Forside * Featured

Guide: Forventningerne til true wireless øretelefoner

-

True wireless høretelefoner skal levere storslået lyd, men har ikke den store plads at arbejde med. Derfor er det vigtigt at have realistiske forventninger til de kabelfrie øretelefoner

Lydproducenterne lader til at have kastet sig over de såkaldte true wireless øretelefoner fremfor traditionelle on-ear eller around-ear hovedtelefoner.

Annonce:

Min oplevelse er, at de største brands inden for lyd har skiftet fokus i de senere år, siden Onkyo sendte de første 100 % trådløse øretelefoner på gaden i september 2015.

Apple og danske Jabra lancerede deres henholdvis AirPods og Elite Sport True Wireless året efter. Kapløbet var i gang.

 

 

Dengang og i dag

Første generation af de ægte, kabelfrie høretelefoner kom med en høj pris – set med nutiden øjne. Andre producenter fulgte trop, hvor konkurrencen mest gik på pasform, lydkvalitet og pris.

Efter et par år var det som om, at producenterne havde standardiseret pasformen. Skulle konkurrencespektret udvides, måtte tænkehatten findes frem.

Pludselig faldt prisen på true wireless, da en række ikke-kendte producenter sendte headsets på markedet til kr. 200-300, der kunne mange af de samme ting, som de dyre modeller – pludselig blev true wireless noget, alle havde råd til.

Markedet i dag byder på 100 % trådløse øretelefoner, som er spækket med funktioner og indstillingsmuligheder. Samtidig er øretelefonerne blevet mindre – nogle er sågar så små, at du kan have dem i ørerne, når du skal sove.

Teknologien er blevet raffineret i sådan et omfang, at du kan få øretelefoner helt ned til 5-6 gram, mens batterilevetiden kan vare helt op til ni timer per opladning – og så er der opladereuiet med ekstra strømtilføring.

Noget af det nyeste på true wireless-markedet er, at opladeretuiet også indeholder en touchskærm, hvor du kan bladre i musikken eller justere headsettets indstillinger, og lur mig om dette ikke bliver standard i de dyrere modeller i de følgende år. Funktionen er ganske bekvem for dem, der hader at fedte med trykknapper eller touchfjernbetjeningen i øretelefonerne.

 

Tårnhøje forventninger

True wireless-producenterne har efterhånden fundet den optimale størrelse for øretelefonerne, og de fleste producenter leverer standardfunktioner som fjernbetjening i øretelefonerne, auto-sluk når du tager øretelefonerne ud af ørerne og støjreduktion. Det er nemt at have forventninger til true wireless, som de ikke kan indfri – ofte er producenterne selv skyld i de urealistiske forventninger.

Eksempelvis kan du måske sidde med en forventning om, at du kan tale i telefon med headsettet i ørerne, mens du bevæger dig i trafikken – for producenten skriver på deres hjemmeside, at du kan føre krystalklare samtaler med headsettet. Dette er fuldkomment urealistisk, fordi der ganske enkelt ikke er plads til omfattende og støjreducerende teknologi i de små øretelefoner – det samlede produkt må jo ikke fylde eller veje for meget.

 

 

Hvis headsettet derimod måtte have en længere mikrofonstang, der kunne skabe et lydfelt ved din mund, ville det være muligt at føre uforstyrrede samtaler, men det er ikke sådan et design, forbrugerne vil have.

Derfor kommer jeg ikke til at dykke ned i samtalekvaliteten i de kommende tests. Jeg har ganske enkelt ikke haft et true wireless in-ear headset forbi mig gennem årene, hvis mikrofoner blokerer alt fra vind, bilstøj eller sludrende teenagere under mine samtaler.

Glem endvidere forventningen om high-fidelity! Øretelefonerne er ganske enkelt for små til at rumme den lydteknologi og de codec, der skal til for at gengive ukomprimerede sange uden tab af detaljer, fylde og nuancer. Læg dertil drivernes størrelse.

Endelig må vi heller ikke glemme prisen i vores forventningsafstemning. Du får ganske enkelt, hvad du betaler for. Hvis prisskiltet siger kr. 300, kan du ikke regne med omfattende støjreduktion i øretelefonerne – ej heller et væld af ekstrafunktioner.

Fristende som det måtte være at løbe med dit trådløse headset i ørerne, bør du være opmærksom på, om det er svedresistent. Hvis det ikke er, foreslår vi, at du går efter de særlige træningsheadsets, som har netop en overflade, som kan modstå sveden, da sved indeholder salt, og salt jo har en ætsende effekt. En IP-certificering er ikke nødvendigvis nok. Hold derfor øje med, om producenten på deres hjemmeside skriver, at headsettet kan tåle vand og sved.

 

Mere forventningsafstemning inden herlighederne

Nedenstående tests er på ingen måde udtømmende i forhold til, hvad der findes på markedet af mærker og modeller. Forestående guide har til formål at give dig et indblik i, hvad du får for pengene hos nogle af de største mærker, når det kommer til mellemklasse og high-end headsets.

Guiden giver også et indblik i, hvordan producenternes lydfilosofier er forskellige, og dermed bør du tænke på, hvilke musikgenrer du foretrækker at lytte til, når du er på farten, så du ikke ender med fesen bas til dine bastunge numre.

 

Sony LinkBuds S

Sonys små vidundere er endelig kommet ned under kr. 1.000, hvilket gør LinkBuds S til lidt af et røverkøb. Headsettet er et sammenskudsgilde af funktioner og lydteknologier, der bør blæse dig bagover – på papiret.

Design og komfort

LinkBuds S vejer kun 4,8 gram! Og øretelefonerne er så små, at du kan sove med dem i ørerne. Selvom dit øre og øretelefonen rammer hovedpuden, aktiverer det ikke touchfjernbetjeningen.

Komforten er ganske god, og øretelefonerne sidder så solidt, at du snildt kan dyrke parkour med dem i ørerne. Læg dertil at Sony skriver på deres hjemmeside, at LinkBuds S er svedafvisende og vandtætte, selvom de ”kun” er IPX4-certificerede.

Størrelsen og den beskedne vægt er imponerende i sig selv. Hvad Sony har krammet ind i så lille et område, er endnu mere imponerende.

Funktioner

Dolby Atmos, Hi-Res Audio-certificering, vindstøjsreduktion, AI-optimering af lydkvaliteten, adaptiv støjreduktion, 360 Reality Audio, 360 Spatial Sound Personalizer med mere. Man får nærmest skrivekrampe af at indtaste alle disse teknologier og funktioner. Læg dertil en batterilevetid på op til seks timer. Igen, 4,8 gram og petit design. Opladeretuiet skuffer dog med kun 14 timers ekstra strøm.

Sony har lavet hovedtelefoner siden 1982, hvilket betyder, de har mange årtiers erfaring at trække på, og selvom LinkBuds S klarer sig glimrende overordnet set, så er der visse funktioner, som halter.

Tag blot Speak-to-chat-funktionen, hvor LinkBuds S automatisk afbryder musikken, hvis mikrofonerne opsnapper din stemme. Glimrende ide til, eksempelvis, åbne kontormiljøer, hvis du skal levere en hurtig besked til en kollega. Eller hvis du står ved kasselinjen i supermarkedet og skal betale.

Musikken pauser automatisk, uden du behøver at tage headsettet ud af ørerne, da øretelefonerne også lader dig høre omgivelserne. Fedt, ikke? Problemet er blot, at hvis du rømmer halsen, pauserer LinkBuds S musikken – megairriterende.

Den adaptive lydindstilling, som bruger machine learning til at indstille headsettet efter dine omgivelser, virker interessant, men det er svært at spotte forskellen.

Givet, LinkBuds S skal have tid til at lære din adfærd og dine omgivelser at kende, men selv efter at have headsettet på i det samme supermarked tre gange, gået den samme rute flere gange og arbejdet i de samme omgivelser, kan jeg ikke rigtig bemærke optimering af lytteoplevelsen.

Hvad jeg derimod bemærker, er støjreduktion, som ganske effektivt blokerer størstedelen af baggrundsstøjen. Mikrofonerne er dog elendige til telefonsamtaler på grund af metallisk effekt og dåseklang, men igen, det er forventeligt med true wireless.

Lydoplevelsen

Med både Hi-Res Audio-certificering og Dolby Atmos krammet ind i øretelefonerne, skulle man mene, at der er tale om et trådløst vidunder. Men før du forventer yderst skarpe og højere toner end normalt eller omsluttende lyd med effekter foroven og forneden i lydbilledet, bør du trække vejret en ekstra gang.

Jo, LinkBuds S leverer en fantastisk lyd – mediet taget i betragtning. Du får en fornuftig balance mellem bas, diskant og mellemtoner. Bassen er måske lidt i den svage ende med mindre, du skruer op for den inde i medfølgende app, hvilket medfører mudret lydbillede. Opdelingen af lydbilledet er derimod imponerende.

Når jeg spiller klassiske pianokoncerter, oplever jeg en god bund og veldefinerede, høje toner samt en storslået rumklang. Chopin og Debussy klapper i det hinsides. Elektronisk musik mangler lidt bund, men det er i det minimale, mens rockmusikken lyder glimrende, da basguitaren giver plads til vokalen og highhatten, hvor sidstnævnte er dejlig skarp.

Jeg tror ganske enkelt på Sony, når de skriver, at headsettet opskalerer de komprimerede musikfiler i realtid. Derudover tror jeg, at vi er så tæt på tabsfri, ukomprimeret musik, som man kan være med true wireless.

Dolby Atmos, det er så en helt anden sag. Når jeg læser Dolby Atmos forventer jeg omsluttende lyd med både dybde og højde. Det er bare ikke tilfældet i true wireless øretelefoner med enkelte, små drivere til at skubbe lyden ud – og det er enkelt heller ikke tilfældet med LinkBuds S.

Da jeg streamede et par actionfilm, der understøttede Dolby Atmos, oplevede jeg en god fylde, masser af fede lydeffekter og glimrende opdeling af lydbilledet med skyderi i højre side og eksplosioner i venstre, men lyden virkede ikke til at komme imod mig, mens lyden af helikoptere ikke virkede til at komme foroven. Kort sagt, lyd på X-aksen er veldefineret, mens Y-aksen ikke gav lyd fra sig.

Alt i alt er det imponerende, hvad Sony har fået krammet ind i så små øretelefoner. Ikke alt virker efter hensigten, men ser vi på den rene musikoplevelse og prisen, er LinkBuds S bestemt pengene værd – såfremt du ikke har en forkærlighed for bastung musik.

Sony LinkBuds S koster ca. 1.000 kr. (se forhandlere og dagspris)

 

Specifikationer Sony LinkBuds S

Frekvensområde: 20Hz-40kHz
Batterilevetid: Op til seks timer med ANC, 14 timer i opladeretuiet
Opladningstid: To timer
Vægt: 4,8 gram per øretelefon
IP-certificering: IPX4, vandtæt og svedafvisende
Tilslutning: Bluetooth 5.2
Profiler: A2DP, AVRCP, HFP, HSP/TMAP, CSIP, MCP, VCP, CCP
Lydformater: SBC, AAC, LDAC, LC3

 

Apple AirPods Pro (generation 2)

Første ting du skal vide, før du køber AirPods Pro, er headsettets væsentlige begrænsning uden for Apples økosystem. AirPods Pro anvender Siri som virtuel assistent, mens Google Assistent eller Alexa bliver holdt stangen.

Dernæst har Apple sørget for, at du slipper for at tage stilling til løbende firmwareopdateringer, da disse bliver hentet ned på din iOS-enhed løbende og overført til hovedtelefonerne, når de er i opladeretuiet. Har du ikke en iPhone eller en iPad, må du en tur til den nærmeste Apple-butik, står der på producentens hjemmeside.

Jo, AirPods Pro fungerer med en Android-enhed, men du skal have en iOS-enhed for at høste den optimale oplevelse.

Design og komfort

AirPods Pro generation 2 byder på det traditionelle AirPods-look. Ingen overraskelser der. Minimalistisk, stilrent og lækkert.

Du har en touchfjernbetjening i hver øretelefon, som kun kan finindstilles med en iOS-enhed, der giver dig muligheden for at styre musikken. Touchdelen fungerer rigtig fint, da jeg med et enkelt forsigtigt swipe kan styre lydstyrken.

Komforten er god, og selvom AirPods Pro er et in-ear headset, går øretelefonerne ikke for langt ind i øregangene, men stadig nok til at de blokerer godt for baggrundsstøj.

AirPods Pro er IPX4-certificerede, hvilket betyder, at de kan tåle en tur i regnvejret – også selvom der måtte være skybrud. Apple har desuden sørget for, at øretelefonerne kan tåle sved. Og ja, de sidder faktisk så godt i ørerne, at du både kan løbe og springe rundt med dem.

Funktioner

Opladeretuiet er til mere end blot opladning. Foruden en strømreserve på op til 30 timers musiklytning kan du lokalisere etuiet, hvis du mister det. Du kan nemlig får det til at udsende en lyd. Indbygget er også en sporingschip, så du kan spore etuiet med din telefon.

AirPods Pro har op til seks timers batterilevetid, hvilket er rimelig standard – selvfølgelig afhængig af, hvordan du bruger dem og dine indstillinger. Fem minutter i etuiet og du har musik til en time.

Øretelefonerne byder på en pæn skrap støjreduktion, der filtrerer det meste baggrundsstøj fra. Vi er lige niveauet over det, som Sony LinkBuds S præsterer. Du kan stå ved siden af en opvaskemaskine, og det er kun musikken, du hører.

Højfrekvenslyde bliver dog ikke filtreret fra såsom skrigende børn, når du går forbi skolegården eller negle, der danser på bordpladen.

AirPods Pro tilpasser sig, ligesom Sony LinkBuds S, dine ører, hvilket i teorien genererer en personlig lydoplevelse. Jeg må ærligt sige, at det var en meget lille forskel, jeg oplever i lyden, efter tilpasningsprocessen er gennemført.

Lydoplevelsen

AirPods Pro byder på lækker og fyldig lyd, der især passer til elektronisk musik og andre genrer, hvor bassen skal pumpe godt igennem. Apple H2-lydprocessor gør et fint stykke arbejde med at definere mellemtoner og diskant i minimalistiske numre, mens bassen er en anelse for mørk til, at kvindelige sangstemmer i bastunge, elektroniske sange træder klart frem – de mudres ganske enkelt.

Høje toner, som highhat, bliver også en anelse mudrede at lytte til, når de indgår i numre med kraftfuld bas. Her leverer Sennheiser Momentum True Wireless og Sony LinkBuds S gode alternativer, hvis lydbilledet skal være lidt mere balanceret.

Bedre går det med Chopin: The Nocturnes, hvor de højere toner virker veldefinerede, når pianoet får lov til at være det eneste instrument i optagelsen. Det samme gør sig gældende i akustiske numre, hvor grundtonen ikke er den hårdtpumpede bas. Her kommer kvindelige sangstemmer og andre mellemtoner til deres ret.

Jazzmusik med et mindre ensemble leverer en god og veldefineret lydoplevelse, hvor klaver, kontrabas, elguitar og highhat flyder ud af øretelefonerne og skaber en lækker og varm jazzstemning, hvor bund og lyse toner giver plads til hinanden.

Apple AirPods Pro er et lækkert headset designmæssigt, og det fungerer rigtig fint, så længe du har en iOS-enhed og ikke forventer veldefinerede mellemtoner og høje toner sammen med en kraftfuld bas. Endvidere har headsettet en glimrende støjreduktion.

Apple AirPods Pro 2.gen. koster ca. 2.000 kr. (se forhandlere og dagspris)

 

Specifikationer Apple AirPods Pro

Batterilevetid: Op til seks timer, 30 timer i opladeretuiet
Opladningstid: Fem minutter giver cirka en times afspilning
Vægt: 5,3 gram per øretelefon
IP-certificering: IPX4, vandtæt og svedresistent
Tilslutning: Bluetooth 5.3

 

JBL Pro Tour 2

Tradition og fornyelse. JBLs high-end headset leverer, HARMAN-traditionen tro, dyb bas og masser af fylde, men JBL prøver også kræfter af med et anderledes opladeretui.

Design og komfort

Pro Tour 2 har et glimrende design med, hvor hver øretelefon har en lille mikrofonpind. Designet minder om det, Apple anvender i deres AirPods. Pinden gør det nemmere at indsætte øretelefonerne i ørerne og fjerne dem igen, uden jeg skal fumle med de små basser.

Hver øretelefon er udstyret med en fjernbetjening, som du kan styre musikken med, ligesom du kan modtage eller afvise opkald.

Ørepropperne er beklædte med silikonepropper, som lukker godt af for omgivelserne, men efter et par timer med øretelefonerne i ørerne bliver jeg nødt til at fjerne dem, da de begynder at genere. Lidt tykkere og blødere ørepropper kan løse dette problem, JBL.

Funktioner

Lad os starte med opladeretuiet, der er mere end en strømkilde. Det fungerer også som et kontrolcenter for dit headset, så du både kan styre musikken med berøringsfjernbetjeningen i øretelefonerne samt etuiet.

Derudover kan du ændre Pro Tour 2’s lydindstillinger uden at skulle hive telefonen op af lommen.

JBL prøver kræfter af med denne nye funktion, og det er i skrivende stund kun et fåtal af producenter og modeller, som forsøger sig med fjernbetjening i etuiet.

På sin vis er det glimrende, hvis du ikke byder dig om at røre dine øretelefoner, når du skal styre musikken. På den anden side har du din telefon eller tablet tæt på dig, hvor du også kan styre musikken. Så hvad skal du med en tredje mulighed? For mit vedkommende virker det som overflødig lir.

JBL-appen sørger for et pæn række indstillingsmuligheder. De vigtigste; du kan tilpasse bas og diskant, den aktive støjreduktion og fjernbetjeningen. Derudover kan du tilpasse etuiets funktioner, og du kan vælge lydprofiler, der passer til musikken, spil og film.

Endelig kan du aktivere Ambient Aware, der tillader dig at høre omgivelserne, hvilket er perfekt, når du lytter til musik i trafikken.
Den aktive støjreduktion klarer sig hæderligt, men ikke lige så godt som LinkBuds S og AirPod Pro 2.

Pro Tour 2 formår at filtrere de fleste lyde fra omgivelserne fra, men bilstøj og lyde, som ligger højt i frekvensspektret går igennem.

Lydoplevelse

Pro Tour 2 har en rigtig god bund. Så er du til bastunge øretelefoner, leverer JBL her varen. Bassen buldrer derudaf med fylde og en vis portion mørke – en anelse mere end Apple AirPods Pro 2. Alligevel formår Pro Tour 2 at levere et nuanceret og klart defineret lydbillede.

Headsettet giver mig lysten til at lytte til hele Mezzanine-albummet af Massive Attack, fordi JBL sørger for en kraftfuld bas, der er albummet værdig; hvor Del Naja, Fraser og Tricky for alvor får mulighed for at brage igennem. De mørke og tunge triphop-rytmer overdøver ikke Robert Del Naja lyse tenorstemme eller Elizabeth Frasers skarpe sopran, ligesom Trickys dybe tenor rapper tydeligt ud gennem kanalerne. Alt sammen mens highhatte og elguitarer er klare i deres definitioner. Endvidere er opdelingen af lydbilledet tydelig, hvor highhat spiller i højre side, trommer i midten og kontrabassen midt/venstre side. Ren øregasme!

Klassiske pianostykker lyder ikke helt så rene og skarpe, som med Sony LinkBuds S eller Sennheiser Momentum True Wireless 3. Her tager den mørke bas lidt af toppen af de høje toner, mens de lavere pianotoner har en god bund og varme. Chopins Nocturnes-sonater mangler den sidste skarphed samt rumklang. Vi er ude i feinschmeckeriet her, men hvis du er til klassiske sonater, er Pro Tour 2 ikke for dig.

Større klassiske koncerter samt operaer har samme problem. Instrumenter, sangere og kor lyder storslået og veldefinerede, men den sidste skarphed i de høje toner og rumklang mangler.

Pro Tour 2 virker bedst egnet til elektronisk musik, rap, hiphop og triphop. Dermed ikke sagt at headsettet ikke lyder godt, når playlisten kommer til andre genrer. Min største fornøjelse med Pro Tour 2 ligger i den bastunge afdeling, hvor pulsen stiger, mens feinschmeckerne med fordel kan læse om Sennheiser Momentum True Wireless 3.

JBL Pro Tour 2 koster ca. 2.000 kr. (se forhandlere og dagspris)

 

Specifikationer JBL Pro Tour 2

Frekvensområde: 20Hz-20kHz
Batterilevetid: Op til otte timer med ANC, 40 timer i opladeretuiet
Opladningstid: To timer
Vægt: 12,2 gram per øretelefon
IP-certificering: IPX5, vandtæt
Tilslutning: Bluetooth 5.3
Profiler: A2DP, AVRCP og HFP

 

Sennheiser Momentum True Wireless 3

Umuligt er det nærmest at lave en guide til øretelefoner uden legendariske Sennheiser. Selvom Momentum True Wireless 3 har et år på bagen, bærer de stadig et prisskilt på kr. 1.500, og det er interessant for mig at undersøge, om prisen og de gamle, hæderkronede tyskere kan hamle op med japanernes LinkBuds S til kr. 999, når det kommer til balance i lyden.

Design og komfort

Sennheisers øretelefoner er lidt større end de øvrige modeller i testen her. Årsagen er ikke nødvendigvis aldersbetinget. Min teori er, at Sennheiser ikke vil gå på kompromis med lydkvaliteten, hvorfor producenten skal bruge mere plads end andre mærker.

Momentum True Wireless 3 anvender plug-in-og-twist-metoden, som kan være noget ubehagelig, da jeg først skal stoppe øretelefonerne ind i ørerne for derefter at dreje dem bagud, så de sidder godt fast – og det gør de.

Komforten halter dog, fordi øretelefonerne presser på øresneglen efter noget tid, og det kan føles lettere ubehageligt på grund af øretelefonernes størrelse – og de er beklædt med hård plastik.

Jeg kan til dels undgå generne ved at undlade at dreje headsettet for langt tilbage i øresneglen, og det sidder stadigvæk godt fast i ørerne.

Et andet problem er den noget mangelfulde, passive støjreduktion som følge af, at ørepropperne ikke lukker tilstrækkeligt af for omgivelserne, og den aktive støjreduktion hjælper heller ikke, når jeg forsøger at lukke den lille gruppe af øldrikkende turister fra Manchester ude, der sidder tre borde væk.

Funktioner

Sennheiser har ikke ligefrem spækket Momentum True Wireless 3 med funktioner som andre mærker her i testen. Det er som om, tyskerne har fokus på musikken fremfor alt muligt andet.

Jeg kan tilpasse headsettet efter mine lydpræferencer i forhold til bas og diskant, det sædvanlige, ligesom det er op til mig, hvor meget baggrundsstøj, jeg vil lukke ind – relativt set. For den aktive støjreduktion gør ikke det synderligt godt.

Headsettet kan også fokusere på at holde vindsus ude, hvilket er ganske vellykket, men det er på bekostning af den aktive støjreduktion.

Lydoplevelse

Momentum True Wireless 3 er den famøse lise for sjælen, når det kommer til musikken – og podcasts. Hæderkronede Sennheiser skuffer ikke! Lyden er ufattelig klar og veldefineret selv i bastunge numre og pompøse sange med et større orkester.

Leonard Cohens sprøde og dybe stemmer brager igennem, selv når han har selskab af baggrundskor og basguitar, der alle konkurrerer om at komme til orde – opdelt, klart definerede og skarpe toner hele vejen igennem.

Apashe brager også igennem i nummeret Lord & Master, hvor tung, elektronisk bas dunker, mens den sagte violinsolo og fløjtesolo får lov til at træde skarpt og tydeligt i karakter.

Og som bassens endelige styrkeprøve smækker jeg Risingson af Massive Attack på playlisten, hvor både lyse og tunge mandevokaler er i hård konkurrence med de meget tunge og hårde basrytmer. Også her imponerer Sennheiser. Selv de to highhatte, som skal forestille at spille i baggrunden, er tydelige.

I den klassiske ende lyder klaverspillet i Clair De Lune af Debussy og Chopin: The Norturnes ufattelig skarpt uden at være skingert. Selv klaverets høje toner er klare og behagelige at lytte til. Kompositioner med violiner ligeså.

Amerikanske BT med nummeret Dreaming (Electronic Opus-udgaven) nytolker hans gamle trancenummer fra 00erne med et klassisk symfoniorkester, hvor alt fra triangel og klassisk sopranstemme går op i en større harmoni, selvom basrytmerne varierer i tempi og styrke undervejs. Urimeligt er det næsten at bruge dette nummer til at teste true wireless øretelefoner, da mange af instrumenterne, de elektroniske samples samt Kirsty Hawkshaws stemme ligger tæt på hinanden i frekvensområdet.

Risikoen for, at lydoplevelsen bliver mudret, er høj. Alligevel brillerer Momentum True Wireless 3 også her. Glimrende opdeling af lydbilledet, klart definerede instrumenter og fremtrædende vokal.

I forhold til Sony LinkBuds S, som galoperede ud ad stalden i starten af testen med det nuancerede, veldefinerede og klare lydbillede, bliver Sony overhalet af Momentum True Wireless 3 på ét punkt – og det er den lidt kraftigere bas. Køb Momentum True Wireless 3 for den veldefinerede og balancerede lydoplevelse, når du er væk fra dit hifi-setup derhjemme.

Sennheiser Momentum True Wireless 3 koster ca. 1.300 kr. (se forhandlere og dagspris)

 

Specifikationer Sennheiser Momentum True Wireless 3

Frekvensområde: 5Hz-21kHz
Batterilevetid: Op til syv timer, 28 timer i opladeretuiet
Opladningstid: 1½ time, 10 minutter for en times afspilning
Vægt: 5,8 gram per øretelefon
IP-certificering: IPX4, vandafvisende
Tilslutning: Bluetooth 5.2
Profiler: A2DP, AVRCP og HFP

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.