Nye forskningsresultater afslører betydelige klimamæssige fordele ved brug af genbrugt elektronik
Til trods for en voksende accept af brugte smartphones og laptops, har der tidligere været usikkerhed om den faktiske klimamæssige gevinst ved genbrugt elektronik. Denne tvivl er nu aflivet med en af de første forskningsbaserede livscyklusanalyser på området.
Den detaljerede rapport, udarbejdet af det anerkendte Fraunhofer-institut for virksomheden Refurbed, fastslår betydelige klimafordele ved cirkulær elektronik.
Genbrug af elektronik kan resultere i besparelser på op til 91 procent CO2, 97 procent vand og 80 procent elektronisk affald i forhold til køb af nye produkter, lyder konklusionerne i rapporten.
Undersøgelsen omfatter smartphones, tablets og laptops, og resultaterne er betydelige uanset produktkategori.
“Det særlige ved den her undersøgelse er, at vi har foretaget en omfattende analyse af genanvendte produkters miljøpåvirkning i både scope 1, 2 og 3. Det betyder, at vi med stor nøjagtighed og på helt kvantificerbar vis har målt den samlede påvirkning, et genanvendt produkt har på vores planet”, fortæller Paul Ruford fra Fraunhofer Austria Research i en udmelding.
Klimafordelene ved genbrugt elektronik er større end hidtil antaget, og virksomheden Refurbed håber, at undersøgelsen vil opmuntre flere forbrugere til at anerkende de betydelige klimamæssige fordele ved genbrugt elektronik.
”Vi er overbeviste om, at sammenlignelige data og transparens om genanvendelse bidrager til et mere bæredygtigt forbrug af elektroniske produkter. Allerede i dag erstatter genanvendte produkter behovet for at købe nye produkter. 73 procent af de forbrugere, der køber genanvendte produkter, vælger aktivt at gøre det i stedet for at købe dem fra ny. Lige så mange er enige i, at genanvendt elektronik fungerer lige så godt som ny,” siger Peter Windischhofer, medstifter af Refurbed.
Uddrag fra livscyklusanalysen
Op til 91 procent CO2-besparelse
Ved at købe genanvendt elektronik frem for ny opnås der omfattende CO2-besparelser – blandt andet fordi et genanvendt produkt ikke skal igennem ressourcetunge og forurenende produktionsfaser. CO2-besparelserne varierer på tværs af modeller og produktkategorier – fra en besparelse på 69 procent for en Lenovo Thinkpad T460 i5 til 91 procent besparelse for en Apple iPad Pro 4 12,9″ (fra 2020).
Eksempel: Det anslås, at en genanvendt Apple iPhone 11 genererer 15,7 kg CO2, hvilket er 56,3 kg mindre end en nyproduceret enhed. Det svarer til en CO2-besparelse på 78 procent.
Op til 97 procent vandbesparelse
Produktion af ny elektronik bruger store mængder vand. Alene produktionen af én ny smartphone kræver op til 13.000 liter vand, og for computere er tallet endnu højere. Ved at købe et genanvendt produkt i stedet for et nyt opnås der i langt de fleste tilfælde en vandbesparelse på mellem 86 og 97 procent, alt afhængigt af produktet.
Eksempel: Produktionen af en ny Apple iPhone 11 kræver 12.075 liter vand. Istandsættelsen og videresalget af et genanvendt produkt af samme model kræver kun 1.695 liter. Det svarer til en vandbesparelse på 86 procent.
Op til 80 procent mindre e-affald
E-affald er den hurtigst voksende affaldsstrøm i europæiske husholdninger. Det skyldes især det store forbrug af elektroniske produkter, produkternes korte levetid, en fremhærskende køb-og-smid-væk-kultur og få reparationsmuligheder. Alene i Europa produceres der 10 millioner tons e-affald om året, hvoraf kun ca. 40 procent indsamles til genanvendelse. I denne kategori viser tal fra Fraunhofer-instituttet et markant besparelsespotentiale: Med genanvendte produkter kan e-affaldet reduceres med mellem 60 og 80 procent.
Eksempel: En ny Apple iPhone 11 estimeres til at generere 239 gram e-affald efter endt produktlevetid. Til sammenligning er der tale om blot 70 gram for en genanvendt enhed. Det svarer til en e-affaldsbesparelse på 71 procent.
Læs mere i den fulde rapport her
Om undersøgelsen Fraunhofer-instituttets omfattende livscyklusanalyse har beregnet den samlede miljøpåvirkning fra første og anden brugsfase (nyindkøb og istandsættelse) af smartphones, tablets og bærbare computere. For at beregne det samlede CO2-fodaftryk per enhed er der både taget hensyn til produktionen og parametre som materialeudvinding, transport og forbrugernes brug. Beregningen er baseret på følgende modeller: Apple iPhone 11, Samsung Galaxy S20 FE, Apple iPad Pro 4 (2020), Apple MacBook Air 13,3″ (2017) og Lenovo Thinkpad T460 i5. |