Forside * Featured

Tidligere Samsung-chef ville kopiere en hel chipfabrik ulovligt

-
Kopien af Samsung-fabrikken skulle have ligget blot 1,5 km fra denne Samsung-fabrik i Xi’an, der laver RAM-chips (Foto: Samsung Electronics)

Ifølge anklagerne stjal han og seks andre designbeskrivelser og informationer om en Samsungs chipfabrikker med henblik på at bygge en kopi af den i Kina.

Kina har i årtier været kendt for at lave kopivarer, og det gælder også forbrugerelektronik. Det er i stigende grad et uretfærdigt og ubegrundet ry, for der sker naturligvis en masse innovation i Kina lige nu. Samtidig har nogle kinesiske firmaer en historik med industrispionage, og ofte også i stor skala.

Men denne nyhed handler om handler i mindre grad om kinesisk industrispionage, og i højere grad om sydkoreansk industrispionage med base i Kina. På en skala, der er kolossalt meget større end normalt – bogstavelig talt. Hvor industrispionage ofte har handlet om at stjæle viden og planer for mindre produkter, er der i dette tilfælde tale om, at der er blevet stjålet planer til en hel fabrik.

Annonce:

En sydkoreansk, tidligere vicedirektør i Samsung, er ifølge Financial Times blevet arresteret og anklaget for at have stjålet detaljerede planer og information om en af Samsungs chipfabrikker. Seks andre mennesker er blevet arresteret og anklaget i sagen, inklusive en medarbejder hos en af Samsungs underleverandører.

Ifølge de sydkoreanske myndigheders anklagere havde den indtil videre unavngivne vicedirektør startet sit eget firma i Chengdu i Kinas Sechuan-provins. Planen med firmaet var at bygge en ny chipfabrik i Xi’an i det vestlige Kina, der altså skulle være en kopi af den fabrik, der er beskrevet i de planer, der blev stjålet.

Anklagere: Kunne have ødelagt Sydkoreas chipindustri

Ganske ironisk skulle den nye fabrik ligge blot halvanden kilometer fra en af Samsungs store RAM-chipfabrikker. Vicedirektøren havde ansat 200 tidligere medarbejdere fra Samsung, og fra SK Hynix, hvor han tidligere også havde været ansat. SK Hynix er en af Samsungs sydkoreanske konkurrenter på chip-området. Denne første gruppe medarbejdere var primært ansat til at stjæle planer og viden om fabrikken fra Samsung, lyder anklagerne.

Det begyndte angiveligt at gå galt for den tidligere vicedirektør, da en investering fra et taiwanesisk firma på 6,2 mia. dollar (ca. 43 mia. kroner) blev trukket tilbage. Det lykkedes ham i stedet at rejse et noget mindre beløb, 350 mio. dollar (ca. 2,5 mia. kroner) fra kinesiske investorer til at bygge en fabrik i nærheden af hans firmas hovedsæde i Chengdu. Også denne fabrik skulle være en kopi af Samsung-fabrikken.

Den lidt aparte sag lander midt i en højspændt periode for chipproduktion. I USA har præsident Biden fået gennemført, at amerikanske virksomheder kan få statsstøtte til at producere flere chips i USA i stedet for at outsource produktionen til Taiwan eller Kina. Sammen med den geopolitiske situation omkring forholdet mellem Taiwan og Kina, har dette lagt pres på den kinesiske chip-industri.

Selv om selve designplanerne og informationerne ”kun” repræsenterer et tab på 230 millioner dollar (ca. 1.6 mia. kroner) for Samsung, kunne en kopi af en Samsung-fabrik i Xi’an eller Chengdu ”med kapacitet til at producere chips i samme kvalitet have forårsaget tab for den sydkoreanske chip industri, der ville være umulige at genindhente”, som det hedder i en udtalelse fra den sydkoreanske anklagemyndighed.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.