Forside * Nyheder

AirPods og AirPods MAX kan få USB-C til næste år

-

AirPods Pro ser dog ud til at få det nye stik i ladeæsken allerede ved iPhone-eventen på tirsdag.

Det er naturligvis en velkendt sag, at EU er lykkedes med at tvinge Apple over på USB-C-standarden på sine iPhones. Men iPhone er naturligvis ikke det eneste Apple-produkt, der fortsat bruger det gamle Lightning-stik, som nu er på vej på pension.

De fleste af firmaets iPads er efterhånden blevet skiftet over til USB-C, for eksempel. Det er kun den gamle 9. generations iPad, som Apple teknisk set stadig har i sortimentet, der stadig bruger Lightning.

Annonce:

Men når det gælder de mindre tilbehørs-enheder, går det lidt langsommere. Pencil er for eksempel endnu ikke blevet skiftet over til USB-C, og det samme gælder firmaets populære øre- og hovedtelefoner i AirPods-serien. Men det råder Apple angiveligt bod på nu.

Allerede på tirsdag, når Apple skyder sin næste iPhone-kollektion af, forventes AirPods Pro at få USB-C-stik i ladeæsken i stedet for Lightning. Det skulle så til gengæld også være den eneste ændring, der sker på hardware-siden.

Opfrisker til AirPods og MAX sammen med USB-C?

Der sker lidt på software-siden i form af en række features, som Apple annoncerede på WWDC i juni. Det er blandt andet Adaptive Audio og Conversation Awareness, der henholdsvis skaber en blanding af lyd fra omgivelserne, men bibeholder noget af støjreduktionen, og automatisk skruer ned, når nogen taler til brugeren.

Det bliver også mere gnidningsfrit at skifte mellem forskellige lydkilder på AirPods Pro, du vil kunne sætte mikrofonen på mute ved at trykke på stikken under øretelefonerne, med mere. Disse funktioner dukker op i løbet af efteråret, hvis de da ikke slippes løs på tirsdag allerede.

Men hvad med alle de andre øre- og hovedtelefoner, som Apple udbyder? Her har Mark Gurman fra Bloomberg netop modtaget nyt fra sine kilder, der er tæt på Apple. Ifølge Gurman skulle de almindelige AirPods og AirPods MAX overgå til USB-C til næste år.

Det kunne pege på, at Apple vil benytte lejligheden til at give disse modeller en opfrisker. AirPods og AirPods MAX har begge mindst to år på bagen nu. Næste år virker med andre ord som et passende tidspunkt at f.eks. give dem nogle af de ovenstående AirPods Pro-funktioner, som de ikke kan understøtte nu, fordi de ikke har den samme chip ombord.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.