Forside * Featured

TEST: Arlo Pro 5 kamera med mange smarte funktioner

-

Arlo er klar med Arlo Pro 5, der er et 2K overvågningskamera med imponerende billede og batteritid.

Arlo Pro 5 er næste generation af Arlos populære 2K overvågningskameraer, hvor man har opgraderet billedekvalitet, zoom og nu med en batteritid der er 30% bedre end forgængeren Arlo Pro 4.

Vi har testet det nye smarte kamera fra Arlo, der kommer til salg i Danmark den 1. april.

Annonce:
Arlo Pro 5
Arlo Pro 5

Udpakning og generel information

Arlo Pro 5 kommer i en kasse, der indeholder kamera, batteri, ophæng til at skrue kameraet fast på væg eller i loft, samt et USB-A kabel som kan oplade kameraet op via en magnetisk oplader, der kan bruges selvom kameraet allerede er monteret. Du kan selv købe en batterioplader og ekstra batterier, og det tager ikke mange sekunder at skifte batteri, når det er tid til det. Der findes også en solcelleoplader, som kan monteres sammen med kameraet hvis du hænger det udenfor.

Arlo Pro 5 med hele æskens indhold
Arlo Pro 5 med hele æskens indhold

Designet er identisk med mange andre Arlo modeller, og da jeg er Arlo Pro 4 bruger selv, kunne jeg faktisk genbruge både ophæng og det kamerahus der hang der allerede. For her er Arlo super smart. Kamera og hardware er monteret, så det let via en lille klik-knap kan tages ud af huset når der skal skiftes batteri. Er du allerede ejer af Arlo kan du sagtens bruge det nye Arlo Pro 5 sammen med dine andre kameraer.

Arlo Pro 5 kommer med indbygget LED Flash lys, der kan tænde når kameraet opfatter bevægelser, ligesom der er indbygget mikrofon og højttaler som også kan bruges som sirene, hvis man vil høre hvad der sker, eller tale med den eller de personer som kameraet optager lige nu.

Installationen af Arlo Pro 5 foregår via Arlo’s app, og du bliver guidet igennem hele installationen. Jeg har skrevet et ekstra afsnit hvis du allerede er Arlo bruger, for så er der en håndfuld ting, som du skal være opmærksom på.

 

Installation af Arlo Pro 5 med Arlo Secure App

Arlo har en app til både Android og iOS, og med den kan du let tilføje et eller flere kameraer, og med Arlo Pro 5 får du tidlig adgang til den nye Arlo Secure App før alle andre, og det er noget af en opgradering. Du kan også tilgå dine kameraer via en webbrowser.

I Arlo Secure kan du arbejde med tre tilstande, og automatiseringer som du kan sætte op på forskellige tidspunkter af dagen. De tre tilstande er Ikke hjemme, Hjemme og Deaktiveret (Standby), og du vælger så hvilke automatiseringer som skal kunne afvikles i de forskellige tilstande.

Appen fungerer godt, men er du allerede Arlo bruger kræver den en del tilvænning, og når du opdaterer fra den gamle version mister du alle de tidsplaner du havde i den gamle app. Det er lidt trælst, men du vil hurtigt opdage at de nye funktioner gør at du alligevel ville være nødt til at lave det om.

I App’en kan du også sætte aktivitets-zoner op for hver enkelt kamera, så du f.eks. ikke optager over hos naboen eller ude på offentlig vej. Ligesom du i app’en også kan se alle de optagelser som kameraet har taget. Det kræver et Cloud abonnement hos Arlo at gemme sine billeder i skyen, og for et enkelt kamera koster det 25,- om måneden. Du kan også vælge en plan som lige nu koster 79,- om måneden, hvor du kan have et ubegrænset antal kameraer på, og så gemmes dine videoer i op til 30 dage. Du kan naturligvis hente dine videoer ned fra skyen og gemme dem lokalt, hvis der er enkelte videoer du gerne vil gemme.

Du kan også købe en Arlo Hub som findes i flere forskellige versioner og så gemme videoerne lokalt. Dette kan stadig kombineres med et Cloud abonnement hvis man vil det.

Personligt har jeg både Arlo Hub og Cloud abonnement til de 7 Arlo Pro 4 kameraer jeg har, og at få Pro 5 ind i app og hub tog ikke mange sekunder.

Der er mange indstillinger i app’en som gør du kan fin-tune kameraets følsomhed for både lyd og bevægelse. Har du f.eks. kameraet et sted hvor der er grene der bevæger sig, kan du ekskludere dem i bevægelseszonen eller sætte følsomheden ned så den ikke reagerer på vind og vindstøj. Det fungerer rigtigt godt, og når først kameraet er sat op, så kører det bare.

 

Arlo på Apple TV

Apple Homekit kompatibel

Arlo Pro 5 er 100% kompatibel med Apple HomeKit, der virker direkte på dine Apple Devices, og hvis du også har Apple TV, kan du live-streame fra et eller flere kameraer samtidigt. Du kan også lave automatiseringer (Genveje), der agerer på bevægelse som kameraet opdager, og så f.eks. tænde noget lys.

Arlo virker også med Google Assistant og Amazon Alexa ligesom det kan automatiseres på IFTTT his man bruger det.

Personligt bruger jeg Homey Pro, og der er der desværre ikke en direkte integration, og det virker ikke som om det er noget som Arlo prioriterer. Men man kan igennem Homekit lave lidt snyd, der får eventen over i Homey, og det virker fint.

 

Kamera kvalitet

Arlo 5 Pro kommer med en forbedret billedsensor i forhold til forhold til 4 Pro. Den har 2K-opløsning men nu med 12 bit og giver op til 68 mia. farver. Også dens nat-visning er blevet bedre på både night-vision og også dens natfarve-kamera fungerer godt. Den indbyggede LED flash kan oplyse i op til 7 meters afstand.

Kameraet tilbyder op til 12X digitalt zoom, som kan sættes op til at zoome automatisk imod det som bevæger sig i zonen. Jeg er mere overbliks typen, så jeg har ikke slået det til, fordi jeg hellere vil se alt hvad der sker i de zoner jeg har, men det er en fin feature omend det bliver en smule grynet ved 12X.

FOV (Field of View) er på imponerende 160 grader, og det betyder at du kan dække et bredt område uanset hvor du placerer dit kamera, men det er klart at kvaliteten er bedst hvis du ikke forsøger at dække en hel fodboldbane.

Men Arlo 5 Pro har et imponerende kamera, og du vil ikke blive skuffet over kvaliteten uanset om du bruger det udenfor eller indenfor.

 

Batteritid

Og så er der det som imponerer mig mest. Arlo 5 Pro’s batteritid. På Arlo 4 Pro har jeg uden problemer op til 4.5 måneders batteritid, og på Arlo 5 Pro har man forbedret energieffektiviteten så den er op til 8 måneders batteritid – Dette ved at have indført en ny energy-save mode, der kan bruges når batteriet når en bestemt procentdel.

Det er absolut godkendt, og det gode er at det nye Arlo Pro 5 bruger præcis de samme 3,85 V/4,8 Ah batteri som tidligere modeller. Det vil sige at har du allerede købt en oplader og ekstra batterier kan disse genbruges.

Husk at sætter du kameraet til at være tændt 24/7-365 så skal du ikke forvente lige så lang batteritid, men er det tændt når du er på job og når du sover så kan du roligt regne med 5 måneders batteritid før du skal genoplade. Det tager et par timer hvis du bruger den medfølgende USB oplader, eller en times tid med den dual-oplader man kan købe fra Arlo.

 

Konklusion – Kanon overvågning

Jeg er meget imponeret over Arlo Pro 5 – Både videokvalitet og batteritid imponerer, og den nye app, giver en bedre kontrol over de funktioner og visninger der er.

Du skal naturligvis være klar til at betale den høje pris på 1.895,- for ét kamera, samt være villig til at tegne et cloud-abonnement som koster yderligere.

Der findes billigere alternativer (f.eks. Eufy), som ikke kræver abonnement , men jeg har ikke fundet et kamera som giver mig så mange fordele som Arlo-familien, som også kan bruges til Verisure alarminstallationer.

Vi kvitterer med 4,5 flotte stjerner, og mener at Arlo Pro 5 til trods for den høje pris er et godt køb. Så er du på jagt efter et godt overvågningskamera, og vi du gerne have noget som bare virker, bør du have Arlo Pro 5 med i dine overvejelser

 

Pris og levering

Arlo Pro 5 koster 1.895,- og kommer i handlen i Danmark fra den 1. April. Du vil også kunne købe kits med flere kameraer senere, og spare på prisen der.

Arlo Pro 5
Billedkvalitet
Batteritid
App
Læs bedømmelse0 stemmer
Plus
God billedkvalitet
Imponerende batteritid
Let at installere og bruge
Minus
Kræver abonnement
4.7
Karakter
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.