Nuuday sælger filmudlejningen Blockbuster til svenske SF Anytime
Filmudlejningstjenesten Blockbuster er blevet solgt til svenske SF Anytime, som er en del af Bonnier-koncernen. Det skriver sælger, Nuuday, i en udmelding.
Med handlen tilpasser Nuuday sin brandportefølje for at fokusere på at levere produkter og services inden for telekommunikation, mens SF Anytime med købet af Blockbuster skaber en førende nordisk platform for digitalt køb og leje af film.
Handlen indbefatter, at SF Anytime erhverver sig retten til brugen af Blockbuster-brandet i Norden og overtager alle kundeforhold.
SF Anytime overtager også Blockbusters nuværende partnerskaber herunder YouSees TV-kunders mulighed for at leje film på YouSees platforme.
“Blockbuster har gennemgået en stærk forretningsmæssig udvikling under vores ejerskab, og vi er stolte af at kunne aflevere en klar dansk markedsleder inden for digitalt køb og leje af film til SF Anytime, som vi er overbeviste om er den bedste langsigtede strategiske ejer af Blockbuster”, fortæller EVP i Nuuday, Jens Grønlund, der er ansvarlig for Nuudays digitale brands, herunder Blockbuster.
Ejerskiftet bliver gennemført over en periode på seks måneder for at sikre en gnidningsløs overgang for de mange kunder, der fortsat vil kunne få den gode Blockbuster-oplevelse.
Med overgangen til SF Anytime vil Blockbusters kunder få flere film i kataloget, Nordens største lyder det i udmeldingen.
Salgsprisen er ikke oplyst.