Sony PSVR 2 tilbyder VR (Virtual Reality) fra øverste hylde og uden det besvær man somme tider kan opleve med VR
VR har for mig altid været spændende og jeg har i kraft af et par år med PR-arbejde på HTC Vive haft VR ganske tæt på.
Muligheden for at træde “ind” i ens spil og være en del af dem, er noget som skal opleves før det helt giver mening og er fascinerende synes jeg.
Desværre har jeg altid følt at VR, for mig i hvert fald, har været tæt på uopnåeligt fordi det er besværligt at sætte op, skal opdateres jævnligt og kræver en kraftig pc, hvis man vil have den bedste oplevelse.
Jeg har aldrig følt, at de stand alone headsets, der er derude, leverer en kvalitet og et spiludbud, som er attraktivt nok.
Med Sony PSVR 2 er det anderledes. Headsættet er uden sammenligning det letteste at sætte op, jeg nogensinde har prøvet.
PSVR 2 tilsluttes din PS5 via et enkelt USB-C kabel, hvorefter du guides igennem en meget overskuelig opsætningsproces. Herfra er det bare at gå igang.
Før fik jeg simpelthen ikke brugt de headsets jeg over tid har haft derhjemme. Det gør jeg med PSVR 2. Tænd, tag på, spil. Det bliver ikke lettere.
Men lad os spole lidt tilbage og kigge på, hvad vi egentlig har med at gøre her.
VR koster
PSVR 2 er efterfølgeren til PSVR der udkom til PS4 i 2016 og tjente som Sonys debut på VR markedet. PSVR 2 er en forbedring på samtlige punkter.
Headsættet er udviklet specifikt til Sony PlayStation 5 og indeholder mange af de features vi kan opleve på de bedste og dyreste headsets på markedet. Derfor er PSVR 2 heller et billigt stykke legetøj. Knap 5.000 kr. skal du af med, hvis du vil træde ind i Sonys VR univers og så skal man eje en PS5 også.
Jeg kan sagtens forstå, hvis mange vil føle, at det er for høj en pris at betale. VR er en dyr fornøjelse. Men sammenligner man PSVR 2 med nogle af de dyreste PC headsets, så giver prisen mere mening. Her betaler man hurtigt det dobbelte, samtidig med at PSVR 2 på spec-siden rent faktisk sagtens kan bide skeer med de bedste (og dyreste) headsets derude.
Derudover kommer PSVR 2 med et par fremragende controllere og fordi PSVR 2 kører sammen med PS5, er det i stand til at levere spiloplevelser der, i hvert fald grafisk, smadrer de ledningsløse headsets fuldstændig.
Design og setup
PSVR 2 bygger på det fundament PSVR skabte. Der er stadig tale om et plastikbånd, som kan justeres, med et par linser i en gummiskal (groft sagt).
Denne gang har det en knap placeret bagpå, hvorfra du kan stramme headsettet samt løsne med et enkelt tryk. Derudover har headsettet medfølgende in-ear hovedtelefoner, som klikkes på headsettet og kan monteres på selve headsettet når du ikke bruger dem.
Du kan naturligvis også bruge almindelige hovedtelefoner, men her kan der opleves udfordringer, da hovedtelefonerne skal passe udover plastikbåndet.
Sonys egne PS5 hovedtelefoner passer perfekt, mens mine Steelseries Nova hovedtelefoner ikke gør. Heldigvis er lyden i in ear hovedtelefonerne fin synes jeg. Man kan naturligvis også vælge at have lyden ud af tv, lydbar osv.
Headsettet er beklædt med gummi foran pande samt nakke, ligesom gummipuder holder al lys ude omkring kinder og næse. Der er fuldstændig lukket af for den mindste lysstråle her, hvilket hjælper på indlevelsen i spillene.
Under headsettet er en knap, hvor man kan se, hvad der foregår udenfor headsettet. Slut er det dermed med at løfte headsettet op for at kunne finde controlleren, kaffen osv.
PSVR 2 kommer med inside-out tracking i form af 4 kameraer til at tracke dine bevægelser og omgivelser. På headsettet kan du også justere placeringen af de to OLED-linser, så de passer bedst muligt i forhold til dine øjnes placering.
Er I flere der bruger headsettet anbefaler jeg, at I hver gang lige kører en lille “øje-test”, hvor PSVR 2 måler dine øjnes placering. Det tager få sekunder og gør oplevelsen meget bedre i forhold til skarpheden.
PSVR 2 følger designet fra PS5 og er holdt i sort og hvid. Det kommer med to OLED displays og leverer 4K i form af 2000 x 2040 pr øje, hvilket er en gigantisk opgradering i forhold til forgængeren som kun kørte 1080p.
Alt står markant skarpere, farverne er tydelige. og jeg kan holde til at bruge headsettet længere tid uden at opleve samme former for kvalme som forgængeren bød på. Jeg kan godt opleve at måtte justere headsettet under brug, hvis teksten bliver uskarp, men det er et mindre problem. Til gengæld kan jeg benytte briller med headsettet på, hvilket er et kæmpe plus. Kvalme/køresyge, kan jeg stadig opleve ved længere sessioner, men det er mindre end tidligere og afhænger naturligvis også af spillet man spiller.
PSVR 2 kører i op til 120 hz og har 110 grader FOV (Field of View). Jeg ville gerne have at FOV´en var en smule større, men det føles trods alt ikke som at kigge igennem en dykkermaske.
At sætte PSVR 2 op er en leg sammenlignet med andre headsets. Som nævnt tidligere tilsluttes PSVR 2 til PS5 via USB-C og man slipper derfor ikke for en enkelt ledning. Kablet er over 4 meter langt og selvom det selvfølgelig havde været lækrest uden, så lever jeg fint med det ene kabel, for at kunne tilgå PS5´s mange hestekræfter.
For mig er det lidt af en gamechanger at det er så let at benytte PSVR 2. Jeg har taget mig selv i at bruge det oftere, fordi det er så nemt og samtidig er muligt at spille flotte spil.
Det fungerer fremragende, er enormt let at sætte op via logiske menuer og den medfølgende æske er designet til at kunne passe godt på headset og controllere når du ikke bruger det.
Det lyder måske ikke af meget, men for mig gør det, at jeg kan have PSVR 2 stående fremme ved siden af min PS5. PSVR 2 er bare mere brugervenligt end andre VR headsets synes jeg.
Når headsettet er monteret skanner det dit rum og fortæller dig om du skal rykke noget, om der er plads nok til at stå og eller om du hellere vil sidde ned. Efter skanningen kan man let justere området man vil spille i. Skanningen tager få sekunder at lave. Jeg må virkelig understrege hvor let og problemfrit det fungerer det her.
Komfort
PSVR 2 er en smule lettere end forgængeren (vejer omkring 560 gram) og er i det store hele behagelig at have på også ved længere sessioner. Jeg testede dog højst en time ad gangen.
Controllerne
På controllersiden er der sket en stor forbedring siden PSVR tog Move-controllerne i brug. Sense-controllerne har greb som holder du en pistol, samt en ring omkring håndryggen til tracking af dine fingre.
Controllerne ligger godt i hænderne og man vænner sig hurtigt til de lidt kortere analogpinde end man er vant til på Dualsense-controlleren.
De har samme features som Dualsense-controlleren, blandt andet haptisk feedback, hvilket er utrolig lækkert. Rystelserne vi er vant til i hænderne ved spil, er i øvrigt nu også en del af selve headsettet, der nu også kan vibrere ved eksplosioner og lignende.
Controllerne er præcise og det er imponerende at opleve, hvordan de tracker ens fingres bevægelser i spil som feks. Horizon Call of the mountain.
I det hele taget må det ikke underkendes hvor stor en forskel controllerne kan gøre. Når du kan mærke hvordan en bue spændes, aftrækkeren klemmes ind eller et magasin giver modstand når det skal isættes favoritvåbnet, ja så tilføjer det en ekstra dimension.
Endnu en feature der bør nævnes, selvom det ikke er en del af controllerne, er eye-tracking. Headsettet sporer dine øjne og hvor det via foeveatet rendering kan gøre grafikken mere sprød, der hvor du kigger, så kan øjesporingen også benyttes under spil.
F.eks. kan du i Horizon navigere i menuerne blot ved at kigge på dem. Det bliver spændende at se, hvad udviklerne kan bruge denne feature til i spillene. I hvert fald virker det præcist og ret syret at styre menuer blot ved at kigge på dem.
VR oplevelsen
Selvom billedet fortsat er en smule mere uskarpt end på OLED 4k tv’et i stuen, så er jeg imponeret over, hvor flot det står. Igen er det syvmileskridt bedre end forgængeren og fuldt på højde med de bedste headsets derude.
I det hele taget er VR oplevelsen god og det skal virkelig prøves før man helt forstår, hvor vildt det kan være. Rumskaleringen er præcis og holder du dig inde for det fastsatte område, fungerer det bare. Jo mere plads jo bedre selvfølgelig.
Skulle du komme udenfor området virker spillet stadig, men du ser røde markeringer på billedet som indikerer at du skal justere din position en smule. Det fungerer glimrende. Har du plads (2×2 meter) vil du ingen problemer opleve.
Hjemmebiograf
En feature i PSVR 2 er muligheden for også at bruge det som tv, eller biograflærred om du vil. Du kan nemlig bruge PSVR 2 til at spille almindelige spil, se blu-rays eller streame på.
Her omdannes PSVR 2 til et kæmpe lærred (du kan justere størrelsen) og selvom det nok ikke er hver dag jeg kommer til at se film med “spanden” over hovedet, så er det nu alligevel ret fedt når tv’et er optaget eller man ønsker et stort lærred. Jeg savner dog at kunne hvile hovedet, hvilket besværliggøres af bøjlen om hovedet.
Spillene
VR er ingenting uden gode spil. En del eksisterende VR titler som bl.a. Star Wars og Moss 1+2 er da også opdateret til PSVR 2 og fungerer fint herpå. Der er nok af spil at tage fat på allerede. Personligt spejder jeg dog lidt efter nye titler, de her stortitler, som gør at man bare MÅ eje PSVR 2.
Sony største “selling-points” på PSVR 2 spilmæssigt lige nu er titlerne Horizon: Call of the Mountain, der er udviklet specifikt til PSVR 2, samt Gran Turismo 7 og Resident Evil Village, der begge har fået gratis VR opgraderinger.
Horizon call of the mountain er et imponerende VR skridt ind i den verden vi nu to gange har oplevet i Horizon spillene. Uden at begive sig ud i en decideret spilanmeldelse her, så indeholder call of the mountain en masse klatring, bueskydning, kamp mod maskiner og andre underholdende elementer. Horizon viser virkelig hvad PSVR 2 kan og man oplever til fulde hvordan VR kan inddrage en på en anden måde end “normale” spil.
Gran Turismo 7 er fænomenalt i VR
Det er dog bilspillet Gran Turismo 7, der i min verden for alvor flår tæppet væk under mig. Spillet der udkom for et års tid siden har fået en fuld VR opgradering og næsten hele spillet, også online kan nu spilles i VR.
Derudover er også tilføjet et VR showroom, hvor du kan gå omkring bilerne og sidde i dem. GT7 VR er kort og godt sindssygt imponerende. Mit første besøg inde i de biler jeg nu har spillet i et år på fladskærmen, er simpelthen vanvittig lækkert.
Man fatter ikke hvor detaljeret det er og hvor ægte det føles. Det samme kan siges på selve banerne. Dybdefølelsen er noget helt andet end det man er vant til på fladskærmen og hele oplevelsen er bare komplet når biler suser om ørerne på en, man kan se hænder og ben, kigge rundt i kabinen, tjekke sidespejle osv.
Har du adgang til et rat bliver oplevelsen bare endnu vildere. Det bliver faktisk lettere at køre bilerne i VR og jeg har kørt løb på op til 10 omgange uden at blive svimmel. For mig er GT7 et kongeeksempel på et spil hvor VR giver os noget helt unikt og noget jeg aldrig vil få tilnærmelsesvis ligeså godt på fladskærmen.
Endelig er der Resident Evil Village VR, der som GT7 er en fuld VR opgradering af spillet. Er du til gys og gru kender du nok Resident Evil og jeg vil bare sige at en tur i VR kræver god nerver, for uha det føles ubehageligt når fjenderne kommer helt op i fjæset på en og chok lurer om hvert et hjørne.
Samlet set
Hvad jeg synes om Sony PlayStation VR 2 kan ret nemt opsummeres. Jeg har kort og godt lyst til at bruge PSVR 2, noget jeg ikke helt har oplevet før.
Andre headsets har været sjove at prøve, men jeg har taget mig selv i ikke at gide dem efterfølgende, enten fordi grafik og spil var for ringe eller fordi det bare har været for besværligt at give sig i kast med.
Her er det både let og samtidig lækkert. Jeg føler at PSVR 2 giver mig noget jeg ikke får på min PS5. Det kan ikke afløse mine spil på fladskærmen, men det er en tilføjelse, som giver mig noget unikt, en følelse af at opleve noget jeg kun turde drømme om da jeg var yngre, at være en større del af de spilverdener jeg elsker. Mere kan man vel ikke forlange.
Sony har skabt et fremragende headset. Hvorvidt det bliver den succes det fortjener, er i høj grad op til Sony selv. Udgiver de spil der retfærdiggør den store udskrivning eller ej? Horizon, GT7 og Resident Evil Village er i hvert fald en rigtig god start og det bliver spændende at se, hvad der ellers dukker op til headsettet i årene frem.
Samlet karakter: 9/10
Pris og tilgængelighed
Sony PlayStation VR 2 koster 4.800 kr (se dagspris)
Er på markedet nu, som tilbehør til PlayStation 5.