’RoboCop’ er kommet lidt tættere på virkeligheden i USAs største by.
Der er naturligvis masser af eksempler på film og tv-serier, hvor robotter terroriserer mennesker i en nær fremtid. Men med et nyt tiltag er USAs største by kommet lidt tættere på et af de mere legendariske eksempler på sådan en film: ’RoboCop’.
Automatiserede politistyrker i form af robotter overvejes lige nu af flere amerikanske byer, men en af dem, der har besluttet sig for at sætte det i gang, er New York City. I går præsenterede New Yorks borgmester, Eric Adams, således to robot-typer, der nu skal være med til at håndhæve lov og orden i den store by.
Selv om en af de nye robotter vejer 200 kilo og virker temmelig massiv, er der dog ikke tale om en robot, der kan smide rundt med mennesker og har indbyggede skydevåben. Denne robot minder i højere grad om Marvin, den depressive robot fra ’Hitchhiker’s Guide to the Galaxy’.
Our D.C. office building got a security robot. It drowned itself.
We were promised flying cars, instead we got suicidal robots. pic.twitter.com/rGLTAWZMjn
— Bilal (@bilalfarooqui) July 17, 2017
New York har nemlig tænkt sig at lade visse områder blive patruljeret af en K5-robot fra Knightscope. Dette firma blev verdenskendt i 2017, da en af firmaets K5-robotter tilsyneladende blev så deprimeret over at skulle patruljere i en kedelig kontorbygning i Washington D.C., at den besluttede sig for at drukne sig.
Billigere end en menneskevagt
K5-robotterne har ofte været udsat for overfald begået af fulde mennesker og er blevet vandaliseret af andre. De har også været involveret i nogle grimme uheld, som da et 16-måneder gammelt barn blev kørt over af en af dem i et shoppingcenter.
New York har foreløbig lejet en K5-robot som et pilotprojekt i seks måneder, hvor den skal patruljere det berømte område omkring Times Square og den nærvedliggende undergrunds-togstation. New York betaler ”kun” ni dollar i timen – cirka 63 kroner – at leje robotten.
Men hvor K5 ligner et stort æg, der kommer rullende med et kamera påmonteret, er Boston Dynamics’ Spot straks mere skræmmende. Den hunde-agtige robot har længe været et af det nu Hyundai-ejede robotfirmas flagskibsprodukter, men den har også forårsaget en del frygt og bæven.
Automatiserede angrebshunde
For eksempel var Spot-robotten inspirationen til måske den mest intense og uhyggelige Black Mirror-episode af dem alle, ’Metalhead’, hvor en ustoppelig robothund jagter og udraderer en gruppe mennesker. Spot-lignende robotter dukkede også op i den nyere fransk-britiske serie-nyfortolkning af ’War of the Worlds’, hvor de er ”angrebshunde” for de invaderende rumvæsener. Der er også firmaer, der sælger Spot-lignende robotter med påmonterede skydevåben.
New Yorks politi, NYPD, gennemførte allerede i 2021 forsøg med Spot-robotter, der dog forårsagede en hel del furore blandt indbyggere i byen. Til trods herfor vil NYPD alligevel købe to Spot-robotter, som ifølge borgmester Eric Adams dog kun vil blive brugt ”i højrisiko-situationer”, såsom giftigt kemikaliespild eller gidseltagninger. Der er altså mere Rulle-marie end RoboCop over Spot-robotternes arbejde, i hvert fald til at starte med.
Robot-initiativet starter i juli, så hvis du skal til the Big Apple på sommerferie, kan du f.eks. kigge efter K5-vagtrobotten på Times Square.