Forside * Featured

Tesla Files: Tusindvis af hemmeligholdte klager over Autopilot afsløret

-
(Foto: Tesla/Rec.dk)

En lækage fra Tesla afslører også flere end 1.500 klager over problemer med bremserne i adskillige Tesla-modeller.

Det gik ellers lige så godt for Teslas gradvise indførsel af selvkørende teknologi. I adskillige sager, hvor den assisterende funktion i Autopilot og den helt selvkørende FSD (Full Self-Driving) var mistænkt for at have forårsaget ulykker med døden til følge, er teknologien blevet frikendt.

Og for et par dage siden blev det offentliggjort at Teslas Y-model var verdens mest solgte bil i andet kvartal af 2023. Men kort før weekenden holdt det op med at være sjovt at gå på arbejde i Tesla, hvis man arbejder på helt eller delvis selvkørende teknologi.

Annonce:

Torsdag afslørede det tyske erhvervsmedia Handelsblatt nemlig, at de havde modtaget en bunke interne Tesla-dokumenter. Anonyme insidere hos Tesla havde sendt ikke færre end 100GB dokumenter til mediet, som et hold på 12 mennesker nu har brugt seks måneder på at undersøge. Såvel Handelsblatt som flere andre medier har allerede døbt skandalen ’Tesla Files’

Blandt de over 23.000 dokumenter, som Handelsblatt modtog, var der tusindvis af klager fra kunderne over Autopilot-relaterede problemer. Over 2.400 klager, som Tesla modtog mellem 2015 og marts 2022, omhandlede Autopilot. Mange af dem skulle endda handle om det problem med pludselig acceleration, som de amerikanske myndigheder ellers havde frikendt Tesla for.

Tusinder af kunder er bekymrede

Flere end 1.500 af klagerne handler dog om bremsesystemet. I 139 tilfælde klagede kunderne over at Autopilot foretog en pludselig nødopbremsning, mens Tesla’er i 383 tilfælde standsede op på grund af falske alarmer over potentiel kollisionsfare. Teslaerne ”så” simpelthen ting, der ikke var der.

Dertil kommer over 1.000 rapporter om deciderede kollisionsulykker. Blandt dokumenterne var der også et dokument med 3.000 tilfælde af Tesla-ejere, der gav udtryk for deres bekymringer over sikkerheden i Autopilot.

Handelsblatt har kontaktet flere af kunderne, der var nævnt i ’Tesla Files’ for at få bekræftet udtalelser og klager. I flere tilfælde sendte kunderne endda videoer til Handelsblatt for at demonstrere, hvad de havde klaget over.

Dokumenterne afslører også, at Tesla havde beordret medarbejderne til ikke at efterlade sig spor af klagerne i e-mails og SMS’er. Support-medarbejdere måtte ikke engang nævne problemerne på kundernes voicemails.

Eftersom Tesla ikke har nogen PR-afdeling, har Handelsblatt ikke kunnet få officielle svar på spørgsmål fra elbil-fabrikanten. Den eneste respons er kommet i form af et brev fra Teslas topadvokat, der ud over at gøre opmærksom på det rent juridiske i sagen, beder Handelsblatt om at sende dem en kopi af de 100GB og slette alle andre kopier. Du kan læse Teslas brev hos Electrek.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.