Forside * Nyheder

Reddit ramt af ransomware-angreb oven i brugerprotester

-
(Foto: Brett Jordan/Unsplash)

Hackergruppen BlackCat truer med at offentliggøre 80 GB stjålne data hvis de ikke får 30 millioner kroner og hvis ikke Reddit vender tilbage til de tidligere priser for API-adgang.

Det er ikke specielt sjovt at være Reddit lige nu. Internettets foretrukne diskussionsplatform havde allerede problemer med oprørske brugere som følge af en ny prissætning af API-adgang, der har gjort det umuligt for visse tredjeparts-klienter at få økonomien til at løbe rundt.

Men midt i al balladen er Reddit nu også blevet ramt af et ret alvorligt hackerangreb. Hackergruppen BlackCat har taget ansvar for angrebet, og påstår at de har stjålet 80 gigabyte data fyldt med forretningshemmeligheder og andre ting, Reddit næppe vil have frem i offentligheden.

Annonce:

Angrebet omtales som et ransomware-angreb i forskellige medier selvom der nok egentlig er i højere grad er tale om afpresning. Normalt betegner ransomware-angreb en situation, hvor brugere og administratorer er låst ude af et system og må betale store pengebeløb for at få adgang igen.

I dette tilfælde kræver BlackCat, der også er kendt under navnet ALPHV, ikke færre end 4,5 millioner dollar (godt 30 millioner kroner) for at undlade at offentliggøre de 80 gigabyte data, som hackergruppen omtaler som ’The Reddit Files’

Subreddits fyldes med John Oliver

Det er dog helt tydeligt, at gruppen ikke blot har tænkt sig at prøver at presse kassen ud af Reddit, mens diskussionsplatformen allerede fremstår svækket. Tværtimod har de bakket op om den sag, som brugerne protesterer over lige nu, altså de nye priser for API-adgang. Oven i pengebeløbet kræver BlackCat, at Reddit dropper de nye API-priser, hvis de 80 gigabyte ikke skal slippes ud.

Den nye API-prissætning har blandt andet betydet, at den meget populære tredjeparts-app Apollo er blevet tvunget til at lukke for yderligere udvikling. Der er simpelthen ikke nok penge i at lave tredjepartsapps til Reddit, når API-adgangs priserne er så høje som de nu er blevet. Reddits stifter og CEO, Steve Huffman, har mere eller mindre afvist protesterne fra brugerne.

Det førte for nogle dage siden til at nogle af de største subreddits lukket ned af deres brugere og moderatorer i protest. Det gjaldt blandt andet r/pics, r/aww, r/gifs og r/videos. Huffman gennemførte for nylig en tvangsgenåbning er de nedlukkede subreddits, men det har blot fået brugere og moderatorer til at protestere på en sjovere måde.

Moderatorerne på de fire nævnte subreddits har således besluttet, at brugerne fremover kun må uploade billeder og videoer af komikeren John Oliver. Det er præcis sådan et stunt, John Oliver var selv kunne have fundet på at opfordre til i sit populære show ’Last Week Tonight’, som HBO står bag. Men showet har været på sommerferie i en måned nu, så det er sket helt på brugernes eget initiativ.

Det ser altså ud til, at Reddit-ledelsen har nok at se til, selv hvis de klarer skærene i forhold til Ransomware-angrebet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.