CNN Max kommer ligesom TV-udgaven til at køre i døgndrift, men bliver mere fokuseret på konstant nyhedsdækning. Og Max-abonnenterne får den gratis.
Streamingtjenesten, der tidligere hed HBO Max, hamrer nu endnu et lille søm i ligkisten, der huser de klassiske, lineære TV-pakker på kabel og streaming. Der bliver i hvert fald lidt mindre grund til at abonnere på sidstnævnte, hvis du er en nyhedsjunkie.
CNN får nemlig allerede i næste måned en lillebror på Max-tjenesten, der meget naturligt kommer til at hedde CNN Max. Det bliver ikke bare en streamet version af hovedkanalen, men det kommer til at ligne en hel del.
CNN Max får nemlig ifølge sin ejer, Warner Bros. Discovery, en række af hovedkanalens mest populære udsendelser, såsom ’Anderson Cooper 360’, ’Amanpour’, ’The Lead With Jake Tapper’ ombord, og imellem disse fyldes kanalen så op med reel, live nyhedsdækning.
Det sidste varetages af nogle af hovedkanalens ”yngre” værter, inklusive Jim Sciutto, Fredericka Whitfield og Amara Walker. Der kommer også indhold og værter fra den version af CNN, der er mest kendt udenfor USA, altså CNN International.
”Åben beta” for nyheder
Det, som CNN Max kommer til at mangle i forhold til hovedkanalen, er det mere dokumentar-agtige indhold, som CNN også producerer, såsom skuespilleren Stanley Tuccis voldsomt populære ’Searching for Italy’-serie. Disse kommer i stedet til at bo på Max under en særlig CNN Max-hub.
Så hvis CNN er en af grundene til at man stadig har et kabel-abonnement (eller en tilsvarende streaming-pakke), er der altså én grund mere til at droppe det sidstnævnte. Hvis altså CNN Max overlever hele vejen frem til at Max bliver lanceret i Danmark til næste år. Hvis man skal stole på historikken, kan man nemlig ikke vide sig sikker på dette.
For det første kalder Warner Bros. Discovery CNN Max for en ”åben beta” i nyhedsformidling. Det betyder, at de vil eksperimentere med forskellige formater og interaktioner med brugerne, ikke mindst for at få fat i et yngre publikum. I sin pressemeddelelse fortæller Warner Bros. Discovery, at de planlægger at lære af så meget feedback, de kan hive ud af brugerne som muligt.
For det andet kan faste Rec-læsere formentlig sagtens huske lanceringen af CNN+, der også skulle give en CNN-brandet en foryngelseskur. Der blev brugt rigtig mange penge på udviklingen af nye programmer, rekruttering af nye værter, med mere…og så lukkede tjenesten efter kun at have været i luften i tre uger.
Hvis CNN Max kommer til Danmark sammen med Max i 2024, må man samtidig formode, at den erstatter CNN Fast.