Tjenesten Disney+ vil i år hæve prisen, indføre et reklame-abonnement og fjerne indhold
Disney havde allerede på forrige regnskabsfremlæggelse fortalt at de ikke kommer til at holde prisen i ro i 2023 på streamingtjenesten Disney+
Nu har de gentaget dette budskab i forbindelse med årets seneste finansielle opdatering. Det skriver FlatpanelsDK
Der bliver tale om en højere pris for mindre indhold, for Disney annoncerede også at udvalgt indhold, som i dag er tilgængelig på tjenesten, vil forsvinde for i stedet at blive solgt til visning hos andre.
Til at begynde med havde Disney travlt med at få nye abonnenter ind til Disney+, men nu handler det ikke længere om vækst men om konsolidering og forbedret indtjening.
Disney+ tabte 4 mio. abonnenter i første kvartal i år og landede på 157,8 mio. abonnenter. Til sammenligning har Netflix 232,5 mio. abonnenter.
Hvor meget Disney+ kan stige i år kom de ikke ind på. Til gengæld annoncerede de at en reklamebaseret model kommer til Europa i slutningen af 2023. Hvorvidt det også gælder Danmark vides endnu ikke.
Det er dog en mulighed at en prisstigning på standard-abonnementet kombineres med en introduktion af et billigere abonnement delvist betalt af reklamer.