Forside * Featured

Markante ændringer på vej til MitID

-

MitID-appen gennemgår en stor opdatering for at styrke kampen mod svindel

Kun lidt over et år efter introduktionen af MitID-appen, vil der nu finde markante ændringer sted. Det er en reaktion på en stigning i svindelforsøg, og fremadrettet vil MitID blandt andet benytte QR-koder. Det skriver fagbladet ITWatch

Annonce:

Snart vil det ikke være tilstrækkeligt kun at swipe, når du bruger MitID. I fremtiden vil det være nødvendigt at scanne en QR-kode eller indtaste en tal-kode for at logge ind på MitID gennem din computer.

Opdateringen er designet til at gøre MitID mere sikkert, i lyset af en stigende mængde svindelforsøg, inklusiv falske SMS-beskeder fra PostNord og svindeltyper, hvor danskere bliver ringet op af en svindler og overlistet til at swipe på noget, de ikke burde.

Den mest markante ændring er, at når man logger ind på MitID fra sin PC, vil man blive præsenteret for en QR-kode, som skal scannes med telefonen for at fortsætte logindprocessen.

Dette skridt er blevet taget for at sikre, at en svindler ikke kan få et offer til at udføre handlinger på deres telefon, som giver svindleren adgang til f.eks. offerets netbank.

Hvis man ikke har mulighed for at scanne en QR-kode med sin telefon, vil man i stedet kunne modtage en tal-kode på PC-skærmen, som man kan indtaste i sin MitID-app.

Hvis man logger ind med MitID på en telefon, vil brugerne bemærke, at det nu bliver muligt at åbne MitID-appen direkte fra MitID-loginboksen på den side, man besøger.

Den næste version af MitID-appen vil gøre denne proces en smule lettere på mobil, da der vil blive tilføjet en knap i MitID-loginboksen, hvor man kan vælge enten at åbne MitID-appen eller godkende fra en app på en anden enhed.

Ændringerne træder i kraft den 6. juni, når Digitaliseringsstyrelsen og FinansDanmark udgiver den opdaterede version af MitID-appen i Apples App Store og Google Play.

 

Sådan fungerer login med MitID via computer nu

1. MitID login vises
2. MitID brugernavn indtastes (hvis det ikke er gemt)
3. Der trykkes fortsæt
4. Man bliver bedt om at åbne MitID app og godkende
5. Man skal manuelt finde MitID app på telefonen
6. Login på app (kan være automatisk via ansigtsgenkendelse)
7. Swipe for at godkende MitID forespørgsel fra computeren

Sådan vil det fungere efter opdateringen

1. MitID login vises
2. MitID brugernavn indtastes (hvis det ikke er gemt)
3. Der trykkes fortsæt
4. Man bliver bedt om at åbne MitID app og godkende
5. Man kan nu trykke på en knap der åbner MitID app på telefonen
6. Login på app (kan være automatisk via ansigtsgenkendelse)
7. Via MitID app scannes QR-kode på computerens skærm, eller der indtastes den viste talkode

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.