Netflix’ begrænsede adgang kan føre brugere i favnen på cyberkriminelle
Netflix forsøger at hindre brugere i at dele deres abonnementer gennem deres seneste opdatering. Dette har utilsigtet åbnet et marked for ulovlige Netflix Premium-abonnementer på Darknet, ifølge en ny undersøgelse fra Check Point Research.
Streamingtjenesten Netflix har iværksat udrulningen af en kontroversiel funktion, der forhindrer brugere i at dele deres Netflix-konto med venner og familie uden for deres egen husstand.
Ifølge Check Point Research, som er en del af Check Point Software Technologies, har denne ændring fra Netflix skabt et perfekt miljø for cyberkriminelle, der ønsker at udbytte Netflix-brugere, der søger en billigere adgang til streamingtjenesten.
Check Point-analytikere har identificeret flere brugere på meddelelsestjenesten Telegram, der tilbyder adgang til Netflix-konti med Premium-abonnementer på Darknet for så lidt som 15 kroner om måneden. Check Point fraråder dog danske forbrugere at købe en Netflix-konto gennem sælgere på Telegram og Darknet, da de billige abonnementer ofte er stjålet fra uvidende brugere.
“Cyberkriminelle udnytter ofte ændringer i forbrugernes adfærd til deres fordel. Ændringerne hos Netflix er ingen undtagelse, og vi oplever, at mange kriminelle forsøger at sælge adgang til billige abonnementer på streamingtjenester via Telegram og Darknet. Det er dog vigtigt at understrege, at der i langt de fleste tilfælde er tale om Netflix-konti, som hackere har fået adgang til ved f.eks. datalæk eller gennem phishing e-mails”, forklarer Balder Borup, der er Security Engineer hos Check Point Software Technologies i Danmark. Han fortsætter:
“Desuden er vi stødt på flere tilfælde, hvor brugere har købt en Netflix-konto med Premium-abonnement via Darknet, men aldrig fået adgang eller har fået deres konti blokeret efter få dage eller uger. Derfor opfordrer vi forbrugerne til ikke at lade sig friste af tilbud, der ved første øjekast virker for gode til at være sande”.
Check Point opfordrer også nuværende Netflix-brugere til at være årvågne omkring eventuel kompromitteret adgang til deres Netflix-konto:
“For ikke selv at få stjålet sine adgangsoplysninger til Netflix, som hackere kan sælge videre, skal man altid huske at anvende et stærkt og sikkert password samt holde øje med, om andre tilgår ens konti uden samtykke. I så fald skal man sørge for at logge dem ud og ændre sit password med det samme”, fortæller Balder Borup.