Forside * Nyheder

Elon Musk skal forklare udtalelser om Autopilot i retten

-
Elon Musk konfronteres nu med tidligere udtalelser om Teslaer sikkerhed, når de kører sig selv (Foto: NORAD and USNORTHCOM Public Affairs).

Tesla-CEO’en sagde angiveligt i en video fra 2016, at Teslas Autopilot allerede dengang var mere sikker end menneskelig kørsel. Teslas advokater siger, videoen kan være en deepfake.

Vi lever i en tid, hvor mange udtaler sig offentligt langt oftere end tidligere på grund af den lette adgang til digitale og sociale medier. De samme medier gør det muligt at gemme udtalelser i længere tid, så de kan hjemsøge udtaleren i årevis efterfølgende.

En af de folk, der ofte bliver konfronteret med tidligere udtalelser er Elon Musk, og i de fleste tilfælde handler det mest om hykleri og 180-graders vendinger rent strategisk. Men i et enkelt tilfælde er det mere alvorligt, og Elon Musk skal nu ifølge Reuters afgive forklaring i en retssag om en tidligere udtalelse, der kan få store konsekvenser.

Annonce:

I 2016 udtalte Elon Musk angiveligt i en video om Teslaers selvkørende funktion, at ”På nuværende tidspunkt kan Model S og Model X køre autonomt med større sikkerhed end en person kan. Nu og her.”

I de syv år, der er gået siden, har myndigheder i flere lande undersøgt ulykker, hvor Teslaernes selvkørende funktion mistænkes for at være årsagen til ulykken. De samme myndigheder kritiserer Tesla for at have markedsført en selvkørende funktionalitet, der ikke er klar. Så sent som i fredags frikendte en jury Tesla i den første egentlige retssag, hvor Autopilot var på anklagebænken.

Tre timers afhøring

I 2018 kørte en Apple-ansat tekniker, Walter Huang, galt i sin Tesla og blev slået ihjel. Huangs familie har sagsøgt Tesla, fordi de mener, at softwaren bag den selvkørende funktion fejlede. Tesla argumenterer modsat, at Huang sad og spillede på sin telefon, da ulykken skete, og dermed ignorerede advarslerne, som bilen kom med.

Familien henviser også til en anden Tesla-reklamevideo, der ligeledes er fra 2016, og som indeholder teksten ”Personen i førersædet er der blot af juridiske årsager. Han foretager sig ikke noget. Bilen kører af sig selv.” Ifølge Huangs familie har Musk personligt presset på for at få dette specificeret, og han tweetede siden at videoen er bevis for at denne ”Tesla kører af sig selv”.

En af de Teslaer, der blev mistænkt for at være forulykket på grund af Autopilot, udbrændte næsten totalt. Tesla blev dog frikendt i den pågældende sag. (Foto: KHOU-11)

I forbindelse med Huang-sagen afgav den daværende leder af Autopilot-udviklingen, Ashok Elluswamy, en retsforklaring, hvor han sagde, at funktionaliteten vist i videoen endnu ikke var blevet gjort tilgængelig for brugerne. Men grunden til at Elon Musk skal forhøres i tre timer i forbindelse med sagen er en anden.

Bare en deepfake-video?

Det er Huang-familien, der har bedt om at få lov at afhøre Musk om udtalelserne, men Teslas advokater siger, at Musk ikke kan huske hverken sammenhængen eller de konkrete udtalelser. Og så gjorde advokaterne noget usædvanligt. De sagde, at eftersom Elon Musk er en kendt person, kunne man forestille sig, at videoen, som Huang-familien har set, var en deepfake-video.

Teslas advokater såede altså tvivl om ægtheden af den video, Huang-familien gerne vil spørge Musk om, og det fik med det samme dommeren i sagen til at reagere ved at beordre Musk til at blive afhørt. ”Det er dybt bekymrende”, skrev dommer Evette Pennypacker i retskendelsen, ”hvis kendte mennesker kan undgå at blive holdt ansvarlige for deres udtalelser, blot fordi de er kendte og derfor kan være ofre for deepfake-videoer”.

Søgsmålet går ind i selve retssals-fasen 31. juli, så det er næppe det sidste, vi hører til sagen.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.