Forside * Nyheder

Her er Metas nye Quest 3-headset

-
(Foto: Meta)

Opfølgeren til det bedst sælgende VR-headset indtil videre er nu officielt lanceret i forbindelse med Metas udvikler-konference, Connect.

Startskuddet for Metas udviklerkonference, Connect, lød onsdag eftermiddag dansk tid, og som det næsten altid er tilfældet i tech-industrien, blev konferencen skudt i gang med en keynote fra topchefen.

Men i år var lidt mere spændende for fans af Virtual Reality og Mixed Reality end sædvanligt. Meta havde nemlig allerede tilbage i juni løftet lidt af sløret for deres kommende headset, Quest 3, og i dag blev headsettet så officielt annonceret.

Annonce:

Quest 3 kommer i handelen 10. oktober til en amerikansk pris på 499 dollar eller lidt mere end 3500 kroner før danske skatter og afgifter kommer oven i. Vi har endnu ikke fået bekræftet den danske pris her på redaktionen, men mon ikke den kommer til at ligge på omkring ca. 4000-4.200 kroner?

Det nye headset er en spændende udvikling fra forgængeren Quest 2, der er det mest solgte standalone-headset af sin art nogensinde. Mellem Quest 2 og 3 har Meta haft udsendt Quest Pro, der dog modtog en del kritik for at koste for meget (det var prissat til tre gange prisen på en Quest 3) og ikke levere varen på MR-fronten.

Næsten som en Pro, men billigere

Quest 3 har dog en hel del af de ting ombord, der gjorde Quest Pro spændende. Det gælder for eksempel farve-”passthrough”, altså det signal som kameraerne på fronten tager ind og som så bliver digitalt behandlet, inden det bliver vist for brugeren som en MR-oplevelse. Det er oven i passthrough-signalet, at f.eks. virtuelle objekter kan placeres, sådan at det ser ud som om, der står en zebra i din stue, når du har headsettet på.

(Foto: Meta)

En ny dybdesensor hjælper på at få sådanne objekter til at integrere sig bedre i Passthrough. Meta satser helt klart på MR-delen af Quest 3, for passthrough skulle være endnu bedre end det var på Pro’en (som ikke var ret imponerende ifølge de fleste anmeldere). Hvor Pro’en kun havde mellem-høj opløsning, skulle Quest 3s Passthrough være i høj opløsning og ikke, som på Pro’en, være et sort/hvid-signal, der er blevet farvelagt.

Der er også et langt bedre FoV (Field of View) i Quest 3 end begge forgængere. FoV er oppe på 110 grader mod 2’erens 96 grader og Pro’ens 106 grader. Man regner med at den optimale FoV for headsets er 120 grader, når man tager det menneskelige øjes begrænsninger i betragtning, så det begynder at hjælpe på det.

Skærmopløsningen er også bedre end i de to forgængere, 2064×2208 per øje, hvor Pro’en f.eks. kun havde 1800×1920. Det bør få alting til at se mere virkeligt ud. En anden ting Quest 3 har overtaget fra Pro’en er de såkaldte Pancake-linser, muliggør en noget smallere front end vi f.eks. var vant til fra Quest 2. Vægten skulle dog være den samme.

Syv gange billigere end Apples Vision Pro

I stedet for at flytte rundt på linserne inde i headsettet for at hjælpe med skarpheden og for at justere for afstanden mellem dine pupiller kan du nu gøre det med et hjul udenpå, lidt mere som det var på Pro’en. Og du behøver ikke skille dit headset delvist ad for at øge afstanden til hovedet for at gøre plads til dine briller som på Quest 2. Det kan nu klares med et par knapper inde i Quest 3.

Når Quest Pro p.t. koster det dobbelte (og førhen kostede det tredobbelte) af Quest 3, er det fordi Quest Pro kom med øjentracking og 12GB RAM. Og så taber Meta sikkert også lidt på de første mange tusinde eksemplarer af Quest 3, de sælger. Forskellen op til Apples Vision Pro, der forventes at blive headsettenes Rolls-Royce, kan findes på flere sider.

F.eks. er det LCD-skærme, der sidder i Quest 3’erne, mod OLED i Vision Pro, der også har to en halv gang så høj opløsning som Quest 3. Processorkraften er formentlig også højere i Vision Pro, fordi Quest 3 ”kun” kører med den nyeste Snapdragon X2 Gen 2, mod Apples M2-processor. Til gengæld er batteriet indbygget i Quest 3 og ikke koblet til med et kabel som på Vision Pro. Batteriet kan håndtere 3 timer på en opladning mod maks. 2 på Vision Pro.

Og så kommer Vision Pro naturligvis også til at koste hele syv gange så meget som Quest 3. Metas satsning på MR betyder blandt andet, at du kommer til at kunne lege med apps, hvor du kan bygge ting med virtuelle LEGO-klodser på dit eget spisebord.

Men ud over MR-apps’ne er det stadig VR-spil, der trækker læsset og gør Quest 3 interessant for de fleste. Det vil f.eks. nok gøre en del fans af Quest-headsettene glade, at det nu er lagt fast, at Xbox Game Pass kommer til Quest-platformen til december.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.