Forside * Nyheder

Data-privatlivsaftale mellem EU og USA endelig på plads

-

(AI-genereret billede: Microsoft Image Generator / DALL-E)

EU-borgere kan blandt andet føre sager ved en ny amerikansk domstol, hvis en amerikansk virksomhed eller efterretningstjeneste mistænkes for at have misbrugt deres data.

EU er ved at lukke alle flankerne, når det gælder beskyttelsen af borgerne og den fri konkurrence i forhold til de magtfulde platforme i tech-branchen. Den efterhånden nogle år gamle GDPR-lovgivning er blevet fulgt op af Digital Services Act (DSA), der blandt andet beskytter mod misinformation, og Digital Markets Act (DMA), der skal dæmme op for monopolisering.

Men et enkelt problem har hængt over hovederne på EU-politikerne, efterhånden som de fik de forskellige lovpakker og direktiver gennemført: Hvad gør man når befolkningen gerne vil have adgang til tjenester, der kræver at brugernes data overføres til USA, hvor ingen af de pågældende love gælder?

Annonce:

En meget stor del af de tjenester, der anvendes i Europa, har trods alt hovedkvarter i USA, eller ejes af amerikanske virksomheder med hovedsæde i for eksempel Silicon Valley. Af samme grund har der været indgået forskellige samarbejder mellem EU og USA om dataudveksling igennem tiderne, der også har haft betydning for nationale sikkerhedssammenhænge.

Disse er dog ofte blevet overhalet af teknologien eller har været mangelfulde, set med EU-øjne, fordi tidligere, amerikanske regeringer ikke har villet gå lige så langt i brugerdatabeskyttelsen som EU. Det sidste har ofte været tilfældet på grund af pres fra såvel tech-branchen som USAs efterretningstjenester.

Ordre fra Biden

Men det lader til at præsident Bidens administration er anderledes, og om ikke andet har læst skriften på væggen. Flere delstater i USA, inklusive Silicon Valley-hjemstaten Californien, har allerede indført lokale lovgivning, der minder en del om f.eks. GDPR. Samtidig er der flere lovforslag undervejs i USA, der er dybt inspireret af EUs tiltag.

Den såkaldte ‘EU-U.S. Data Privacy Framework’-aftale har været under udarbejdelse i tre år, mere eller mindre siden forhenværende præsident Trump begyndte at slippe sit tag i magten. I mellemtiden har USA har svært ved at leve op til de krav, EU satte. Men i oktober tog tingene en vending, da præsident Biden udstedte et præsidentielt dekret, Executive Order 14086.

USAs præsident, Joe Biden, underskrev i oktober en ordre, der gør praksis hos USAs efterretningstjenester kompatible med EU-lovgivningen (det er dog noget andet, han underskriver her). Det banede vejen for den aftale, der nu er på plads (Foto: Official White House Photo/Adam Schultz)

 

Dekretet beordrer USAs efterretningstjenester til i højere grad at respektere folks privatliv, når de indsamler signalefterretninger, altså for eksempel data fra Internettet. Efter denne og nogle få andre justeringer, kunne USAs handelsminister, Gina Raimondo, i sidste uge rapportere, at USA nu lever op til EUs krav.

Amerikansk domstol åben for EU-borgere

I dag har EU så kunnet bekræfte dette. Og dermed er ’EU-U.S. Data Privacy Framework’ en realitet, for aftalen er allerede blevet godkendt og accepteret af EUs medlemslande. Ifølge en pressemeddelelse fra Europa-kommissionen sikrer aftalen, at EU-borgeres data beskyttes ved overførsel til USA på ”et niveau, der er sammenligneligt med EU”.

En anden ny fordel er, at EU-borgere nu kan føre sager ved den amerikanske Data Protection Review Court, der blev oprettet i forbindelse med Bidens præsidentielle dekret nævnt ovenfor. I realiteten betyder det, at en EU-borger, hvis data er blevet misbrugt af f.eks. Facebook eller NSA, nu har en juridisk instans at gå til.

Det er dog ikke alle, der er tilfredse med den nye aftale. Data-privatlivsforkæmperen Max Schrems har således ifølge Reuters allerede varslet, at han vil udfordre aftalen ved at sagsøge EU. Han mener ikke, at aftalen er tilstrækkeligt dækkende.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.