Vi har testet Orbi 963, der er et WiFi 6E MESH sæt fra Netgear, der giver dig lynhurtigt trådløst internet, og kan dække selv de største huse og haver uden problemer.
Er du på jagt efter nyt netværk til dit hjem, og skal det helst kunne dække rigtigt mange kvadratmeter, så har vi testet Netgear Orbi 963 serien, som enten er en stand-alone router, eller et sæt hvor du får f.eks. router plus to satellitter til at dække et kæmpe område på over 800 m2.
Sættet er ikke billigt. Du skal af med tæt på mellem 15.000 – 18.500 kr., afhængig af dagspris, men så får du også 10Gbps WAN port, 2,5Gbps bachhaul og 1 Gbps kablet net. Og så er sættet naturligvis WiFi 6E, så du har masser af trådløs båndbredde.
Vi har testet Netgear Orbi 963, og her er hvad vi synes.
Design og Installation
Netgear Orbi RBK963 kommer i en kasse der har routeren og to ekstra mesh satellitter. De ligner hinanden, og eneste forskel er at router delen har en 10 gigabit WAN port, så du kan tilslutte lynhurtig fiber hvis du har adgang til det.
På alle enheder får du så en 2,5 Gbps ethernet port samt tre 1 Gbps porte til kablet netværk. Den lynhurtige 2,5 Gbps kan f.eks. bruges til kablet backhaul mellem router og en satellit. Den anden måtte køre 1 Gbps..
Sættet kommer enten i sort eller hvid, og sættet vi testede var et sæt med 3 i sort.
På forsiden er der en diode der viser forbindelse, og enhederne måler 27,94 (H) x 19,05 (B) x 7,62 (D) centimeter.
Installationen tager ikke langt tid. Du scanner blot QR koden på routeren, og så kan du sætte det hele op via Netgears app. Satellitterne sættes op en efter en, og du vælger selv, om du vil køre kablet backhaul eller trådløst mesh, uanset hvad du vælger får du lynhurtig forbindelse mellem enhederne. Men har du mulighed for at køre kablet mellem router og satellit, er det altid en fordel.
Den sparker mit Unifi til hjørne
I mit eget netværk har jeg Ubiquiti Unifi med WiFi 6, og sammenligner jeg de to, må jeg indrømme at Orbi 963 sparkede mit Unifi 6 til hjørne når det gælder dækning og lethed i installation.
De tre enheder blev forbundet via kablet backhaul, og i mit hus på 4 etager (kælder, stue, 1. sal og loft) placerede jeg router i kælder hvor mit internet kommer ind, og så en satellit i stue etagen, og den sidste på 1. sal. Og med den opsætning havde jeg super trådløs WiFi 6E dækning fra kælder til kvist, og min 700 m2 grund var også godt dækket ind.
Hvis du vælger trådløst mesh bruger Orbi 963 et dedikeret 5Ghz trådløst net til at forbinde, og det virker også rigtigt godt. Jeg kunne sagtens bruge min gigabit ethernet forbindelse til fulde både via trådløs og kablet Mesh.
RBKE963 er udstyret med en 2,2 GHz quad-core CPU, 1 GB RAM og 512 MB flashhukommelse. Det er et quad-band AX11000-system, der kan levere datahastigheder på op til 1.200 Mbps på 2,4 GHz-båndet, 2.400 Mbps på hvert af de to 5 GHz-bånd og 4.800 Mbps på 6 GHz-båndet.
Den understøtter al den nyeste Wi-Fi 6-teknologi, WPA3-kryptering, signaloverførsler direkte til klient (også kendt som beamforming) og MU-MIMO-simultan datastreaming.
Der skal nok være mange der læser denne anmeldelse og siger, ja men Unifi kan meget mere, og ja, det er rigtigt at vil man have et sæt hvor man selv står for mere opsætning, adskilte routere, AP’er og switche, så kan man for samme beløb sagtens få masser af netværk, men det er ikke det denne anmeldelse handler om, og derfor vil jeg ikke bruge mere tid på det, men blot konstatere, at Orbi 963 sættet sagtens kan lege med de store og også på nogle områder sætte dem til vægs.
OpenVPN og Netgear Armor
Netgear Orbi 963 har understøttelse for OpenVPN. OpenVPN er en rigtig robust VPN løsning, og for dem som har behovet, så får du med dette en rigtig god måde at koble dig på dit hjemmenetværk når du er på farten.
En af fordelene ved at have en VPN forbindelse til hjemmet, er at du kan styre de fleste af dine netværksenheder på rejser, men også hvis du f.eks. er udenfor EU, og gerne vil se dansk TV eller streaming, så kan du koble dig på dit hjemmenetværk og så tror både TV 2 Play og YouSee at du stadig sidder hjemme i stuen og ser med.
Og nu hvor Netflix har annonceret de går efter konto-deling, kan man faktisk også bruge VPN til at enheder der ikke er på den samme fysiske adresse kan dele netværksadresse uanset hvor man er.
OpenVPN virker med både Windows, MacOS, Linux, Android og iOS, så uanset hvad smartphone, tablet eller computer du har, så kan du finde en OpenVPN klient der virker.
Netgear har et også samarbejde med Bitdefender, der gør du kan beskytte enhederne i dit netværk mod virus og malware, og sammen med pakken får man et 30-dages prøve abonnement. Derefter har det en omkostning. En omkostning som jeg personligt synes er alt for dyr oven i det som sættet koster.
Fin app til at styre dit netværk – Personligt foretrækker jeg dog web interfacet.
App’en er rigtig brugervenlig, og den er god til at guide dig igennem de forskellige funktioner du har til rådighed, og ønsker du at sætte forældre kontrol op, er der funktioner du kan implementere.
Du kan sætte gæstenetværk op vis app’en, så gæster i dit hjem ikke skal bruge dit private net, og ikke have adgang til dine egne netværksenheder.
Du kan naturligvis også åbne porte hvis du har en gamingserver eller andet du gerne vil vise til omverden, men det vil jeg kun anbefale at du gør, hvis du virkeligt har behovet.
Du får en række ekstra funktioner når du bruger web interfacet, der bl.a. tilbyder avancerede indstillinger, som du ikke får med appen, herunder muligheden for at administrere adgangskontrollister, konfigurere et separat IoT-netværk til alle dine smarte enheder og konfigurere VPN-indstillinger.
Til gengæld får du et lækkert dashboard i app’en hvor du kan følge med i hvor mange enheder der er forbundne og hvor meget data de bruger.
WiFi 6E sparker virkeligt røv
Lad mig lige starte med at slå fast. Lige nu er det de færreste der har mange enheder der kan køre WiFi 6E. Måske en smartphone eller en nyere bærbar, men hvis du har det, så kan du mærke forskel.
Wi-Fi 6E er en udvidet udgave af Wi-Fi 6. Wi-Fi 6E understøtter forbindelse i frekvenserne 6 GHz, 5 GHz og 2,4 GHz mens Wi-Fi 6 og tidligere versioner kun understøtter forbindelse i frekvenserne 5 GHz og 2,4 GHz. Og det er 6 GHz båndet der gør at du får endnu mere trådløs båndbredde at boltre dig på. Faktisk kan du med både WiFi 6 og 6E opnå hastigheder på helt op til omkring 10 Gbps. Og med det ekstra frekvensbånd er der færre der forstyrrer hvis du bor i et område med mange beboere.
Sammen med Orbi 963 sættet lånte vi en Nighthawk AXE3000 USB 3.0 adapter, der kører WiFi 6E, og jeg skal love for at der er fart over feltet når man gamer eller skal flytte mange filer.
Adapteren koster lige under 1.000,- kr., og du kan se bedste dagspris her.
Adapteren var let at sætte op, og der medfølger et USB-drev med drivere. Den kan bruges på både Windows og Mac, og mon ikke der også findes en Linux driver derude?
Konklusion: Sindsyg god ydelse til en sindsyg pris
Lad os bare lukke katten ud af sækken. De fleste har ikke behov for at købe et Meshsæt til den pris. Men hvis man vil ofre prisen, så får man trådløst og kablet netværk der er let at sætte op og vedligeholde.
Man kan også blot købe Orbi 960 routeren alene. Den kan købes for omkring 5.800,- DKK. Men har man brug for trådløst dækning i et kæmpe hus, og har man pengene, så får man med Orbi 963 sættet uovertruffent ydelse. Om det er så mange tusinde kroner bedre end f.eks. Google Nest WiFi Pro kommer an på hvor stort et område du skal dække, men det ændrer ikke ved at Orbi 963 sættet er det bedste MESH sæt vi har testet indtil i dag.
Om du vil ofre de mange tusinde kroner det koster, må du selv vurdere, men vi kan anbefaler sættet fordi det virkeligt giver brugeren et kompakt og let at vedligeholde netværk på både kabel og trådløst.
Pris og levering
Netgear Orbi 963 sættet kan købes allerede nu, og det kan Nighthawk AXE3000 USB 3.0 adapteren også, og koster lige nu:
- Netgear Orbi 960 router: 5.790,-
- Netgear Orbi 963 sæt med router og to satellitter: 14.995,-
- Nighthawk AXE3000 USB 3.0 adapter: fra 940,-
Du kan altid finde bedste dagspris på pricerunner.dk