Forside * Nyheder

Googles nye AI-tiltag skal gøre dit liv lettere

-
Googles CEO, Sundar Pichai åbnede Google I/O med en melding om at firmaets AI-tiltag skal kunne hjælpe alle (Foto: Rec.dk)

Der er i første omgang fokus på praktisk hjælp med sprog, produktivitet, billedredigering og så naturligvis søgning, når Google forsøger at genvinde terræn på AI-markedet.

Udviklingen indenfor kunstig intelligens er blevet beskrevet som et våbenkapløb. Hvis det er tilfældet, har Google netop afholdt en stor militærparade, hvor al det nyeste isenkram er blevet vist frem.

Ved udviklerkonferencen Google I/O har firmaet præsenteret deres bud på, hvordan de vil fyre en salve retur mod Microsoft, der lige nu har førertrøjen på med deres integration af GPT-4 i Office-produkter. Men det gør Google nu klar til også at gøre med sine produktivitets-værktøjer.

Annonce:

I den professionelle Workspace-pakke arbejder Google således på, hvad de p.t. kalder ”Sidekick”, et sidepanel der proaktivt kommer med forslag, efterhånden som du arbejder. Disse forslag er kontekstbaserede, sådan at de hele tiden er opdaterede i forhold til, hvad du skriver eller foretager dig i hovedvinduet.

Sidepanelet, der lige nu kaldes ‘Sidekick’ af Google, bringer en AI ind i din arbejdsproces med dyb integration i dit dokument (Foto: Google)

I en demonstration ved Google I/O blev dette demonstreret gennem i en knap så professionel sammenhæng, der dog alligevel fint illustrerer, hvad Sidekick kan: En børnehistorie, der havde behov for en fortsættelse. Sidekick kom med adskillige generative AI-forslag til, hvor historien kunne gå hen. Det kan man jo så overføre til rapporter, e-mails og hvad man ellers kan forestille sig.

Mere AI på mobilen

Googles nye AI-modeller bliver dog også integreret i Android, hvor brugerne senere i år (begyndende med Pixel-telefonerne som altid) vil kunne skabe sine egne wallpapers med generativ, kunstig intelligens. Og naturligvis kommer de ovennævnte hjælpefunktioner også til at være tilgængelige, når der skal skrives SMS’er, messenger-beskeder, e-mails og noter.

Sidstnævnte er så funktionel, at du blot behøver skrive få nøgleord, så klarer AI’en resten og skriver f.eks. en hel e-mail ud fra, hvad du har bedt den om. Som med ChatGPT kan du bede om at det bliver skrevet i en bestemt stil. Denne sproglige AI-hjælpefunktion, der kommer til at gå på tværs af Googles økosystem hedder ’Help Me Write’. På Android hedder den dog ‘Magic Compose’.

‘Help me write’ bliver en integreret del af Googles produktivitetsværktøjer, men vil også hjælpe med tekster, der skrives på smartphones, herunder messenger-baskeder og sociale medie-indlæg (Foto: Google)

Det er dog ikke kun med det sproglige og inspirationsmæssige, Googles nye AI-modeller kommer til at være behjælpelige. I Google Maps kommer der en ny ’Immersive View’-funktion, der bruger AI til at binde Street View-billeder sammen, sådan at en rute kan blive vist tredimensionelt i én sammenhængende bevægelse, også før du kører ad den.

AI er allerede integreret i f.eks. Google Photos med dens billedforbedrings-muligheder, men med Googles nye modeller kommer dette til at blive endnu bedre. Et eksempel på dette er Magic Editor, der ikke bare kan fjerne uønskede elementer (som Magic Eraser kan nu), men som kan fritskrabe elementer og lægge nye ind.

En ny form for søgeresultater

Er himlen grå på fotoet? Intet problem, med den nye Magic Editor kan generativt AI lægge en blå himmel ind med fine, hvide skyer i stedet. Fik du klippet toppen af barnets balloner, da du tog billedet? Intet problem, AI’en kan genskabe, hvad du fik klippet væk og gjort ballonerne hele igen.

Mange af disse AI-funktioner er baseret på Googles nuværende sprogmodel, PaLM 2, som de annonceret som værende fuldt udbygget på I/O. Det er f.eks. denne model, som chatbotten Bard nu er baseret på. Det bliver den imidlertid ikke ved med at være. Google er i gang med at udvikle Gemini, en endnu kraftigere AI-platform, der i løbet af nogle år vil udgøre grundlaget for alle firmaets bruger-rettede AI-tiltag.

Sådan kommer søgeresultaterne til at se ud, når du Googler med AI som hjælper i fremtiden (Foto: Google)

Og så er der naturligvis søgningerne, der som bekendt er Googles kerneforretning. Her viste firmaet, hvordan Google-søgninger inden længe vil kunne foretages som helt almindelige forespørgsler i stedet for at skulle formuleres i det særlige sprog, vi alle har vænnet os til at bruge i Googles søgefelt.

Svarene kommer dog også i et mere almindeligt sprog. I stedet for en lang liste med søgeresultater får du i stedet et vindue med en tekst, der minder lidt om en kort Wikipedia-artikel, der i et normalt sprog fortæller dig, hvad du har behov for at vide, med søgeresultaterne (og dertil hørende annoncer) anbragt under informationsvinduet.

Snak med søgemaskinen

I informationsvinduet er der også links-forslag til, hvordan du kan søge videre og få flere informationer. Men hvad der måske er endnu mere interessant er, at et nyt skrivefelt dukker op, når du har kigget igennem søgeresultaterne, der fungerer i noget, Google kalder ’Conversational mode’. Det er simpelthen en slags chatfunktion, der kan forstå almindeligt sprog, men som kan give dig søgeresultater du normalt ville Google dig til, men altså på en meget nemmere måde.

Hvis man skal stole på denne slide, bliver dansk et af de 40 sprog, som Bard og andre af Googles AI-produkter bliver tilgængelige på engang i fremtiden (Foto: Rec.dk)

De forskellige AI-modeller og funktioner bliver først tilgængelige via et ny preview-program, der hedder Google Labs. Hvis du er interesseret i at prøve de nye funktioner, kan du skrive dig op via denne hjemmeside. Mange af de nye initiativer bliver dog kun tilgængelige i USA først. På sigt vil du dog kunne bruge disse funktioner på dansk, for det er et af de 40 sprog, Googles AI-hjælpere kommer til at understøtte, hvis man skal tro en af de slides, der blev vist i keynoten.

Chatbotten Bard er i øvrigt også blevet åbnet op til offentligheden i 180 lande, men Danmark er ifølge Google Danmark ikke et af dem. Den skulle dog også snart kunne tilgås fra danske devices, og hvis du er seriøst interesseret i at lege med den, er du sikkert også kvik nok til at finde en måde at tilgå den i et andet land.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.