Forside * Nyheder

Rekordvækst: Spotify har flere brugere end nogensinde

-
(Foto: Omid Armin/Unsplash)

Men streamingtjenesten gik stadig ud af andet kvartal med tab på grund af en fejlslagen podcast-produktionsstrategi og dyre afskedigelser.

Der kan være noget om det, når Spotify tidligere har sagt, at lydkvaliteten ikke er en høj prioritet hos brugerne. For selv om Spotify har lovet at lancere Spotify HiFi i flere år nu, og stadig ikke har leveret, stiger den svenske streamingtjenestes brugertal støt.

36 millioner nye, månedlige aktive brugere er kommet til i de sidste tre måneder, hvilket er en rekordvækst for tjenesten. Hele 27% er det månedlige brugertal steget, hvilket må siges at være ganske pænt på et enkelt kvartal.

Annonce:

Det bringer det samlede, månedlige brugertal op på 551 millioner ifølge det kvartalsregnskab, som Spotify netop har fremlagt. Det er også en rekord for firmaet, der aldrig nogensinde før har haft så mange månedlige brugere.

Og der er ikke engang kun tale om gratis-lyttere i de lande, hvor Spotify findes i en reklamefinansieret udgave. 10 millioner af de 36 millioner er betalende Premium-abonnenter, hvilket er tre millioner flere end Spotify oprindeligt havde forventet.

Gik ud med tab trods vækst

I alt er den betalende bruger-flok vokset 17% i forhold til sidste år. Spotify har tidligere oplevet en større vækst set i forhold til det foregående år, men ser man isoleret på vækst i andet kalenderkvartal i forhold til samme kvartal året før, er der også tale om ny rekord for firmaet. Det skal siges, at disse brugertal er fra perioden før Spotify annoncerede sine ny-udmeldte prisstigninger.

Man kunne måske netop fristes til at spørge, hvorfor Spotify føler det nødvendigt at hæve priserne, når det nu tilsyneladende går så fremragende med at rekruttere nye brugere. Ét fornuftigt svar er naturligvis, at streamingtjenester også er nødt til at følge med inflationen. Men hvis man kigger på firmaets bundlinje, venter der et mere grundlæggende svar.

Spotifys omsætning i andet kvartal steg med 11 procent til 3,2 mia. Euro, eller cirka 23,9 mia. kroner. Men til trods for den øgede omsætning, måtte Spotify også præsentere et tab på 112 mio. Euro (ca. 834,6 mio. kroner) for kvartalet.

Podcast-lukninger og fratrædelser kostede dyrt

Streamingtjenestens ledelse forklarede de røde tal med at firmaets podcast-strategi delvist var slået fejl. Spotify har stadig held med at distribuere podcasts produceret af andre (ført an af den ofte kontroversielle Joe Rogan-podcast), men Spotifys egne podcast-produktioner blev ikke nogen succes og blev for nylig lukket ned som led i en spareplan.

Derudover kostede det ifølge Spotify også dyrt på kvartalsregnskabet, da selskabet tog konsekvensen af den generelle verdensøkonomi og ligesom så mange andre tech-selskaber fyrede en del folk i forbindelse med en omstrukturering.

Flere af disse var folk på chefniveau, der havde skandinaviske (altså mere gavmilde end amerikanske) fratrædelsesordninger, hvilket også satte dybe spor på kvartalsregnskabet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.