Med ’Try Galaxy’-app’en kan iPhone-ejere nu også prøve en af Samsungs foldbare smartphones…hvis de altså har to iPhones, de kan bruge til formålet.
Efter deres mange retssals-slagsmål har Samsung og Apple fundet mere fredelige måder at slås på. Slåskampene er blevet nedgraderet til drillerier, og som det oftest er tilfældet, er det nummer to, der driller nummer ét.
For selv om Samsung nok sælger flere smartphones end Apple (med undtagelse af de kvartaler, hvor Apple lancerer nye iPhones) tjener Apple stadig mange, mange flere penge. Og så giver det jo naturligvis mening at drille firmaet på toppen af sejrsskamlen.
Det har Samsung gjort før i sin markedsføring. Men det seneste eksempel på Samsung-drillerier er lidt mindre åbenlyst og lidt mere underfundigt. Til gengæld er det stadig også lidt sjovt.
Kigger man på specifikationer, kan det godt være, at Galaxy S-serien er den mest direkte konkurrent, Samsung har til Apples iPhone. Men når det gælder originalitet og innovation, skal man over i de foldbare smartphones for at finde, hvad Samsung anser for at være deres fordel i forhold til Apple.
Var det noget med en iPhone-sandwich?
Af samme grund har Samsung nu sat den største af firmaets nylancerede foldbare, Z Fold5, i centrum for de seneste Apple-drillerier. Platformen er denne gang ’Try Galaxy’, den web-app, der giver iPhone-ejere mulighed for at se, hvordan livet med en Samsung Galaxy-smartphone ville være…før de tager en købsbeslutning.
I den seneste version af app’en kan du dog også som noget nyt prøve en Z Fold5. Men hov, tænker du måske nok, hvordan kan det lade sig gøre, når Fold’en har så stor en skærm, som den har i udfoldet tilstand?
Svaret er naturligvis TO iPhones. Med den nye version af ’Try Galaxy’ kan du simpelthen lægge to iPhones ved siden af hinanden og simulere den udfoldede tablet-skærm på Z Fold5, hvis du som iPhone-ejer skulle være nysgerrig.
Der ligger naturligvis allerede lidt drilleri i selve konceptet og idéen om at det kræver to iPhones at håndtere, hvad Z Fold5 kan levere. Men Samsung giver også potentielle iPhone-overløbere chancen for at prøve, hvad FlexCam-konceptet kan, altså fotografering i forskellige spændende vinkler (og tagen selfies med hovedkameraet), som det foldbare format giver mulighed for.
Hvis du vil prøve den sammenklappede version af Z Fold5, må du lægge to iPhones ovenpå hinanden i en iPhone-sandwich, eventuelt med brug af gaffa-tape eller lignende. Men der er foreløbig ingen meldinger om, hvorvidt ’Try Galaxy’ også understøtter denne måde at bruge en foldbar på.