Apple klar med Adaptiv Audio til AirPods Pro, der kombinerer støjreduktion og fokusering på stemmer omkring dig.
Apple har med AI implemeret Adaptiv Audio i deres AirPods Pro. Det blev præsenteret på WWDC 2023. Det blev dog ikke fortalt hvornår funktionen er klar.
Adaptiv Audio betyder reelt, at Apple bruger AI til at sortere lyde fra, selv når du har blandet omgivelsernes lyd ind i din lytning af musik eller podcasts. Pludselige, larmende lyde bliver dæmpet, sådan at du stadig kan høre dem, men ikke bliver forskrækket.
Med i Adaptiv Audio er også en funktion, som bl.a. Samsungs Galaxy Buds Pro har haft i et års tid, nemlig muligheden for at skrue automatisk ned for f.eks. musikken, når en person kommer og taler med dig. På den måde behøver du ikke tage øreproppen ud eller gribe fat i telefonen for at skrue ned.
AirPlay har også fået en opdatering, og som forventet lancerede “AirPlay in Hotels”. Det kommer til udvalgte hoteller senere. Det gør det meget lettere at koble op på en skærm på et hotel – og funktionen kobler dig også op på WiFi på hotelværelset automatisk.
DJ-krig i automobilen
Der var også lidt nyt til Apple TV-brugerne i forhold til AirPlay. Fremover vil du kunne bruge dit TV med et tilkoblet Apple TV som skærm, når du FaceTimer. Du sætter simpelthen din iPhone eller iPad op under skærmen og så retter kamerasoftwaren automatisk billedet ind efter, hvor du befinder dig i rummet eller hvis du bevæger dig rundt.
Dertil kommer at du kan bruge forskellige gestikulationer til at vise AR-agtige symboler, animationer og ikoner, såsom f.eks. hjerter.
SharePlay kommer også til CarPlay, så du kan dele musik på farten. Når chaufføren har sin iPhone forbundet via CarPlay kan de andre passagerer (med iPhones) hoppe med på chaufførens “session” og spille musik over bilens anlæg. Et lille vindue popper op og spørger om brugeren vil være med sessionen, når den starter.