Forside * Nyheder

Spotifys kunder lytter til tre millioner timers støj om dagen

-
(Foto: Arkiv/Valery Fedotov/Unsplash)

Streamingtjenesten har dog overvejet at fjerne støjen for at spare penge.

Når man læser ovenstående overskrift, kunne man måske forledes til at tro, at der var tale om en eller anden forskers undersøgelse af signal/støj-niveauet på Spotify-podcasts. Eller måske noget om streamingtjenestens lydkvalitet, givet det fortsatte fravær af det lovede Spotify HiFi-abonnement.

Men der er rent faktisk tale om frivillig støjlytning blandt Spotifys kunder. Det viser sig nemlig, at en ret substantiel andel af de podcasts, der lyttes til på Spotify, er ren støj. Bogstaveligt talt. Og det koster Spotify flere penge, end man skulle tro.

Annonce:

Støj-podcasts indeholder typisk forskellige former for hvid støj. Det kan være syntetisk fremstillet, men det kan også være optagelser af bølger, ventilatorer, støvsugere, vindmaskiner, blæsere med mere.

Det er nemt at finde disse lyde på f.eks. YouTube, eller i separate apps. Men når disse podcasts er populære på netop Spotify, er det tilsyneladende fordi, det er nemt at gå fra musikafspilning eller podcasts med ”normalt” indhold til støj-podcasts. Der skal ikke skiftes app, og man behøver ikke, som i YouTube-tilfældet, have et abonnement for at køre støjen i baggrunden.

Støj-fjerning kunne spare 260 mio.

Støj-podcasts er faktisk så populære, at Spotifys kunder lytter til tre millioner timers støj om dagen. Det har Bloomberg fundet ud af efter at have fået adgang til interne dokumenter fra Spotify. Sidste år fandt samme nyhedsmedie ud af, at visse producenter af støj-podcasts kunne komme helt op på 18.000 dollar (over 123.000 kroner) om måneden i indtægter fra støjoptagelserne.

Men til trods for populariteten, afslørede dokumentet også, at Spotify angiveligt overvejde at smide alle disse støj-podcasts på porten og spærre for fremtidige uploads. En intern prognose havde vist, at hvis Spotify gjorde dette og benyttede anbefalings-algoritmer til at sende kunderne i retning af andet indhold, ville det kunne spare 35 millioner Euro, eller næsten 261 millioner kroner.

En talsperson fra Spotify bekræfter dog overfor Bloomberg, at overvejelserne blev droppet: ”Forslaget blev aldrig til noget – vi har stadig støj-podcasts på platformen” hedder det i emailen modtaget af Bloomberg.

Hvid støj kan være en hjælp til folk, der har behov for at fokusere og koncentrere sig om en opgave…eller prøver på at falde i søvn. For nogle er det en hjælp at få hvid støj i ørerne til at dække over andre lyde fra nærmiljøet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.