Forbruger blev rippet for 182.000 kr. af en svindler. Banken afviste erstatning, men tabte i ankenævn
En 80-årig kvinde blev udsat for en grov svindelaktion og tabte i alt 182.254,26 kr., hvilket hendes bank, Middelfart Sparekasse, nægtede at kompensere.
Selvom hun udleverede CPR-nummer, koder mv. så slap hun med skrækken. Ankenævn sender hovedparten af det svindlende beløb tilbage til bank-kunden.
Ifølge kvindens forklaring, blev hun telefonisk kontaktet den 1. december 2021 af en mand, der kaldte sig “M”, som påstod at være fra Nets Support.
Han informerede hende om, at nogen forsøgte at overføre penge fra hendes konto, en handling han kunne stoppe ved at overføre hendes penge til en sikker konto midlertidigt. Kvinden udleverede sit CPR-nummer, adgangskode til NemID og NemID-nøglekortkode til svindleren.
Netop fordi der var udleveret personlige oplysninger så fandt banken ikke at der var tale om phishing, og at kunden derfor hæftede 100% for tabet.
“Phishing-begrebet er tiltænkt de tilfælde, hvor en person ved en fejl kommer til at videregive sine oplysninger via falske links, spammails eller falske hjemmesider, og hvor en kunde f.eks. med føje tror, at de indtaster deres kort- eller login-oplysninger på en rigtig hjemmeside, som efterfølgende viser sig at være falsk”, lød bankens argument for frifindelse.
Sparekassen fremlagde en SMS-log, der viste, at kvinden i løbet af ca. 35 minutter den 1. december modtog i alt 14 SMS’er. Teksten lød:
“Udlever aldrig denne kode til andre – heller ikke til Sparekassen. Du skal godkende din overførsel på […] DKK til konto […]. Indtast engangskode […] for at godkende overførslen. Er du ikke i gang med at overføre, så kontakt straks Middelfart Sparekasse på tlf. 64 22 22 22 eller vores hotline på tlf. 64 22 22 62, og spær dit NemID”.
Alligevel videregav kvinden SMS-koderne til “M”, mens svindleren havde fjernadgang til hendes computer via Teamviewer.
Der blev herefter overført i alt 192.690 kr. fra kvindens konti til tredjemands konti i et andet pengeinstitut. Den 3. december 2021 kontaktede kvinden sparekassen, som spærrede hendes betalingskort, NemID-nøglekort og netbank. Hun indgav også en politianmeldelse.
Det lykkedes sparekassen at få tilbageført 10.435,74 kr. til kvinden, så tabet herefter udgjorde 182.254,26 kr. Den 28. december 2021 indbragte kvinden sagen for Det Finansielle Ankenævn med påstand om, at Middelfart Sparekasse skal tilbageføre det tabte beløb.
Selvom ankenævnet fandt at kunden med forsæt havde overladt sine NemID-oplysninger og SMS-koder til “M”, så fandt nævnet det ikke godtgjort, at klageren gav sine NemID-oplysninger mv. til “M” under sådanne omstændigheder, at hun indså eller burde have indset, at der var risiko for misbrug ved at videregive oplysningerne. Betingelserne for, at klageren hæfter uden beløbsbegrænsning efter betalingslovens § 100, stk. 5, er derfor ikke opfyldt.
Med andre ord. Det at kunden fandt omstændighederne realistiske, og ikke forstod at der var tale om svindel, betyder at hun får de fleste af pengene retur.
Middelfart Sparekasse skal inden 30 dage tilbageføre 174.254,26 kr. til klagerens konti, og klageren får klagegebyret tilbage. Årsagen til at det ikke er hele beløbet på de 182.254,26 som tilbageføres er at der er en selvrisiko på 8.000 kr. i den type sager.
Hele afgørelsen kan læses her