Forside * Featured

Ny ‘Ahsoka’-trailer har mere af Lars Mikkelsen

-
(Foto: Lucasfilm/Disney)

Vi får dog stadig kun et glimt af den danske skuespiller i rollen som Thrawn. Traileren ligner i højere grad en live-actionversion af den animerede Star Wars-serie, ’Rebels’

”Once a rebel, always a rebel”.

Disse ord bliver sagt i den nye trailer for ’Ahsoka’, der netop er landet. Star Wars-serien er en af dem, som fans har ventet på med allermest spænding, fordi Ahsoka Tano har været en superpopulær figur (og rollemodel for Star Wars-fans af hunkøn) i de årgange, der lærte Star Wars-universet at kende i tiden mellem Prequel- og Sequel-trilogierne.

Annonce:

De ti år mellem ’Episode III: Attack of the Clones’ og ’Episode VII: The Force Awakens’ blev nemlig primært fyldt ud af den animerede ’Clone Wars’-serie, hvor en ung Ahsoka Tano er Anakin Skywalkers unge padawan-lærling. Hun er lidt af et talent, men også meget enerådig, og det ender med, at hun forlader Jedi-ordenen og forsvinder i en periode.

Hun dukkede dog op igen i en voksen-udgave i anden animeret Star Wars-serie, ’Rebels’. Og det er derfor, det har betydning, at ordene ovenfor bliver sagt i den nye trailer for ’Ahsoka’, der får premiere med to afsnit 23. august på Disney+.

Den ser nemlig ud til at blive den live-actionversion, som fans af ’Rebel’-serien aldrig fik, før serien sluttede. Der er naturligvis fokus på hovedrolleindehaveren Ahsoka Tano, men hun har næsten hele holdet fra ’Rebels’ med sig. Fans af sidstnævnte serie vil vide, at der er tale om besætningen på rumskibet The Ghost.

Mere Lars

Det betyder, at såvel twi’lek’en Hera Syndulla og den kunstneriske mandalorianer Sabine Wren ser ud til at have store roller i serien. Mary Elizabeth Winstead (kendt fra bl.a. ’10 Cloverfield Lane’ og som John McLanes datter i ’Die Hard’-filmene) er nærmest fuldkommen ukendelig som Hera Syndulla.

Lars Mikkelsen som Thrawn i ‘Ahsoka’ (Foto: Lucasfilm/Disney)

Det er kun få af skuespillerne fra ’Rebels’, der har fået lov at gentage sine roller i ’Ahsoka’. Men den mest prominente er helt sikkert Lars Mikkelsen, der lagde stemme til fan-favoritskurken Thrawn i ’Rebels’. Som vi tidligere har skrevet, er han med i ’Ahsoka’, og vi får lidt mere at se af ham i den nye trailer.

Ellers er traileren især fokuseret på Baylon, der er en af hovedskurkene i ’Ahsoka’, og som muligvis er en falden jedi. Han spilles af Ray Stevenson, der er kendt fra et hav af især britiske tv-serier og film, men som desværre gik hen og døde alt for tidligt i maj måned.

Den eneste overlevende ’Rebels’-karakter, der ikke er med i traileren (så vidt denne skribent kan se) er Garrazeb ’Zeb’ Orrelios, der kommer fra planeten Lasan og derfor er af arten Lasat. Han dukkede imidlertid helt uventet op i et afsnit i sidste sæson af ’The Mandalorian’, så mon ikke han også finder en plads i ’Ahsoka’.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.