Forside * Nyheder

Strejker forsinker ’Dune: Part Two’

-
(Foto: Warner Bros.)

Skuespillerne og manuskriptforfatterne i Hollywood ligger stadig i forhandlinger med filmproducenterne, og det rammer nu premierekalenderen.

Nu begynder de to store strejker i Hollywood at skabe problemer for efterårets premierer. En af de helt store af slagsen, ’Dune: Part Two’, skulle have haft verdenspremiere i starten af november, men den bliver nu skubbet hele fire måneder.

I stedet får den med spænding ventede opfølger til Denis Villeneuves flotte første halvdel af ’Dune’ premiere 15. marts 2024. Det får også konsekvenser for andre dele af release-kalenderen for Warner Bros.-filmstudiet.

Annonce:

Således bliver det næste filmiske kapitel i Warner Bros.’ såkaldte ’Monsterverse’, nemlig ’Godzilla x Kong: The New Empire’, skubbet en måned for ikke at komme i karambolage med ’Dune: Part Two’. Den var sat til at få premiere 14. marts, altså dagen før ’Dune’-fortsættelsen, men får nu premiere 12. april i stedet. Det skriver Variety.

Den 12. april skulle ‘Lord of the Rings: The War of the Rohirrim’ have haft premiere, men den bliver nu skubbet helt til 13. december. Den animerede film fra Tolkiens univers er instrueret af Anime-instruktøren Kenji Kamiyama.

Kan ikke promovere filmene

Når disse filmpremierer er nødt til at blive skubbet ud i fremtiden på grund af strejkerne, har det ikke noget at gøre med det produktionsstop, der lige nu karakteriserer Hollywood-studierne.

Det er, som det vil være filmfans bekendt, manuskriptforfatterne og skuespillerne i Hollywood, der strejker, anført af de to gruppers fagforeninger, WGA og SAG-AFTRA. Men de ovennævnte film er for længst både skrevet og indspillet, og er p.t. i post-produktionsfasen, hvor digitale effekter pudses af og den sidste klipning foretages.

Tværtimod handler det om filmselskabernes muligheder for at promovere filmene. Når en stor film har premiere bliver dens stjerner sendt ud på presse-turneer og skal lave interviews med et hav af medier – og det kan de naturligvis ikke, hvis de strejker. Filmselskaberne risikerer altså store tab på grund af manglende PR, hvis filmene sendes på gaden til tiden.

Indtil videre er det kun Warner Bros. og Sony Pictures, der har annonceret forsinkelser på grund af strejkerne. Sonys fortsættelse til ’Ghostbusters: Afterlife’ er også blevet flyttet til 2024, og det samme gælder Spider-Man-spinoff’en ’Kraven the Hunter’.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.