iMessage-fænomenet med de grønne bobler på bliver lidt mere udholdeligt for iPhone-brugerne, men Android-ejere må stadig leve med dårlig foto- og videokvalitet.
Det er næppe nogen nyhed, at Danmark er et iPhone-land. Ifølge StatCounter sidder 67% af befolkningen på iOS, mens 31% sidder på Android. Her tælles iPadOS formentlig med under iOS, men alligevel. Det skal sammenlignes med resten af verden, hvor tallene er lige omvendt. Selv i resten af EU sidder Android på omtrent 62% af markedet og iOS på 38%.
Men selv om danskerne foretrækker iPhones er hver tredje dansker altså Android-bruger, og det er rigeligt til at iMessage bliver besøgt af grønne talebobler fra tid til anden. Som bekendt dukker Android-beskeder op i iMessage som beskeder, der ud over at være grønne, kan forstyrre gruppe-SMS-tråde, der sværere at håndtere for alle involverede. F.eks. kan selve tråden blive ødelagt.
Blandt alle fanfarerne i forbindelse med Apples afsløring af iOS 17 i mandags dukkede der dog en bemærkelsesværdig løsning op, der stille og roligt gik uden om Apple-holdet WWDC-keynote. Det skriver XDA-developers. Først og fremmest bevares tråden, der skrives i. Denne kan ellers blive brudt op, når Android-brugerne dukker op. For det andet kan beskeder i trådene nu redigeres, som hvis der kun var iPhone-brugere i tråden.
Og så er der fotos og videoer. Når fotos krydser platformgrænserne i den digitale verden, kan de i fremtiden nå deres tilsigtede destinationer i relativt uspoleret kvalitet, så længe der står iPhone på destinations-smartphonen. iMessage komprimerer billeder og videoer en smule, men mellem iPhone-brugere kan disse filer transporteres relativt uskadt, når først iMessage-kompressionen er sat ind.
Bliver ikke bedre på Android-siden
Det er naturligvis fordi iMessage ikke behøver bruge MMS-protokollen, der slet ikke er lavet til at transportere fotos og videoer i den størrelse, vi nu tager med vores smartphone-kameraer, der hurtigt kan kravle op i 4K, og i enkelte tilfælde, 8K. iMessage skifter over til MMS, når der skal sendes beskeder til Android, og derfor bliver fotos og videoer komprimeret til ukendelighed.
Det sidste bliver dog undgået på iPhone-siden i iOS 17. Med andre ord bliver iMessage-tråde ikke længere sænket i kvalitet, fordi en Android-bruger kommer med på linjen – altså blandt iPhone-brugerne. Ifølge XDA-developers’ tests kommer fotos og billeder nu relativt uskadt igennem til andre iPhone-brugere i gruppe-SMS’er, hvor der også befinder sig Android-brugere.
Android-brugerne er dog stadig sat uden for døren. MMS-protokollen benyttes stadig på deres side af samtalen, og det betyder, at fotos og videoer ankommer i samme dårlige kvalitet som altid, når de sendes fra iPhone-brugere. Apple har altså forbedret vilkårene, når det gælder de grønne bobler, men kun for deres egne kunder.
iPhone-brugernes Android-venner vil altså stadig være utilfredse. Google har i årevis forsøgt at få Apple til understøtte mobilindustriens foretrukne protokol, RCS, sådan at alle smartphones chatter på samme måde. Apple kan stadig nå at lave en del om, eftersom ovenstående er baseret på en beta-version, men en decideret RCS-understøttelse kommer næppe lige nu.