Forside * Featured

TEST: Homey Pro ’23 – Du får ikke et smartere smart home!

-

Er du klar til at prøve kræfter med et smart hjem, men har ikke haft modet til at prøve en af de mange platforme der efterhånden findes, så læs med her. Vi har testet Homey Pro ’23, som nok er den letteste smart home platform at komme i gang med.

Flere og flere enheder i vores hjem er blevet “smarte”. Det vil sige at du kan styre dem via app eller web, og du er sikkert en af dem som allerede har mere end én app installeret for at kunne styre lys, lyd, varme og andre enheder i din bolig.

Det får flere og flere til at kigge efter et centralt øko-system der kan styre det hele, og eventuelt også lave handlinger, der gør at både lys og lyd tændes når man f.eks. kommer hjem, i stedet for at man først skal ind i den ene app, og dernæst ind i den næste.

Annonce:

Athom er en nyere spiller på det marked, men har med deres Homey platform opnået kæmpe populariet især i Europa de seneste år, og nu er de klar med deres 2023 af deres Homey Pro smart hub, der giver brugerne mulighed for at blande rigtigt mange forskellige fabrikanter og teknologier i et og samme smart hjem.

Homey tilbyder at binde smarte enheder fra mange forskellige producenter sammen, så du ikke er bundet til at bruge en hub fra hver leverandør af smarte enheder du bruger. Oven i det kan man lave automatiseringer, som Homey kalder flows, hvor du kan sætte forskellige enheder igang ud fra en handling, en sensor ændring eller noget så simpelt som solopgang.

Homey Pro ’23 er en smart hub, som giver dig mulighed for at forbinde mange tusinde forskellige enheder i dit hjem via Bluetooth, WiFi, Zigbee, Z-Wave, Infrarød, 433 Mhz, Matter og Thread, så det er nærmest alt der kan forbindes.

Jeg er selv Homey Pro ejer og bruger, og har brugt Homey over en længere periode, så jeg kender systemets styrker og svagheder, og nu har jeg testet Homey Pro ’23, og her er hvad jeg synes om den nye smart hub.

 

Homey Pro ’23 kommer i en æske med USB-C oplader

Udpakning og installation

Homey Pro ’23 kommer i en kasse, der udover selve Hub’en indeholder en USB-C strømforsyning og et USB-C kabel. Designet er en flad cylinder i mørk plast, og udover en flerfarvet diodering som gør at du kan se status på Homey’en, så er det ikke noget der ikke kan tåle at stå fremme i hvilket som helst rum.

Ethernet adapter skal købes ved siden af for 249,-

Der er ikke indbygget ethernet på Homey Pro ’23, men du kan sammen med din Homey købe en speciel USB-C adapter, der gør det muligt at tilslutte Homey Pro til et kablet netværk hvis du har brug for det. Det er dog ikke nødvendigt, da Homey Pro ’23 understøtter både Wi-Fi 802.11b/g/n/ac 2.4 GHz og 5 GHz. Og det gør også at du kan placere den overalt i dit hjem, og sørge for at de forskellige trådløse protokoller får den bedste dækning. Men ellers kan de protokoller extendes på forskellige måder, som vi kommer ind på senere i testen.

 

Homey Pro ’23 er baseret på Raspery Pi, og har så tilsluttet diverse antenner og trådløse teknologier, der gør du kan forbinde den til nærmest alle kendte smart home fabrikanter (Hue, Sonos, Ikea, Honeywell, Fibaro, Netatmo, Mi, Tado, Samsung og mange mange flere).

Inde i Homey Pro sidder der et 1.8 GHz Quad Core ARMv8 chipset, og så er der 2GB RAM og 8GB lagerplads.

Installationen foregår via Homey App’en som findes til iOS, Android og Web, og det tager ikke mange minutter før du er klar til at komme i gang med dit nye smarte hjem. Du bliver guidet igennem hvordan din bolig er indrettet, og får på den måde både oprettet rum og etager i din bolig. Det er naturligvis noget du kan ændre løbende, hvis du ikke får det hele med fra start. Til forskel fra den mindre Homey Bridge som er cloud baseret, så gemmer Homey Pro ’23 dine data lokalt, så du altid kan komme på, også selvom du ikke har internet.

Og så er du ellers klar til at integrere og installere smarte enheder. Bruger du f.eks. Philips Hue og Sonos er disse direkte understøttet via en Homey app som er moduler du installerer for at integrere mellem de mange forskellige smart home leverandører der er.

 

App og Web fungerer bare godt og gennemtænkt

Homey App’en er rigtigt let at bruge, men kan ikke stå alene. Dette fordi den bedste funktion i Homey er de avancerede flows, og de kan ikke redigeres på app’en, men så er det godt at du kan præcis det samme uanset om du bruger app, eller web.

App’en har med lanceringen af den nye Homey Pro ’23 også fået “Dark mode”, og det er noget jeg personligt godt kan lide.

I app’en kan du opsætte nye enheder, du kan lave almindelige flows som er baseret på NÅR -> SÅ funktioner, og så kan du bygge kontrol dashboards op, der gør det let for dig at f.eks. tænde og slukke lys og lyd i samme interface. Og det er også her at du kan kontrollere alle dine enheder på tværs af fabrikanter.

 

I mit smarte hjem, har jeg enheder fra bl.a. Miele, Siemens, Philips, Fibaro, Tempest, Aquara, Aeotec, Google, Apple, Duux, Frient, Nanoleaf, Netatmo, Shelly, Sonos, Smpl og Twinkly, og alle de enheder kan normalt ikke tale sammen, men via Homey kan jeg f.eks. få en Fibaro sensor til at tænde Hue lys og starte musik, eller når elprisen er billigst så tænde min opvaskemaskine. Og alt det bestemmer jeg selv hvordan jeg vil sætte op. Det kan lyde noget så avanceret, men Homey Flow gør det enormt nemt at sætte op, selv for ikke tekniske brugere. Og så er der også et kæmpe community (også i Danmark), hvor man kan tale sammen med ligesindede, hvis man har brug for hjælp eller inspiration.

 

Du kan bruge stemmeassistenter

Både Google Assistant, Alexa og Siri virker med Homey. Du kan bruge dine favorit flows fra dem alle, og du kan også via home kit styre både flows og enheder via Apple Home Kit. Netop integrationen til Apple Home Kit som kan ske gennem en beta funktion i Homey eller via en app som hedder Home Kitty fungerer faktisk rigtigt godt.

 

Du får nærmest alle smarte protokoller, også Thread og Matter

Homey Pro ’23 understøtter som tidligere skrevet Bluetooth, WiFi, Zigbee, Z-Wave, Infrarød, 433 Mhz, Matter og Thread, og oven i det så har den også adgang til rigtigt mange andre leverandøres API, så du via app’s kan forbinde til enheder der ellers betjenes af andres øko-systemer.

Du kan bruge Homey sammen med både Google, Apple Home og Alexa, og som en ekstra bonus kan du faktisk bruge Homey til at forbide enheder der normalt ikke fungerer med Apple Home Kit via både en indbygget Home Kit funktion, men der findes også en rigtig lækker Community app, der hedder “Home Kitty”, der gør at alle enheder i dit Homey økosystem kan betjenes via Apple Home Kit hvis du også bruger det.

Og her i 2023, hvor de to nye teknologier Thread og Matter for alvor slår igennem på de smarte platforme, så er det dejligt at begge er understøttet af Homey Pro ’23. Disse to vil gøre det endnu nemmere at få tilsluttet smarte enheder til sit smarte hjem.

 

Homey Advanced Flow – Sådan bør alle smarte hjem virke

En af de allerbedste funktioner udover den brede support for rigtigt mange forskellige fabrikanter, er Flows og Advanced Flows.

Flows er den nemmeste måde at komme i gang med automatiseringer. Tager man et helt almindeligt hjem, så kender de fleste jo nok sådan en stikdåse med et timer ur, som mange bruger til at tænde f.eks. julelyset udenfor eller noget andet. Alt det kan automatiseres i Homey. Så i stedet for man sidder og piller med en timer på en stikdåse, så sætter man et fjernstyret stik på, som så kan modtage beskeder via Flows fra Homey. Og det smarte er jo så, at man kan kombinere flere enheder i sin logik, hvor en timer kun ser på “Nu er klokken …”, så kan man med Homey Flows checke både om solen stadig er oppe, og få en lyssensor til at fortælle om det er mørkt nok til at tænde lyset oven i man selvfølgelig kan bruge en timer til at tænde tidligst klokken xx:xx.

 

Almindelige flows kan sættes op fra både app og web, mens de i min bog fantastiske “Advanced Flows” kun kan sættes op via Homey’s web interface. Det er helt fint med mig, fordi de advanced flows er meget mere komplekse i deres opbygning. Til engæld behøver man kun ét advanced flow til at dække f.eks. både tænd og sluk af specifikt lys, hvor man i almindelige flows er nødt til at have et til at tænde, og et andet til at slukke.

Du kan også lave flows der starter på baggrund af sensorer (bevægelse, røg, regn, vind, lys etc), så hvis du f.eks. har flaget oppe, så kan du på baggrund af kommende vind eller nuværende vind advare om hvis blæsten bliver for voldsom. Der er ingen grænser for hvad man kan få sin Homey til at gøre. Det gode er at den også understøtter mange forskellige notifikationsplatforme, så du kan både få notifikationer fra Homey, men også fra Telegram, Slack og mange andre platforme, ligesom du kan få Homey til at tale til dig via Google Nest eller Sonos.

 

Jeg kunne skrive en bog om Advanced Flows, men vil nøjes med at sige, at når man først er kommet i gang med det, så er er det sjældet at man bruger de almindelige flows. Det kræver dog at man lige sætter sig ind i hvad det er hvad man vil opnå, og så vil jeg også anbefale at man bruger lidt tid på folder struktur i sine flows, så det er let at finde rundt i. Men det skyldes nok at jeg har en udviklerbaggrund, og godt kan lide struktur.

Når det gælder flows, kan jeg anbefale at man søger hjælp på Facebook, hvor der er en dansk “Homey” brugergruppe, ligesom der er flere gode danske YouTubere, der laver videoer om dette emne. Og så er Homey Flows i min bog, den allernemmeste måde at komme i gang med at automatisere sit hjem. Og er det ikke nok Så er der også Homey Script.

 

Homey Script – For dem som kan programmere

Er du en mere avanceret bruger, og har du adgang til et eller andet API som ikke er understøttet direkte i Homeys enorme app store, så findes der Homey Script som er er et Java Script baseret sprog, der gør at du kan programmere løsninger der virkeligt udvider hvad du kan bruge et smart hjem til.

Det er langt fra alle der kan det, men alene muligheden for at kunne det, er et ekstra plus til Homey økosystemet.

 

Hold øje med dit energiforbrug

Homey har et indbygget grafdashboard, hvor du kan se hvor meget energi dit smarte hjem bruger. De fleste smarte enheder fortæller hele tiden hvor meget strøm de bruger, og du kan også få stik, der kan sættes op, så du får endnu mere kontrol over dit energiforbrug.

 

Kan bruge Homey Bridge som extender

Vi har tidligere anmeldt Homey Bridge, der er en cloud baseret Smart Home Hub, og dengang skrev vi at den ville kunne bruges til at extende en Homey Pro, og det kan den nu. Så hvis du dengang investerede i en Homey Bridge, og nu ønsker at opgradere til Homey Pro ’23, så er de penge du brugte på Bridge ikke spildt. Hvis du har et stort hjem, og ønsker at extende flere af de trådløse protokoller, kan Homey Bridge bruges til dette.

Vær opmærksom på at både Zigbee og Z-Wave selv extender sit MESH netværk hvis du f.eks. har stikkontakter eller lamper direkte på din Homey.

 

Der er stadig fejl og mangler

Homey Pro ’23 er som skrevet baseret på Raspery Pi, og det var et komplet hardware platformskifte i forhold til den tidligere Homey Pro fra 2019. Det har gjort at man som tidlig køber af Homey Pro ’23 har været med til at beta teste den nye Homey Pro, der nu i over 7 måneder har været i forskellige niveauer af beta. Nu er den pænt stabil, men man kan godt opleve enkelte fejl og mangler. Dog er Athom som står bag Homey hurtig til at lave fejlrettelser til det meste, og der kommer jævnligt opdateringer til platformen. Disse opdateringer kommer automatisk på, hvis man har slået det til.

En ting jeg vil anbefale ejere af Homey Pro at tegne, er et abonnement på automatisk backup. Dette koster under 10 kr. om måneden, og så tager Athom en cloud backup af din Homey Pro hver nat, som du så kan genskabe, hvis du kommer til at lave ulykker i dine flows eller opsætninger.

Du kan også selv tage lokale backups via USB. Men det er en besværlig proces.

 

Konklusion – Du får ikke et smartere smart home

Homey Pro ’23 fra Athom er i mine øjne klart det bedste økosystem for Smart Homes. Der findes dygtige konkurrenter i både Samsung, Apple og Home Assistant, men der findes i min optik ikke nogen der er lettere at sætte op og betjene end Homey.

Hvis du er mere avanceret, og ikke vil betale noget for at være med, så skal du kigge på Home Assistant, men det kræver du er meget mere teknisk orienteret end du skal med Homey, der er super let at komme i gang med.

Du skal af med 3.199,- for at købe en Homey Pro, men så har du også en god Smart Hub til dit hjem, som gør at du kan styre nærmest alt i din bolig.

 

Pris og levering

Homey Pro kan købes hos Athom selv, men også hos flere danske forhandlere, og du kan se bedste dagspris her.

Prisen i skrivende stund er 3.199,-, og vil du gerne have den specielle USB-C Ethernet adapter med skal du af med yderligere 249,-.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.