Stoffet på MARKUS-stolen ser ud til at udvikle så meget statisk elektricitet at det kan få computerskærme til at slukke i få sekunder.
Det er en velkendt sag, at statisk elektricitet og digital elektronik ikke er særligt gode venner. De fleste Rec.dk-læsere er formentlig velbekendte med forholdsreglerne der skal tages, inden man f.eks. skifter en harddisk ud eller sætter ny RAM i laptoppen – altså hen og røre ved radiatoren først, lad være med at tage polyester-trøjen på den dag, og så videre.
Men det er næppe helt lige så mange, der tænker over, at en kontorstol kan skabe så meget statisk elektricitet, at den eksterne computerskærm koblet til laptoppen eller den stationære computer beslutter sig for at lukke ned.
Det var dog præcis, hvad der skete for Felix Häcker, en bruger af Twitter-alternativet Mastodon. I en tråd på det sociale medie fortæller han om, hvordan hans skærm blev ved med at slukke, indtil han fandt ud af, at hans kontorstol, en MARKUS-model fra IKEA, var årsagen. Han begynder tråden med dette råd: ”Folkens, husk at tjekke om jeres IKEA-stole er kompatibel med jeres skærme. Det er ingen spøg!”
Felix Häcker beretter, at hans nye skærm havde en tendens til pludselig at gå i sort i nogle få sekunder. Det skete tilstrækkelig mange gange i løbet af en dag til at være møgirriterende, og i går fik han nok og besluttede sig for at undersøge sagen.
Han begyndte som de fleste af os nok ville, med at tjekke om alle stik sad som de skulle, og fortsatte derefter med at rykke stikkene lidt frem og tilbage for at se, om der skulle være en løs forbindelse et eller andet sted. Det syntes ikke at være tilfældet. Han begyndte så at skifte kablerne ud for at være sikker, men det hjalp heller ikke.
Mange har samme problem
Kunne det være strømmen, så? Et skift til et andet strømstik havde ingen effekt på de irriterende sortskærms-pauser. Efter noget tid opdagede Felix Häcker imidlertid, at problemet opstod, når han rejste sig op eller satte sig ned i sin stol, hvilket var besynderligt, eftersom stolen end ikke havde fysisk kontakt med bordet. Det gav ham dog en mistanke.
Han tog sin MARKUS-stol og flyttede den væk fra skærmen og bordet og prøvede med en anden stol i stedet. Og så gik problemet væk. Da han satte MARKUS-stolen tilbage igen, kom problemet tilbage. Som Felix Häcker skriver, havde han ikke forventet at hans billige IKEA-stol havde en indbygget on/off-feature, ”men det er da en meget god privatlivsfunktion…”
Siden har han eftersøgt sagen i sit hjemland, Tyskland, og fandt blandt en bruger med samme problem i en tysk forum-tråd. Her beskriver den anden bruger, hvordan problemet kan løses ved at sætte kobberfolie eller kobbertape på bunden af stolen og jorde den derfra.
Felix Häcker mistænker blandt andet sædestoffet på stolen for at være synderen, fordi der muligvis udvikles statisk elektricitet derfra. Adskillige brugere har siden tilføjet indlæg i tråden, hvor de fortæller om lignende oplevelser eller takker Felix Häcker for at løse et mysterium, de ikke har kunnet forstå til nu.
Ud fra disse indlæg ser det ud som om DisplayPort-forbindelser er mere følsomme for problemet end HDMI-stik, så det er værd at tage med. En enkelt bruger har endda fundet en videnskabelig artikel fra 1993, der forklarer problemet. Så hvis du har bøvl med skærmen og ikke kan forstå hvorfor, kan det være tid at hente en køkkenstol og foretage en A/B-test.