.
Hvad gør man, hvis man foretrækker PC-platformen, når det gælder spil, men også godt kan se fornuften i et håndholdt format á la Nintendo Switch? Det har Valve forsøgt at give et svar på med deres Steam Deck og ASUS har gjort det samme med ROG Ally.
Nu giver Lenovo også et svar på spørgsmålet i form af Legion GO, der er en smule anderledes end de andre. For det første er den mere som Nintendo-forbilledet, idet den kan bruges som en tablet.
Med andre ord har den Switch’s mulighed for at tilkoble joypads på siderne eller lade være. Og så er skærmen noget større. På Steam Deck og ROG Ally sidder der 7-tommers skærme, men på Legion GO er skærmen oppe på 8,8 tommer. Til sammenligning er f.eks. iPad minis skærm 8.3 tommer. Det gør Legion GO lidt tungere, nemlig 854 gram, når controllerne er koblet på.
Den har også højere skærmopløsning. Steam Decks skærm er helt nede på 1280x800px, mens ROG Ally i det mindste er oppe i FHD/1080p. Men på Legion GO er der hele 2560×1600 pixels at lege med på tværs af skærmen. Ligesom ROG Ally kan micro-OLED-skærmen levere 500 nits men slår ROG Ally på refresh raten, der er 144Hz mod 120Hz.
Både store og små skærme
Der er også andre ligheder mellem ROG Ally og Legion GO, f.eks. kan de begge konfigureres med AMD Ryzen Z1 Extreme-processoren. Der er 16GB RAM at lege med for CPU’en og op til 1TB lagerplads, der kan udvides med yderligere 1TB via microSD. I pressematerialet angives batteriets kapacitet ikke med mAh. I stedet melder Lenovo, at der er 49.2 KWh på batteriet, dog uden at sige noget om det generelle forbrug.
Uanset forbruget kan du dog lade batteriet hurtigt op, ligesom på en smartphone. Legion GO kan således lades op til 70 procent på en halv time. Nu tænker du måske, at det ville være rart med en dock (også ligesom på Nintendo Switch), men det er tilsyneladende ikke en del af tilbehørsplanerne for Legion GO.
Der sidder to USB-C-porte på den, så du kan tilslutte den til en større skærm ad den vej, men Lenovo vil hellere have, at du køber et par XR-briller, Legion GO Glasses, der kan give dig en virtuel skærmoplevelse. Disse benytter også micro-OLED til at vise dig, hvad der svarer til en 86”-skærm inde i brillerne.
Selv om der sidder et minijack-stik til lyden i Legion GO, har Lenovo også her et tilbud, som de synes er bedre. Det er Legion GO E510, der påstår at kunne levere 7.1-surround i hi-res, selv om der er tale om in-ear-øretelefoner (ganske vist med kabel og inline-kontrolknapper). Der er dog nok stadig tale om virtuel surround, med mindre Lenovo har fundet på en måde at ændre fysikkens love.
Legion GO kommer til at koste 799 Euro når den lander til november, altså lige under 6.000 kroner. Legion GO Glasses kommer til at koste 499 Euro (ca. 3.720 kroner), men kommer allerede til oktober, ligesom Legion GO E510, der koster 49 Euro eller cirka 366 kroner.