Forside * Nyheder

Sikkerhedsmyndigheder: Fejl på 3 ud af 4 opladere

-
Foto: Shutterstock.com

Europæisk undersøgelse afslører usikkerheden ved mange USB-opladere

Farlige opladere kan forårsage stød eller brand, og et tjek af opladere på det europæiske marked viser at mange opladere er konstrueret forkert.

Et europæisk projekt har haft fokus på sikkerhedsstandarden for USB-opladere, herunder dem til mobiltelefoner, i 21 EU-lande, hvor det har vist sig at være nødvendigt.

Annonce:

Af 120 testede USB-opladere blev der fundet fejl ved hele 74 procent af disse. Det skriver Sikkerhedsstyrelsen i en udmelding.

Projektet med at kortlægge tvivlsomme opladere er blevet udført i samarbejde mellem produktsikkerhedsmyndighederne i Danmark samt 20 yderligere EU-lande. Her er der sammenlagt testet 120 udvalgte USB-opladere, i henhold til gældende standarder for opladere.

52 opladere fejlede på flere parametre i forhold til standarden, og 31 opladere havde alvorlige fejl.

Blandt problemerne blev det observeret manglende isolation, for små mellemrum mellem de elektriske komponenter i opladerne og fejl ved opladernes stik.

Der var desuden opladere uden mærkning, og plastikken på nogle af opladerne bestod ikke en brandtest.

 

Fælles kontrolindsats

“Vi har gentagne gange undersøgt USB-opladere, og hver gang har der været sikkerhedsmæssige problemer med en væsentlig del af opladerne”, fortæller teamleder Lars Søllingvraa Niemann fra Sikkerhedsstyrelsen, og fortsætter:

“Med en fælles EU-indsats som denne har vi haft mulighed for at kontrollere og få testet langt flere opladere, end hvis vi selv skulle gennemføre kontrollen. En stor del af produkterne sælges også i flere EU-lande, så det giver god mening, at vi samarbejder om kontrollen”.

 

Ingen oversigt endnu

Efter testene vil de nationale produktsikkerhedsmyndigheder tage stilling til hver enkelt oplader og fastlægge nødvendige tiltag overfor forhandlere, importører eller producenter.

Produktsikkerhedsmyndighederne vil koordinere og dele information om tiltagene for de USB-opladere, der er tilgængelige i flere EU-lande.

 

Hvad kan man selv gøre

Lars Søllingvraa Niemann understreger, at forbrugerne selv kan spille en rolle i at sikre brugen af USB-opladere.

“Tjek, at din oplader er CE-mærket af fabrikanten og husk sikkerheden, når du anvender den. Hvis det er muligt, så hold øje med opladeren, når den er i brug, og lad være med at lade op om natten eller når du ikke er hjemme”, slutter han.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.