I serien med fokus på træningsheadsets ser vi nærmere på Shokz OpenFit
Med OpenFit bevæger Shokz sig i en anden retning end normalt, og deres nyeste true wireless headset overrasker positivt, men skuffer også. I sidste ende bør dit køb afhænge af, hvad du skal bruge OpenFit til.
Shokz er nok mest kendt for deres open-ear træningsheadsets, hvor lyden ikke bliver presset direkte ind i dine ører, men nærmere bliver ledt ind til dit indre øre gennem vibrationer og et lydfelt udenfor øregangene.
Nu forsøger Shokz sig med et lidt mere traditionelt true wireless headset. Traditionelt i den forstand, at producenten i denne model har droppet vibrationerne og fokuseret på et lydområde udenfor dine ører, hvor en driver i øretelefonen står for bassen.
OpenFit er et all-round headset, som du kan bruge på arbejdet, i trafikken, i hjemmet og ikke mindst til træningen. Producenten skriver på headsettets hjemmeside, at jeg blandt andet kan forvente en pasform, der gør det behageligt at anvende OpenFit hele dagen, en perfekt balance i lydbilledet og opmærksomhed på omgivelserne. Virkeligheden er måske ikke helt så perfekt, som marketingsafdelingen i Shokz beskriver.
Begynderproblemer
Udfordringerne melder sig fra det øjeblik, jeg tager OpenFit fra Shokz ud af opladeretuiet og skal opdatere firmwaren i det 100 % trådløse headset. Shokz-appen bliver ved med at afbryde opdateringen på Samsung Galaxy S21 Ultra og Samsung Galaxy Z Flip 3 – jeg forsøger seks gange. Genstart telefonen … Geninstaller appen … Samme resultat. Finurligt nok lykkedes det i første hug med iPhone 14 Pro Max.
Næste udfordring; hvordan skal jeg placere øretelefonerne? OpenFit er en one-size fits all, og brugsanvisningen gør mig ikke synderligt klogere. Jeg kigger på hjemmesiden, hvor det, takket være billeder og video, går op for mig, at headsettet ikke skal sidde inde i eller lige udenfor øregangene, men oppe i øverste del af øresneglene. Så langt så godt.
Design, komfort og funktioner
Shokz-appen leverer de basale funktioner som justering af lydindstillingerne, ændringer i berøringsfjerningen, der sidder i hver øretelefon, samt den famøse firmwareopdateringsmulighed. Simpelt og relativt ligetil.
OpenFit er betydelig større end de gængse true wireless-headsets på markedet i dag, og hver øretelefon vejer 8,3 gram, men pladsen bliver udnyttet godt, hvilket især kommer til udtryk under opkald. Batteriet holdt i godt 6½ time på én opladning under min test, og det er lidt over standard. Jeg har brugt headsettet til opkald, bastung musik og podcasts.
Øretelefonerne har ørebøjler, der sikrer, at headsettet ikke ryger af, og du finder tre små højttalere i hver øretelefon, der skaber et lille lydområde udenfor dit øre.
Komforten er ganske fin. OpenFit sidder solidt omkring mine ører uden at gnave. Dog efter et par timer må jeg tage OpenFit af, når øretelefonerne begynder at irritere mine øresnegle – jeg kan ikke anvende OpenFit hele dagen lang.
Ved løb sidder headsettet også solidt, selvom øretelefonerne sidder lidt løst i øresneglene, hvilket især kan mærkes, når jeg skal bruge berøringsfjerntjeningen til at styre musikken.
Hør omgivelserne
Shokz slår meget på, at du skal kunne høre dine omgivelser, selvom der er gang i musikken – og det, oplever jeg, er også tilfældet. Alligevel er der en del baggrundsstøj, som jeg ikke bliver belemret af, når jeg går rundt i bybilledet eller i supermarkedet. Motorstøj og folks samtaler tæt på mig går lige igennem, mens almindelige samtaler på afstand virker som en blid hvisken.
Alt dette skyldes ikke en støjreducerende teknologi, men nærmere at jeg skruer højere op for musikken for at overtrumfe lyde fra omgivelserne. Her er vi ved måske den største udfordring med open ear-fænomenet; at du hører alting, hvilket forstyrrer musikoplevelsen, hvormed du bliver forceret til at skrue højere op for lyden.
Dermed er jeg ikke enig med Shokz, når de skriver på deres hjemmeside, at OpenFit kan bruges på arbejde og i trafikken, da baggrundsstøjen i høj grad påvirker lyden – i særdeleshed, hvis jeg lytter til en podcast eller lydbog.
Hvad jeg derimod har glæde af ved OpenFit er, når jeg løber, og vil være opmærksom på trafikken, eller befinder mig i stille omgivelser.
Opkaldsoplevelsen
Shokz skriver på deres hjemmeside, at OpenFit er udstyret med støjreducerende mikrofoner, der sikrer dig krystalklare opkald. Jeg har foretaget opkald derhjemme i stille omgivelser, i supermarkedet og på gaden med en del vind.
Ideelt set bør man foretage opkald i rolige omgivelser, og her leverer OpenFit en glimrende samtaleoplevelse, da min stemme går klart og tydeligt igennem til den anden ende, ligesom jeg tydeligt kan høre, hvad der bliver sagt.
Supermarkedet i en travl periode gør, er det ligeledes muligt at føre en god samtale, hvis folk ikke står lige ved siden af mig og taler højt. Ikke fordi baggrundsstøjen igennem til den anden side, men fordi jeg ikke kan høre, hvad der bliver sagt. Igen, dette er ulempen ved open-ear headsettet – at jeg hører stort set alt, hvad der sker omkring mig.
På gaden i kraftigt blæsevejr bliver det sværere at føre en samtale. Jeg kan godt høre, hvad der bliver sagt, mens den anden ende af samtalen ofte oplever en forvrængning af min stemme.
OpenFit overrasker kort sagt positivt. Støjreduktionen og mikrofonerne hører til noget af det bedste, jeg har oplevet i et true wireless headset, selvom der er begrænsninger, når det kommer til at føre en telefonsamtale.
Musikoplevelsen
Agnes Obels nummer, Familiar, har en dejlig rumklang, og Obels vokal fremstår skarp og tydelig, mens den enlige cello har en fin bund. Selvom violinerne spiller ind over vokalerne, forbliver tonerne veldefinerede og opdelte.
Klangen er også dejlig markant i ODESZAs nummer, Thin Floors and Tall Ceilings, hvor stortromme og et rørlignende slaginstrument ebber ud med et skønt ekko, mens elektronisk samplede violiner træder frem.
Magnus Deus: Ghost in the Shell – Hyper House edit kræver, at der skal presses noget saft og kraft ud af øretelefonerne, hvilket OpenFit leverer. Den dybe housebas lægger en solid bund uden forvrængninger, men med god fylde.
Angel af Massive Attack overskrider grænserne for, hvad headsettets drivere kan præstere, uden lydbilledet forvrænges. Allerede i den bastunge intro opstår forvrængningerne, men aftager, når basstyrken sænkes i bestemte dele af nummeret, hvorefter OpenFit atter leverer en skarp og velopdelt lyd, hvor selv den sagte highhat kan fornemmes.
Rob Dougans dybe og hæse stemme er knapt så markant, som jeg plejer at opleve, når Left Me for Dead normalt afspilles. Dougans stemme bliver blandet sammen med den underlæggende basrytme, mens violinerne og highhatten træder mere markant frem.
Lyden virker ikke perfekt afbalanceret, som Shokz påstår. I større numre virker det som om, at diskant og mellemtoner er lidt for markante. Minimalistiske sange virker lydbilledet mere afbalanceret.
Slutteligt undrer det mig, at Shokz ikke har lavet et design, hvor øretelefonerne ligger lige over øregangen i stedet for lige over. For lyden har mere fylde og en mere opdelt klang, når jeg trækker øretelefonerne ned over mine øregange, hvormed OpenFit i større grad lever op til producentens egne roser på hjemmesiden.
Konklusion
Shokz OpenFit er overordnet set et godt open-ear headset, hvor især mikrofonerne med støjreduktion gør det virkelig godt.
Øretelefonerne leverer måske perfekt afbalanceret lyd på papiret hos producenten, men det er ikke min oplevelse som slutbruger. Lyden er god på mange områder, men bastunge numre og sange med et større ensemble presser OpenFit på lydoplevelsen.
At Shokz skriver, at du kan bruge OpenFit hele dagen og nærmest overalt, er en sandhed med modifikationer. Open-ear-konceptet begrænser nemlig brugen. Fordi du hører stort set alt omkring dig, kan du eksempelvis ikke høre podcast i støjfyldte miljøer.
Som træningsheadset i nogenlunde rolige omgivelser fungerer OpenFit, hvor du både kan orientere dig efter omgivelserne, men stadig høre din musik.
Pris og tilgængelighed
Shokz OpenFit koster kr. 1.800,- (se dagspris)
Er på markedet
Se også
Guide: Her er, hvad du bør kigge på i et træningsheadset
Shokz OpenFit specifikationer– IP-certificering: IP54, vand og støvafvisende (tåler sved) |