Forside * Nyheder

Meta kommer Apple i forkøbet med nyt headset

-

(Foto: Meta)

Meta Quest 3 har ikke de vilde specifikationer, som Apples headset, men koster til gengæld en sjettedel af prisen.

Banen er kridtet op, når det gælder VR- og MR-headsets for de kommende års tid. Kampen kommer til at stå mellem Meta og Apple, hvis topchefer i forvejen er på kant med hinanden over privatlivsregler, appbutik-kommission med mere.

Annonce:

I mere end et år er der blevet bygget en kraftig buzz op omkring Apples headset, som forventes at blive afsløret om blot fire dage, når WWDC går i gang. Men i dag har Meta gennemført en stærk sabotageaktion, når det gælder PR.

Meta har nemlig afsløret firmaets kommende headset, der ligesom Apples forventes at blive lanceret til efteråret. Prisen og målgruppen er dog helt anderledes end Apples. Sidstnævnte er primært rettet mod udviklere til at begynde med og forventes at koste 3.000 dollar (næsten 21.000 kr. før danske skatter og afgifter.) Først næste år kommer der formentlig et headset med Apple-logo på, der er til at betale.

Metas nye headset er til gengæld en opdatering af firmaets nuværende VR-sællert, Meta Quest 2, og har derfor det oplagte navn Meta Quest 3. Treeren er en smule dyrere end toeren med en pris på 500 dollar, eller lige under 3500 kr. før danske skatter og afgifter. Altså en sjettedel af prisen på Apple headset.

(Foto: Meta)

Meta Quest 3 ser ud til at låne en hel del fra firmaets Quest Pro-model. Der kommer for eksempel passthrough-videosignal fra kameraerne på fronten i farver, hvilket reelt gør headsettet til et MR-headset samtidig med et VR-headset. Derudover lover Meta, at enheden er væsentligt tyndere, lettere, hurtigere, og har bedre grafik end forgængeren.

Mere fokuseret på spil

Det er samtidig tydeligt, at Meta har forstået, at 21 millioner enheder, de har solgt af forgængeren, primært er populær på grund af de spil, der er tilgængelige til headsettet. I stedet for at forsøge at sælge et metavers, er fokus i annonceringsvideoen helt og holdent på spil og leg. Det er dog begrænset, hvad vi foreløbig ved om specifikationerne.

Hardwaremæssigt har Metas headset dog næppe mange chancer for at hamle op med Apples. Sidstnævnte har tilsyneladende tænkt sig at. vise hvad der rent faktisk kan lade sig gøre i headsetformatet. For et par dage siden lækkede display-analytikeren Ross Young nogle af de visuelle specifikationer for Apples headset. Og de er ret imponerende.

Det forventes for eksempel at de to 1,41” skærme inde i Apples headset kan opnå en lysstyrke på over 5000 nits og får en pixeldensitet på – hold fast – 4000 PPI. Til sammenligning har iPhone 14 Pro 460 PPI på sin skærm. Ganske vist sidder skærmene i headsættet noget tættere på øjnene end en iPhone normalt befinder sig, men alligevel.

Skærmene i Apples headset er tilsyneladende så strømkrævende, at firmaet har været nødt til at give headsettet et eksternt batteri. Men disse detaljer får vi formentlig mere at vide om på mandag, når WWDC åbner.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.