Musiklegenden vil udgive en sidste Beatles-sang og har brugt AI til at få afdøde John Lennon med på den.
Meget kan man sige om 80-årige Paul McCartney, men han har aldrig været bange for at udforske ny teknologi til indspilning og udførelse af sin musik. Da The Beatles i 1969 brugte en Moog-synthesizer på albummet ’Abbey Road’ som et af de første popbands i verden, var det på hans foranledning.
Året efter blev han en af de første rockmusikere, der brugte flerspors-teknologi til at spille alle instrumenterne selv på størstedelen af albummet ’McCartney’. Og sådan har det fortsat hele vejen op til de senere år, hvor McCartney for eksempel allerede i 2014 gik i partnerskab med VR-firmaet Jaunt om en live-udgave af sangen ’Live and Let Die’, filmet i 360 grader. Han fulgte det op i 2016 og lancerede sin opsamling ’Pure McCartney’ med en række VR-videoer.
Det helt store hit lige nu, når det gælder musikteknologi, er dog imidlertid AI, der som vi tidligere har skrevet, er blevet brugt til blandt andet at lave YouTube-hits med Drake og The Weeknd, uden at disse overhovedet har været med på projektet. Og dette er ikke gået McCartney’s næse forbi.
Således planlægger han nu at udsende en sidste sang med The Beatles, der officielt gik i opløsning i 1970. To af medlemmerne er imidlertid gået bort i mellemtiden. John Lennon blev skudt af en sindsforvirret fan i 1980, mens George Harrison døde af kræft i 2001.
Isolerede Lennons stemme
Men før hardcore Beatles-fans blandt læserne farer op i det røde felt, kan vi heldigvis mane til besindelse. Der er ikke tale om, at McCartney har trænet en AI med Lennons og Harrisons stemmer med henblik på at lade AI’en synge på en ny sang.
I stedet bruges AI-teknologien til at isolere Lennons vokal på en gammel indspilning. Det fortalte McCartney i et radioprogram tirsdag, skriver The Guardian. Idéen opstod, da McCartney arbejdede med filminstruktørenPeter Jackson på ’Get Back’-dokumentarprojektet, hvor lydteknikeren Emile de la Rey brugte AI-teknologi til at isolere Beatles-medlemmernes stemmer, så de kunne fremhæves i forhold til baggrundsstøjen.
Mellem 1989 og 2001 kunne man se disse robot-udgaver af The Beatles på Madame Tussauds Rock Circus i London. Der er dog næppe tale om ret meget kunstig intelligens.
Ifølge McCartney er Lennons stemme således ”blevet trukket ud af en sølle, lille kassettebånd-indspilning” med kunstig intelligens. ”Vi havde kun Johns stemme og et klaver” fortæller musiklegenden, der videre forklarer at de to er blevet ”skilt ad med AI”.
I radioprogrammet lykkedes det også McCartney at forklare hvordan den slags AI-stemmeisolation fungerer på en super-pædagogisk måde: ”De fortæller maskinen: Det her er en stemme. Det her er en guitar. Smid guitaren ud.”
Formentlig ’Now and Then’
McCartney (med Ringo Starr på trommer, må man formode) har således bygget en ny indspilning op omkring John Lennons isolerede vokal, der med McCartneys ord bliver den uigenkaldeligt ”sidste udgivelse af en Beatles-sang.” ” Vi har lige gjort den færdig, og den udkommer senere i år”, siger ex-Beatlen.
https://youtu.be/g3eZbEZg9Hw
McCartney afslørede dog aldrig navnet på sangen. Han sagde blot, at den er baseret på ”en demo, som John havde”. Der er dog en vis sandsynlighed for, at der er tale om sangen ’Now and Then’, der kan høres herover. Den var en af fire ufærdige sange, som Lennons enke Yoko Ono gav Paul McCartney i forbindelse med The Beatles’ ’Anthology 1’-projekt fra 1995.
Dengang byggede de tre tilbageværende ex-Beatler to nye sange op omkring Lennons demoer, ’Free As A Bird’ og ’Real Love’, der begge blev udsendt som singler under Beatles-navnet. ’Now and Then’ blev også overvejet, men baggrundsstøjen var angiveligt for svær at fjerne med datidens teknologi, og desuden var George Harrison mildest talt ikke ret vild med sangen. Paul McCartney har dog flere gange siden indikeret, at han ville gøre ‘Now and Then’ færdig og udgive den.