Forside * Nyheder

Udstilling: Kræs for ørerne i over 100 år – mekanisk, analog og digital lyd

-
Pouls Radio: Foto: Den Gamle By i Aarhus

Tre weekender i september kan du tage på en historisk lydrejse, når Den Gamle Bys Radiolaug viser en temaudstilling om udviklingen fra mekanisk over analog til digital lyd. Få en snak med de frivillige eksperter, som kan fortælle om de mange apparater, de har fundet frem fra gemmerne.

I weekenderne 9.-10., 16.-17. og 23.-24. september 2023 inviterer Pouls Radio i den gamle by til udstillingen “Kræs for ørerne i over 100 år – mekanisk, analog og digital lyd”, hvor man kan se alt fra gammel til moderne lyd.

Gengivelse af lyd har gennemgået en utrolig udvikling siden teknologien så dagens lys i slutningen af 1800-tallet. Der er sket meget siden dengang, da lyden blev frembragt mekanisk gennem en messingtragt på fonografen eller pladespilleren.

Annonce:

Med opfindelsen af radioen og højttaleren gik udviklingen over i den analoge epoke, og lydgengivelsen undergik i de følgende årtier en revolution med hensyn til lydkvaliteten. God lyd blev det afgørende parameter i konkurrencen, hvor producenterne hele tiden måtte følge nye standarder. Med indførelsen af digitale magnetbånd og CD’er gik udviklingen ind i den digitale æra, og lydkvaliteten nåede nye højder.

Så kom internettet med mp3-format og DAB-radio. Nu gjaldt det ikke længere om kvalitet, men kvantitet i form af adgang til uendeligt mange radiokanaler og musikudgivelser. Det peger frem mod nutidens apps, streaming og bluetooth højttalere. Ikke desto mindre har vi med pladespillerens comeback gennem de seneste ca. 10 år samtidig været vidner til en genkomst af den gode analoge lyd, som stadigt flere går efter.

 

(Foto: Apple)

Lyden med på farten

Samtidig med denne udvikling er der også sket en revolution i måden, vi forbruger lyd på. Med især den batteridrevne transistorradio og kassettebåndoptagere gik apparaterne fra at være stationære møbler i hjemmet til også at være små transportable apparater, som man let kunne tage med sig på farten. Det førte videre til walkman, discman og mp3-afspiller samt nutidens smartphone, som i dag gør det muligt at gå rundt med sin yndlingsmusik, podcast eller lydbog i ørerne. Hvor som helst og når som helst.

 

B&O Beocord 2000. Foto: Den Gamle By i Aarhus

Tag med tilbage til 70’erne

Det er hele denne udvikling, du kan opleve i temaudstillingen ”Kræs for ørerne i over 100 år”. En lydrejse gennem mono, stereo, quadrofoni, hi-fi og surroundsound, hvor man kommer helt tæt på lydgengivere gennem tiden – grammofoner, radioer, båndoptagere, CD-afspillere, mp3-afspillere og smartphones med dertilhørende højttalere.

Udstillingen er en del af Den Gamle Bys fokus på 1970’erne i september måned. Samtidig er det også Radiolaugets markering af, at Den Gamle By for nyligt åbnede en 2014-gade.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.