Forside * Featured

TIDAL streamer nu i Hi-Res FLAC

-

HiFi-Plus-abonnenter hos TIDAL vil snart kunne streame i det populære lossless-codec. Beta-testerne er allerede i gang.

TIDAL-kunder med HiFi Plus-abonnement kan snart se frem til at kunne streame musik i Hi-Res-kvalitet via FLAC-formatet. Det har TIDALs CEO, Jesse Dorogusker, skrevet ud til alle TIDAL-audionørderne på den subreddit, der er dedikeret til tjenesten.

Dorogusker lovede allerede i april at FLAC var på vej, men nu er der altså blevet trykket på knappen. I første omgang har kunderne i  TIDALs ’Early Access Program’ (EAP) fået adgang til det nye initiativ, såfremt de er HiFi Plus-abonnenter og bruger TIDAL på iOS. Resten af TIDALs HiFi Plus-kunder skulle få adgang til august. Helt konkret vil disse kunder kunne streame med FLAC i 24 bit og op til 192kHz sample rate.

Annonce:

Hvis du tilfældigvis skulle være en af kunderne, der opfylder de ovenstående kriterier, er det eneste, du behøver at gøre, at opdatere betaversionen af TIDAL-app’en. Dernæst skal du blot sikre dig, at indstillingen for lydkvalitet under ’Audio & Playback’ er sat til ’Max’.

Dorogusker skriver, at TIDAL nu har valgt FLAC som sit ”foretrukne format for audio i høj opløsning”, og det er en sætning, der ikke er helt fri for kontroverser. Som det vil være mange TIDAL-kunder bekendt, har tjenesten som en af meget få på markedet ellers holdt sig til MQA for musik i høj lydkvalitet.

Firmaet bag MQA under administration

TIDALs CEO skriver dog også, at ”vi vil fortsætte med at understøtte forskellige formater, for at være sikker på at få så meget hi-res-indhold ind på tjenesten som muligt”, så det er ikke sikkert, at MQA forsvinder fra tjenesten. Men med ordet ”foretrukne” har Dorogusker meldt klart ud, at TIDAL satser på FLAC.

Det er der nok mange musikfans med hang til teknologi, der er glade for. Debatten omkring MQA (der står for Master Quality Authenticated) har bølget frem og tilbage, men det står klart, at MQA er et ”lossy” kompressionsformat, og at der altså går noget information tabt, når formatet bruges.MQA kan indkapsles i FLAC, men selve processen omfatter stadig kompression.

De fleste andre musiktjenester, der tilbyder lossless-musik benytter sig af FLAC. Det omfatter bl.a. Apple Music, som i 2021 begyndte at tilbyde lossless-musik uden ekstrabetaling. Flere medier omtalte dette som et ”dødsstød” for MQA. Og det kan der være noget om.

I april accepterede det britiske firma bag MQA nemlig at blive sat under administration, hvilket svarer til en konkursbegæring i Danmark. Af samme grund begyndte TIDAL at udbyde PCM som alternativ til MQA på en stor del af tjenestens musiktracks i lossless eller hi-res.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.