Motorola barsler også med en mere skrabet udgave af den nye Moto RAZR 40 Ultra, der kan blive den billigste foldbare på markedet.
Der kommer flere og flere smartphoneproducenter ind på det foldbare marked. Nu, hvor OPPO og Google også har præsenteret store, foldbare modeller, er der flere muligheder end nogensinde at vælge imellem, hvis man gerne vil have en foldbar.
Det halter dog stadig lidt med priserne, der generelt ligger i den høje ende. Det er måske ikke så mærkeligt, når man tager i betragtning, at der typisk sættes to skærme i foldbare telefoner, og at den ene som regel er større end normalt. Nu har Motorola imidlertid tænkt sig at gøre noget ved både prisen og de skærme man får med, når man køber en foldbar.
Firmaet har generelt satset på det lille, sammenklappelige format fremfor det større ”bogformat” i form af RAZR-serien. I denne kommer der nu en ny flagskibsmodel, der hedder Moto RAZR 40 Ultra, samt en billigere model, vi foreløbig kun ved en lille smule om.
En næsten fuldt brugbar miniskærm
Moto RAZR 40 Ultra er dog blevet offentliggjort, og den byder på nogle enkelte nyheder i forhold til forgængeren. Det handler primært om skærmen på fronten, der nu fylder næsten hele den ene klap-overflade. Det er kun de to frontkameraer, der ikke er en del af skærmen. Og det giver en række nye muligheder i den sammenklappelige verden.
For eksempel er der nu plads til en række nye kontrolinterfaces, der kan styre forskellige apps, uden at du behøver åbne telefonen. Spotify er et eksempel, og adgang til Google Wallet er et andet. Der er sågar plads til spil, såsom en digital udgave af den klassiske kugle-labyrint, hvor man skal vippe overfladen for at få kuglen ud af labyrinten. Selv Googles tastatur kan hives op på skærmen, hvis du vil skrive en hurtig SMS.
Helt præcis er frontens OLED-skærm på 3,6 tommer, med en refresh rate på 144 Hz. Opløsningen er på 1066×1056. OLED-skærmen på indersiden er typisk for denne formfaktor, nemlig høj og smal. Den er på 6,9 tommer med en opløsning på 2640×1080 pixels og en refresh rate på 165 Hz.
Ulempen ved så stor en skærm på fronten er dog naturligvis, at der er mere skærm, der kan gå i stykker, hvis du taber telefonen. Den er dog IP52-certificeret, så helt sårbar er den ikke. Dertil kommer at mere skærm også kræver mere strøm, Og der sidder kun et 3800 mAh-batteri i denne topmodel. Den kan dog lades op med 30W hurtig opladning via kabel, mens trådløs opladning foregår ved 5W
Billigere udgave på vej
Der er 256 GB lagerplads i telefonen og 8 GB RAM, men den kan dog også fås med 512GB og 12 GB RAM. Moto RAZR 40 Ultra skuffer dog, når det gælder CPU’en. Her er der nemlig tale om den forrige SoC-topmodel fra Qualcomm, Snapdragon 8+ Gen 1. De fleste Android-topmodeller, der kommer ud lige nu har Snapdragon 8+ Gen 2 ombord. Målgruppen for RAZR 40 Ultra går dog sandsynligvis mere op i design end hestekræfterne under motorhjelmen.
Prisen ligger på 8.899 kroner, og den er tilgængelig nu i Infinite Black, Glacier Blue og Viva Magenta. Men hvis denne pris skulle ligge over budgettet, kan det måske betale sig at væbne dig med lidt tålmodighed. Motorola har nemlig også teaset en billigere foldbar i klap-formatet, som vi dog what haveendnu ikke ved alt for meget om.
Den hedder blot Moto RAZR 40, og Motorola har foreløbig blot sagt, at den kommer ud i i løbet af ”få måneder”. Om det også gælder Danmark, ved vi endnu ikke. Men prisen ser ud til at blive attraktiv. I Kina er den cirka 30% billigere end topmodellen, så hvis det holder stik, kan vi altså forvente en pris på omkring 6.230 kroner. Det vil i givet fald være den billigste foldbare på markedet.
Det kræver dog til gengæld nogle kompromisser, og det betyder at skærmen på fronten er væsentligt mindre og mere i stil med Samsungs Galaxy Z Flip4. Den har en endnu langsommere CPU end topmodellen, Snapdragon 7 Gen 1, 8GB RAM og 128GB lagerplads. Til gengæld er batteriet større med 4.200 mAh, og du får den samme skærm indvendigt som topmodellen. Ydersiden er bedækket med kunstlæder.